Hvad er butikstyveri?
Butikstyveri er, når en gerningsmand går ind i en forretning i åbningstiden og tager varer og forlader forretningen uden at betale for varerne.
Hvordan skal du anmelde sagen til politiet?
Anmeld butikstyveri skriftligt til det lokale politi. Det er en fordel at anvende blanketten ”Anmeldelse om butikstyveri”, som du kan finde på www.politi.dk under ”Borgerservice” – ”Blanketter”. Postadresser og e-mailadresser kan du også finde på www.politi.dk.
Ring 114, hvis gerningsmanden:
• er under 18 år
• er ikke herboende udlænding
• er uden fast bopæl
• ikke er sikkert identificeret
Du bør også ringe 114, når butikstyveriet har et professionelt præg, er af større omfang eller du skønner, at gerningsmanden samtidig har stjålet fra andre forretninger.
Ring 112, hvis gerningsmanden optræder voldeligt eller truende.
Hvad gør politiet, når de modtager din anmeldelse?
Når politiet får en anmeldelse på alarmnummer 112 eller servicenummer 114, vil politiet vurdere, om der er behov for, at politiet kommer eventuelt så hurtigt som muligt.
Ved en skriftlig anmeldelse vil politiet viderebehandle sagen på baggrund af oplysningerne i anmeldelsen.
Hvilke oplysninger skal politiet bruge?
Når du anmelder et butikstyveri, bliver du bedt om at oplyse butikkens navn, adresse og telefonnummer, CVR-nummer gerningssted og gerningstidspunkt, oplysninger om anmelder, vidner og mistænkte, oplysninger om de stjålne genstande, fremgangsmåden og eventuelle erstatningskrav .
Krav til alle oplysninger nævnt ovenfor står på blanketten ”Anmeldelse om butikstyveri”.
Blanketten skal helst underskrives af både anmelder og den mistænkte.
Hvad kan du selv gøre?
Du bør sikre dig navne og adresser på vidner til tyveriet og sørge for, at oplysningerne bliver overdraget til politiet. Findes der anden dokumentation af tyveriet, for eksempel videoovervågning, bør du gemme det, så det kan udleveres til politiet, hvis der bliver behov for det.
Sagens videre forløb
Når du har anmeldt et butikstyveri, får du en kvittering for din anmeldelse.
Ved butikstyveri er gerningsmanden typisk blevet opdaget og identificeret, og sagen er dermed opklaret. Sagen kan derfor ofte afgøres med, at politiet sender en bøde til gerningsmanden. Butikstyveri afgøres typisk med en bøde på det dobbelte af det stjålnes værdi. Bøden kan dog ikke være under 500 kr., når gerningsmanden er over 18 år.
Hvis gerningsmanden ikke accepterer bøden, eller sagen af andre årsager ikke kan afgøres med, at gerningsmanden accepterer en bøde, vil sagen komme for en dommer. Det får du besked om. Du har mulighed for at overvære retssagen. Du vil blive indkaldt til retsmødet, hvis du skal vidne eller søge om erstatning.
Når retssagen er overstået, kan du få en udskrift af dommen, hvis du har bedt om det.
Kan gerningsmanden ikke identificeres, gør politiet ikke mere, og du vil ikke høre mere til sagen.
Har en mistænkt været identificeret, uden at der efterfølgende kan rejses tiltale på grund af for eksempel utilstrækkelige beviser, får du besked.
Hvad sker der med dine erstatningskrav?
Du vil i forbindelse med butikstyveri ofte få varen uskadt tilbage, og der vil derfor ikke være noget erstatningskrav.
Har du undtagelsesvist et erstatningskrav, skal du selv anmelde det til dit forsikringsselskab. Du kan bruge kvitteringen for anmeldelsen som dokumentation til dit forsikringsselskab.
Får du dækket dit tab gennem dit forsikringsselskab, skal du ikke gøre mere.
Har du ikke en forsikring, eller dækker din forsikring ikke dine tab, kan du bede politiet tage dit krav med ved en eventuel straffesag i retten. Du skal dokumentere dine tab over for politiet.
Bliver dit erstatningskrav rejst i et retsmøde, underretter retten dig om afgørelsen af kravet. Bemærk, at du efter domfældelsen selv skal sørge for at inddrive erstatningsbeløbet, eventuelt gennem fogedretten.