Der er fuldt beredskab på alle politistationer, der er klar til at hjælpe borgere, der får brug for politiets hjælp.
Enkelte mere administrative opgaver og sagsbehandling lægges måske lidt på hylden og klares før og efter COP15 for at klare opgaven optimalt, men der er ingen grund til, at almindelige borgere frygter, at de ikke kan få hjælp fra politiet, hvis de får behov for det.
Samtidig kan potentielle kriminelle godt tro om igen, hvis de forventer at have frit spil i december. Den kriminelle løbebane er en forkert vej at vælge, også selv om der er topmøde i Danmark.
Den største enkeltstående opgave i danmarkshistorien
Det er den største enkeltstående politiopgave i danmarkshistorien, når verdens regeringschefer og græsrødder mødes i København til december for at diskutere klodens klima. Mere end halvdelen af de danske betjente deltager, når arbejdspresset er størst, i arbejdet med at sikre, at topmødet kan løbe af stablen som planlagt.
National plan
Rigspolitiet og politikredsene har i fællesskab udarbejdet en national plan for hverdagens beredskab uden for Storkøbenhavn, da så stor opgave for politiet ikke kan undgå at få indvirkninger på politikredsenes dagligdag. Planen skal sikre, at der er et forsvarligt stabilt serviceniveau for borgerne rundt omkring i Danmark.
Vi arbejder mere
Der lavet en aftale med politiforbundet om, at betjentene arbejder i 12-timers og 16-timers skift i topmødeperioden. Det betyder, at der er langt flere polititimer til rådighed, og at politiet dermed kan bibeholde arbejdsniveauet i topmødeperioden. Det gælder både i København og ude i landet.
Domsforhandlinger og retsmøder
Samtidig vil politikredsene prøve at få tilrettelagt så meget af det arbejde, der kan forudses, så det ikke falder i topmødeperioden 7.-18. december. For eksempel vil man afvikle flest mulige domsforhandlinger og retsmøder inden topmødet, ligesom efterforskningen i sager, hvor der er varetægtsfængslede, vil blive fremskyndet mest muligt, så efterforskningen kan afsluttes og varetægtsfængslede kan løslades eller sættes til afsoning.
Ingen forbrydere slipper for straf
”Der er ingen forbrydere, der slipper for straf på grund af topmødet. Vi holder selvfølgelig ikke folk varetægtsfængslede ud over det, der er nødvendigt. Men det kommer an på en konkret vurdering i den enkelte sag, og lad mig endnu en gang slå fast: Forbryderne kommer til at afsone deres straf ”, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.
Alle opgaver bliver løst– nogle lidt langsommere end normalt
Der er heller ingen grund til, at den enkelte borger ude i landet skal føle sig mere utryg som følge af topmødet. Politiet vil fortsat rykke ud til borgere i nød i f.eks. voldssager eller ved ulykker med personskade. Politiets servicecentre er også åbne og vil modtage anmeldelser som normalt. Alarmcentralerne bliver ikke berørt, og der vil være alt fra hundepatruljer til videoafhørere til stede i politikredsene:
”Borgerne kommer til at mærke topmødet mindst muligt, men for politifolkene bliver det en meget travl periode. Derfor er der også mange rutinerede betjente, der bliver sat til at løse opgaverne ude omkring i landet”, siger rigspolitichefen og slutter:
”Men der er selvfølgelig områder, der bliver berørt. Der bliver f.eks. ikke gennemført teori- og køreprøver i fuldt omfang i perioden, ligesom andre mere administrative opgaver ikke kan få førsteprioritet”.