Forstør tekst Udskriv Tip en ven Læs højt

Pas

Nyt biometrisk pas

I forbindelse med at nye biometriske pas indførtes den 1. august 2006, blev kravene til pasbilledet ændret.

Den største ændring er, at pasbilledet nu skal være taget tættere på, lige forfra og munden skal være lukket. Se kravene til pasbilleder her.

Det færøske/danske pas er i dag et højteknologisk og sikkert pas og ændringen, der trådte i kraft den 1. august 2006 medfører, at passet bliver endnu mere sikkert som legitimation og derfor vanskeligere at forfalske.

Umiddelbart ændrer passet ikke form eller udseende. De biometriske pas har i siden med personoplysninger indstøbt en elektronisk chip. Chippen er ikke umiddelbar synlig.

På chippen er lagret en elektronisk kopi af pasbilledet og de maskinlæsbare linier, som er linierne i det blå felt nederst på siden med personoplysninger.

På politikontoret i Tórshavn (Yviri við Strond 17) er der opstillet en paslæser, hvor det vil være muligt for borgeren ved personlig henvendelse, medbringende eget pas, at se de oplysninger, som er lagret på chippen.

Intet krav bliver stillet om, at det nuværende pas skal udskiftes. Dog skal opmærksomheden henledes på, at hvis du har et pas, der er udstedt før den 1. marts 1997, og du skal rejse til USA, så er det nødvendigt at skifte passet i god tid.

Pasekspeditioner er på politistationenerne rundt landet.

 

Legitimation

I forbindelse med ansøgning om pas skal der som hidtil forevises dokumentation for ansøgerens identitet. Hvis man ikke har et pas i forvejen, skal der forevises både billedlegitimation og dåbs-, fødsels-, navneattest og evt. vielsesattest.

Såfremt ansøgeren ikke er i besiddelse af billedlegitimation, eller er den medbragte billedlegitimation ikke tilstrækkelig, vil/kan paskontorerne stille nogle kontrolspørgsmål. Dette med henblik på at sikre, at den fremmødte person er den samme, som passet udstedes til. I særlige situationer kan det være nødvendigt at møde med en anden person, der kan bevidne identiteten.


Priser

  • Personer, som er fyldt 18 år og ikke fyldt 67 år kr. 400,-
  • Børn og unge under 18 år kr. 115,-
  • Personer, som er fyldt 67 år kr. 150,-


Vejledning om ansøgning af pas

Pasansøgning indgives ved personlig henvendelse til en af politistationerne. Åbningstiderne ses ved at klikke her.

Såfremt De skal have fornyet Deres pas, skal De medbringe:

  • Fotografi.
  • Det sidst udstedte pas
  • Dåbs-, fødsels- eller navneattest og evt. vielsesattest

Hvis De ikke har noget pas i forvejen, skal De medbringe:

  • Fotografi
  • Dåbs-, fødsels- eller navneattest og evt. vielsesattest
  • Billedlegitimation.

Ved ansøgning af pas skal der udfyldes en ansøgningsblanket. Blanketten kan hentes ved at klikke her, og udfyldes i forvejen. I øvrigt kan ansøgningsblanketten fås udleveret, når du henvender dig til en af politistationerne.

Opmærksomheden henledes på, at politiet altid kan anmode Dem om at fremvise yderligere identifikationsdokumenter eller besvare kontrolspørgsmål. Politiet kan også stille krav om, at en anden person møder sammen med Dem og skriftligt bevidner Deres identitet.


Betaling

Passet betales ved bestillingen. Som betalingsmiddel kan FR-kort/Dankort/VISAkort benyttes.


Fotografi

Fotografiet skal være et vellignende brystbillede af Dem uden hovedbeklædning. Politiet kan dog tillade, at De bærer hovedbeklædning, hvis De af religiøse grunde fremsætter begæring herom.

Fotografiet kan være i farve eller sort/hvid. Det skal være taget lige forfra, være af god kvalitet, og egnet til indskanning. Fotografiet må ikke være forsynet med stempler, og det skal være 35 mm bredt og 45 mm højt. Hovedet skal måle 30 - 36 mm i højden.

Se kravene til pasbilleder ved at klikke her.
 

Pas til personer under 18 år

Til personer under 18 år skal forældremyndighedens indehaver(e) indgive samtykke til, at der kan udstedes et pas. Samtykkeerklæringen afgives på pasansøgningen under pkt. C.

Samtykke skal meddeles af begge forældre, såfremt begge har del i forældremyndigheden. Politiet kan afkræve personer, der meddeler samtykke og en person, der erklærer at være eneindehaver af forældremyndigheden, nærmere dokumentation for forældremyndigheden over barnet.


Pas til børn under 15 år

Efter 1. oktober 2004 kan børn ikke længere optages i forældres eller andre voksnes pas. Børn skal i stedet have deres eget pas.

Hvis et barn er optaget i et pas før den 1. oktober 2004, kan barnet stadig rejse sammen med passets ejer, men kun til og fra de lande, der stadig accepterer indrejse af børn uden eget pas.

Børn skal kun have eget pas, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

  • Barnet er fyldt 15 år
  • Barnet ikke er optaget i forældres eller andre voksne rejsefællers pas
  • I planlægger indrejse i et af de lande, der kræver, at barnet har eget pas.


Udstedelse af pas til børn

For at få pas til en person under 18 år skal barnet  selv eller sammen med en forælder henvende sig på en af politistationenerne.

Barnet skal medbringe:

  • Original dåbsattest eller navneattest (fødselsattest, hvis barnet endnu ikke er navngivet)
  • Fotografi

Bemærk at politiet altid har ret til at kræve yderligere dokumentation.

Den, der har forældremyndigheden over det barn, som søger om nyt pas, skal give samtykke, før passet udstedes. Begge forældre skal give samtykke, hvis begge forældre har del i forældremyndigheden. Politiet kan afkræve nærmere dokumentation for forældremyndigheden af de personer, der giver samtykke. Dette gælder også, hvis en enkelt person erklærer at være eneindehaver af forældremyndigheden over barnet.

For at give samtykke skal man underskrive i ansøgningsblankettens pkt. C.


Unavngivne børn

Vi har kendskab til, at enkelte lande f.eks. England og USA ikke kan garantere, at et unavngivent barn kan rejse ind i landet uden problemer.

Hvordan det enkelte land forholder sig til unavngivne børn, kan du få oplyst ved at henvende dig hos landets ambassade.


Ved navneændring

Du har ret til et nyt pas ved navneændring, men du skal stadig betale for det og følge nedenstående anvisninger. Bemærk, at du ikke kan få udstedt et nyt pas med dit nye navn, før navneændringen er trådt i kraft og fremgår af den påkrævede dokumentation.


Levering af det færdige pas

Det færdige pas sendes til Dem på den adresse, som de opgiver til politiet. De kan også afhente det færdige pas, såfremt De ønsker det.

For at forhindre forfalskninger fremstilles passet kun et sted i Danmark og under strenge sikkerhedsforanstaltninger. Derfor kan der være en leveringstid på op imod 3 uger.

Du bør derfor få lavet dit pas i god tid, inden du skal ud at rejse. 


Legitimation ved rejse til udlandet

Færinger skal medbringe pas ved rejse i lande uden for Norden, det vil sige også i lande, som er en del af Schengen-samarbejdet.

Ved rejse i Norden skal pas ikke medbringes, men man skal kunne identificere sig, såfremt myndighederne kræver det. 


Gyldighed

Et pas er gyldigt i 10 år. Pas til børn mellem 2 og 18 år er gyldige i 5 år. Pas til børn under 2 år er gyldige i 2 år.

Flere lande kræver, at passet skal være gyldigt mindst 6 måneder efter afrejsetidspunktet fra landet.

Mister De Deres pas, skal De anmelde det til politiet, ellers kan De ikke få udstedt et nyt pas. 


Pas/visum ved indrejse til USA

Siden den 26. oktober 2004 har USA krævet, at dit pas skal være maskinlæsbart, hvis du ønsker at rejse ind i USA. De amerikanske myndigheder stiller desuden krav om, at pas udstedt efter den 26. oktober 2006 skal være biometriske.

Alle danske/færøske pas, som er udstedt efter 1. marts 1997, er maskinlæsbare. Pas udstedt efter 1. august 2006 er biometriske og maskinlæsbare. Du skal altså kun have fornyet dit pas i forbindelse med rejse til USA, hvis dit pas er udstedt før den 1. marts 1997.

Vi har kendskab til et enkelt tilfælde, hvor et unavngivet barn er blevet nægtet indrejse i USA. Indrejsen blev nægtet under henvisning til, at barnets navn ikke fremgik af passet.

Den amerikanske ambassade har oplyst, at der i USA ikke kan udstedes pas, uden at barnet er navngivet. Ambassaden kan på den baggrund ikke garantere, at der ikke vil opstå problemer, hvis et barn rejser til eller fra USA uden at være navngivet.

I øvrigt henvises til den amerikanske ambassade, Dag Hammerskjolds Allé 24, 2100 København Ø, tlf. nr. 0045 35553144 eller www.denmark.usembassy.gov  

Find kontaktinformation til alle ambassader fra Udenrigsministeriets hjemmeside her


Ansøgningsblanket

Blanket til ansøgning om pas fås ved at klikke her:

 

Senest opdateret: 27. februar 2011



Pass1
 
Udskrevet d.
08-02-2012