Fakta om Fyns Politi
Fyns Politi betjener 485.000 borgere og har et areal på godt 3.500 km2. Politikredsen dækker ti kommuner, nemlig Assens, Faaborg-Midtfyn, Kerteminde, Langeland, Middelfart, Nordfyn, Nyborg, Odense, Svendborg og Ærø.
Fyns Politi blev grundlagt den 1. januar 2007 ved politireformens sammenlægning af landets daværende 54 til 12 kredse. Ydeligere information om reformen kan ses på Rigspolitiets hjemmeside.
Sådan er vi organiseret
Øverste leder for Fyns Politi er politidirektør Poul Bjørnholdt Løhde, der ligesom de andre 11 politidirektører har en årlig resultatkontrakt, der opsætter mål og resultater for kredsen.
Politidirektøren er leder for både politikredsens administration, politiarbejde og anklagemyndighed.
Fyns Politi har 900 medarbejdere fordelt på 870 årsværk. Heraf arbejder omkring 90 er ansat i administrationen, 750 i politiet, 60 i anklagemyndigheden.
Hovedstationen for Fyns Politi ligger på Hans Mules Gade i Odense, hvor bl.a. politidirektør, stabsfunktioner, vagtcentral, specialefterforskning, anklagemyndighed og administration er placeret. Derudover er der en større lokalpolitistation i Svendborg, hvor 65 medarbejdere arbejder. Desuden er der en række lokalstationer i Middelfart, Nyborg, Faaborg-Midtfyn og Assens samt nærstationer i Vollsmose, Otterup, Kerteminde, Rudkøbing, Ærø og Faaborg.
Under kontakt finder du kontaktoplysninger til de forskellige afdelinger og lokalstationer, og listen over vores pressetalsmænd vil løbende blive lagt ud under presse i opdateret udgave.