Den 1. maj afvikles pokalfinalen i fodbold mellem Esbjerg og Brøndby i Parken.
I forbindelse med Pokalfinalen placeres tilskuerne fra Brøndby på B tribunen og Esbjergs fans på C tribunen. D tribunen er i forbindelse med ombygning i Parken revet ned.
Der er udsolgt på de tre andre tribuner, ca. 32.000 pladser. Portene til Parken åbnes klokken 1100 da der spilles 3F Cup, og selve pokalfinalen fløjtes i gang kl. 1500.
1. maj arrangementet i Esbjerg er blevet aflyst og flyttet til København på grund af Pokalfinalen. Der er derfor arrangeret bustransport fra Esbjerg til København. Der forventes ca. 10.000 tilskuere fra Esbjerg der ankommer i 40-50 busser samt med tog. Det er hensigten at tilskuerne fra Esbjerg skal opholde sig på Østerbro Stadion før kampen, men det kan ikke udelukkes at nogle vil søge mod Fælledparken.
Tilskuerne fra Brøndby vil ifølge rygter mødes på Rådhuspladsen og samlet gå til Parken.