Forstør tekst Udskriv Tip en ven Læs højt

Misbrug af identiteter afsløret. Syv personer anholdt.

Flere anholdte fra en aktion tirsdag aften vil i løbet af i dag onsdag,  blive fremstillet i Dommervagten med krav om varetægtsfængsling.
Sigtelserne vil bl.a. omfatte personelfalsk, ulovligt ophold og ulovligt arbejde.

Udlændingekontrolgruppen i Københavns Politi  har igennem længere tid efterforsket en sag vedrørende systematisk misbrug af identiteter samt skatteunddragelse.

I tæt samarbejde med ØKO-Krim SKAT og Nationalt Udlændinge Center resulterede efterforskningen tirsdag aften (den 24. januar)  i anholdelsen af syv personer i Københavnsområdet.

En lejlighed i København, hvor flere personer af udenlandsk herkomst havde deres daglige gang, skulle jfr. folkeregistret være beboet af NB fra Kenya. Den rigtige NB bor imidlertid i udlandet. Det viste sig at personen i lejligheden arbejdede i Danmark under NB´s navn, og at formentlig yderligere en person brugte NB´s navn i Danmark. Den falske NB havde i 2011 haft 3 forskellige arbejdsgivere, og derfor en stor indtægt.
 
Flere af de anholdte fra aftenens aktion, vil i løbet af i dag onsdag blive fremstillet i Dommervagten med krav om varetægtsfængsling, og sigtelserne vil bl.a. omfatte personelfalsk, ulovligt ophold og ulovligt arbejde.
 
Der forestår stadig flere anholdelser, som forventes at ske indenfor den nærmeste tid. Aktionen viser, at identiteter misbruges af udenlandske personer, der enten opholder sig eller arbejder illegalt i Danmark. Desværre ser vi også, at illegale udlændinge i større eller mindre grad udnyttes af herboende udlændinge på en måde, så arbejdsgiverne er uvidende om bedrageriet, oplyser vicepolitiinspektør Henrik Hjorth Sommer.

Kontaktinformation:
Vicepolitiinspektør Henrik Hjorth Sommer,
Lokalpolitiet Station Amager
Tlf. 72588610

Senest opdateret: 25. januar 2012



 
Udskrevet d.
21-05-2012