Forstør tekst Udskriv Tip en ven Læs højt

Sigtet for indsmugling af 12 tons hash

4. oktober 2011 anholdt politiet 14 personer i en større hashsag, hvor der blev fundet 907 kg hash, 2,3 millioner kr., en pistol samt en hel del brugte flyttekasser, der efter politiets opfattelse har været anvendt til indsmugling af hash. (Pressemeddelelse udsendt d. 5. oktober 2011).

12 af de anholdte blev fremstillet i grundlovsforhør og 11 blev varetægtsfængslet.

- Nu mangler vi blot at foretage nogle få efterforskningsmæssige skridt i sagen, og vi har afleveret sagen til juridisk vurdering, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen.

- Det er en meget stor og grov sag om indsmugling af enorme mængder hash. Det har krævet en del efterforskningsarbejde af Københavns Politi og vores danske og internationale kolleger at komme til bunds i sagen. Vi er ikke tvivl om, at en del af hashen er havnet i Pusherstreet på Christiania, siger Steffen Thaaning Steffensen.

Københavns Politi har siden oktober 2011 foretaget yderligere anholdelse af to personer. Den ene blev anholdt i Spanien og udleveret til Danmark, hvorimod den anden selv valgte at tage til Danmark, hvor han blev anholdt i Kastrup Lufthavn og efterfølgende varetægtsfængslet.

Politiet har på en bopæl i Spanien, der tilhører en af sagens hovedpersoner, sammen med spansk politi foretaget ransagning. Her blev der bl.a. fundet 196 kg hash, flyttekasser, vakuummaskine og plastposer. Efter politiets vurdering har boligen dermed også fungeret som pakkecentral for hashen.

Politiet har ud fra regnskaber, bilag m.v. rejst følgende sigtelser i sagen:

  • To hovedmænd er perioden fra maj måned 2009 og frem til anholdelsestidspunktet sigtet for medvirken til indsmugling af ca. 12,4 tons hash fra Spanien og forsøg på indsmugling af 900 kg hash med båd fra Portugal.
  • En hovedmand er ligeledes sigtet for i samme periode at have medvirket til indsmugling af ca. 11 tons hash.
  • Tre personer er sigtet for forsøg på indsmugling af ikke under 1,9 tons hash med båd fra Marokko og Portugal.
  • To personer er sigtet for forsøg på indsmugling af ikke under 1000 kg hash med båd fra Marokko.
  • En person er sigtet for medvirken til indsmugling af 523 kg hash fra Spanien.
  • En person er sigtet for narkohæleri i forbindelse med indsmuglingerne.
  • En person har allerede fået dom på 2½ år fængsel for medvirken til indsmugling af 600 kg hash, samt narkohæleri af 750 kg hash fra Spanien.
  • To personer er af politiet blevet sigtet for opbevaring af henholdsvis ca. 1 ton hash, samt ikke under 300 kg hash. Begge disse personer er løsladt af retten efter længere tids varetægt, men er dog fortsat sigtet i sagen.

Status er således, at 10 personer fortsat sidder varetægtsfængslet

Desuden er to danske mænd i denne sag i Marokko idømt 3 års fængsel for et ukendt kvantum hash.

Baggrund:
Her er indholdet af den pressemeddelelse, der blev udsendt 5. oktober 2011:

Igennem længere tid har Københavns Politi efterforsket en sag om indsmugling af hash til Danmark. I går tirsdag slog politiet til og beslaglagde 520 kg hash.

Sagen startede for ca. 5 måneder siden, efter at politiet havde modtaget oplysninger om en forestående indsmugling af hash med et skib fra Marokko. De marokkanske myndigheder fik anholdt 2 danske personer på skibet. Efterforskningen i Danmark blev intensiveret og førte til en dansk narko-organisation.

Efterforskningen, som blandt andet bestod i overvågning af flere mindre hashleverancer, førte til sidst politiet til Ringsted. I et industriområde kunne politiet således i går tirsdag om formiddagen anholde 3 personer, som var i færd med at laste flere papkasser fyldt med hash fra en flyttebil til en kassevogn. Ved aktionen beslaglagde politiet 520 kg hash.

Et andet sted, på en rasteplads i nærheden, kunne politiet anholde yderligere 2 personer, som var i færd med en overlevering af 70 kg hash.
Den en af de 2 personer viste sig at have tilknytning til en gård på Næstved-egnen, og da politiet aflagde gården et besøg fandt de under ransagningen yderligere 100 kg hash, 1 pistol samt 2,1 millioner kroner.

Som en udløber af aktionen er der i løbet af tirsdagen ransaget flere steder og yderligere 9 personer blev anholdt og i alt er 900 kg hash samt i alt 2,3 millioner kroner beslaglagt.

Antallet af anholdte er således oppe på 14 personer.

Senest opdateret: 8. februar 2012



 
Udskrevet d.
21-05-2012