Forstør tekst Udskriv Tip en ven Læs højt

Samarbejdsplan for Midt- og Vestjyllands Politi 2010

Plan for samarbejdet mellem Midt- og Vestjyllands Politi, kommunerne, andre offentlige myndigheder, interesseorganisationer, foreninger m.fl. i politikredsen 2010.

Læs samarbejdsplanen her: Samarbejdsplan for Midt- og Vestjyllands Politi 2010

Kan du ikke åbne pdf'en, kan du også læse den nedenfor

***********************************************


Indholdsfortegnelse

 

1          Organisering af samarbejdet mellem kommunerne og politiet i Midt- og Vestjylland.

1.1 Det strategiske niveau

1.2. Det operative niveau

1.3. Stabsfunktioner

2          Overordnede mål for samarbejdet

3          Strategi og mål for de enkelte samarbejdsområder

3.1. Det kriminalitetsforebyggende samarbejde SSP og SSP+

3.2.Det kriminalitetsbekæmpende samarbejde og Særligt prioriterede kriminalitetsområder

4          Myndighedssamarbejdet i øvrigt

4.1. Bevillingsnævnssamarbejdet

4.2. Beredskabskommissionssamarbejdet

4.3. Miljøsamarbejdet

4.4  Tværfagligt samarbejde vedrørende badesikkerhed

4.5. Andre samarbejdsfora

5          Iværksættelse og godkendelse 

 

Indledning

 

Politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet. Politiet skal fremme dette formål gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed. Politiet har derfor bl.a. til opgave at forebygge strafbare forhold, at bringe strafbar virksomhed til ophør samt efterforske og forfølge strafbare forhold.

 

Med henblik på at kunne løse opgaverne professionelt, effektivt og på et højt fagligt niveau samt sikre den lokale forankring, vil politiet fortsat aktivt inddrage kommunerne, andre myndigheder, borgerne, interesseorganisationer osv. i såvel det forebyggende som det strafforfølgende arbejde.

 

På alle niveauer i politiets organisation er det relevant at inddrage lokale samarbejdsparter i planlægningen og udførelsen af politiets arbejde.  

 

1.      Organisering af samarbejdet mellem kommunerne og politiet i Midt- og Vestjylland 

Samarbejdet er organiseret i 2 niveauer: det strategiske – Kredsrådet, og det operative – Lokalrådene, ligesom der er tilknyttet stabsfunktioner.

 

1.1.                   Det strategiske niveau

Kredsrådet udgør det strategiske niveau for hele politikredsen og består af borgmestrene i Ringkøbing-Skjern, Thisted, Mors, Struer, Lemvig, Holstebro, Skive, Viborg, Silkeborg, Ikast-Brande og Herning samt Politidirektøren, der er formand for Kredsrådet.

 

Borgmesteren i Skive er næstformand.

 

Der henvises i øvrigt til forretningsordenen for Kredsrådets arbejde.

 

I løbet af 2008 blev det besluttet, at etablere ”Kredsrådets kontaktudvalg”, der består af forvaltningschefer fra de 11 kommuner, samt personer fra politiets ledelse. Baggrunden for etableringen af udvalget var et ønske om inden kredsrådsmøderne, at have forberedt og drøftet emnerne for Kredsrådet( med henblik på bedre oplyste møder) samt at skabe et forum for udarbejdelse af den årlige samarbejdsplan mellem politiet og kommunerne.

 

Samarbejdet med Kredsrådets kontaktudvalg har nu fungeret et år og har vist sig at være et hensigtsmæssigt forum for forberedelse af Kredsrådsmøderne. 

 

1.2.                   Det operative niveau

Lokalrådene i Ringkøbing-Skjern, Thisted, Mors, Struer, Lemvig, Holstebro, Skive, Viborg, Silkeborg, Ikast-Brande og Herning udgør det operative niveau.

 

Lokalrådene fastsætter rammerne for og prioriteringer af samarbejdet mellem kommunen og politiet. Lokalrådene skal skabe sammenhæng mellem Kredsrådet, de forskellige lokale samarbejdsfora, der har kriminalpræventiv indvirkning på forskellige områder – som for eksempel SSP-samarbejdet – og det udførende niveau i kommunen.

 

Lokalrådenes hovedopgaver er at:

·          varetage det overordnede ansvar for at tilrettelægge det kriminalpræventive samarbejde i eget lokalområde

·          fungere som lokal styregruppe, der udarbejder operative mål, som er baseret på de strategiske mål, Kredsrådet udformer.

·          udarbejde en samordnet handlingsplan på baggrund af Kredsrådets strategiske udmeldinger og med udgangspunkt i de lokale behov.

·          Holde sig opdateret om bl.a. kriminalitet, sociale forhold og uddannelsesmæssige forhold lokalt.

·          forholde sig til kriminalitetsudviklingen og til forebyggende og tryghedsskabende aktiviteter – og arbejde med de problemstillinger, som er relevante i kommunen.

·          sikre maksimal borgerinddragelse i det forebyggende arbejde.

·          sørge for, at der bliver etableret de nødvendige kriminalpræventive enheder og samarbejdsfora, som kan håndtere de praktiske opgaver og problemstillinger lokalt.

·          være paraplyorganisation for disse enheder og fora og fastlægge den overordnede struktur for organiseringen af deres arbejde.

·          koordinere og vurdere resultaterne af de forskellige kriminalpræventive aktiviteter og præsentere den for Kredsrådet.

 

Samspillet mellem Kredsrådets samarbejdsplan og lokalrådenes handlingsplaner.

 

-          Processen og årshjulet 

Hvert år i september måned afvikler rigspolitiet og rigsadvokaten et strategiseminar for landets øverste politiledelse i rigspolitiet, anklagemyndigheden og de 12 politikredse. På seminaret præsenteres den overordnede strategiske plan for politiets og anklagemyndighedens arbejde i det  følgende år. Den overordnede strategiske plan indeholder en række operative fokusområder, der retter sig både mod kriminalitetsbekæmpelse og kriminalitetsforebyggelse.

 

Hvert år primo oktober måned afvikler Midt- og Vestjyllands politi en temadag for politikredsens 11 kommuner, Regioner, SSP-samråd, Kredsrådets kontaktudvalg, centrale politiafdelinger og 7 lokalpolitistationer. På temadagen afvikles en række workshops, der behandler udvalgte fokusområder fra den overordnede strategiske plan samt yderligere fokusområder, som SSP-samrådet og Det Kriminalpræventive Sekretariat i Midt- og Vestjylland har indstillet til behandling på temadagen.

 

Hvert år medio oktober måned udfærdiger Midt- og Vestjyllands politis ledelsessekretariat ”Plan for samarbejdet mellem Midt- og Vestjyllands politi, kommunerne, andre offentlige myndigheder, interesseorganisationer, foreninger m. fl. i politikredsen” (Samarbejdsplanen) for det følgende år. Planen indeholder fokusområderne fra den overordnede strategiplan og den afholdte temadag.

 

Hvert år ultimo oktober måned  sendes samarbejdsplanen i intern høring i Kredsrådets kontaktudvalg og politikredsens 11 lokalråd forinden forelæggelse for Kredsrådet i november måned.

 

Med baggrund i Kredsrådets beslutning implementeres samarbejdsplanen fra 1. januar det følgende år.

 

Lokalrådene afholder i januar måned i det ny år et lokalrådsmøde, hvor Samarbejdsplanens operative fokusområder gennemgås og implementeres i lokalrådenes arbejde for det følgende år gennem en samordnet handlingsplan. Den samordnede handlingsplan bør, eventuelt med afsæt i en analyse af kriminaliteten i lokalområdet, indeholde en beskrivelse af hvilke sagsområder, man prioriterer i kommunen, og hvorfor. Herudover bør handlingsplanen indeholde en beskrivelse af de enkelte kriminalitetsforebyggende indsatser, man prioriterer i kommunen, hvilke lokale samarbejdsfora, man benytter sig af, og hvordan man påtænker at evaluere indsatserne. Endelig bør lokalrådene sikre, at der udarbejdes konkrete aftaler mellem de involverede samarbejdspartnere om, hvem der gør hvad, og herunder påse, om der er klare delegationsaftaler for det daglige arbejde.

 

Hvert lokalråd skal analysere, vurdere og konkludere, om de opgaver, som samarbejdsplanen 2010 og fremefter indeholder, kan løses effektivt i den nuværende struktur med underliggende niveauer. Er der behov for at ændre struktur og organisering og eventuelt behov for en ny beskrivelse af roller og kompetencer samt sammensætningen af lokalrådet og øvrige underliggende udvalg. Analysen, vurderingen og konklusionen kan tage afsæt i et forslag udarbejdet af Holstebro lokalråd, samt input fra workshoppen på temadagen i Holstebro 2009.  

 

1.3.                   Stabsfunktioner 

Chefen for politiets ledelsessekretariat fungerer som sekretær for Kredsrådet og drager omsorg for indkaldelse til møderne, udsendelse af dagsorden, udfærdigelse af referat og udsendelse af dette, når det er godkendt af formand og næstformand.

 

2.      Overordnede mål for samarbejdet 

Det overordnede mål for Kredsrådet, er en styrkelse af samarbejdet mellem politi og kommuner, hvor der ved oprettelse af Kredsrådet er skabt et forum til drøftelse af spørgsmål af fælles interesse, herunder spørgsmål af almindelig karakter vedrørende politiets virksomhed og organisation i politikredsen samt kriminalitetsudviklingen og den lokale kriminalitetsforebyggelse. Der er for Kredsrådet aftalt følgende mødedatoer for 2010:  

 

3.      Strategi og mål for de enkelte samarbejdsområder 

I det følgende er beskrevet de samarbejdsområder, som politiet og kommunerne har valgt at sætte særligt fokus.


3.1.                  
Det kriminalitetsforebyggende samarbejde, SSP og SSP+
 

Det Kriminalitetsforebyggende samarbejde

 

Et godt tværfagligt samarbejde mellem kommunerne og politiet er en vigtig forudsætning i forhold til forebyggelse af kriminalitet.

 

I Midt- og Vestjylland prioriteres dette samarbejde højt, og det lokale tværfaglige samarbejde vægtes højt for at forhindre at kriminalitet opstår og udvikler sig.

 

Målgruppen for det kriminalitetsforebyggende arbejde spænder meget vidt og samarbejdet beskæftiger sig som udgangspunkt efter princippet  ”fra vugge til krukke”. Det tværfaglige samarbejde kan inddeles i følgende grupper:

 

·          Tværfagligt samarbejde om tidlig indsats for børn under skolealderen

·          SSP samarbejdet for børn og unge – typisk fra skolealderen op til 18 år.

·          SSP+ samarbejdet for unge over 18 år og typisk til ca. 25 år.

·          Tværfagligt samarbejde omkring personer i alle aldersgrupper – f.eks. PSP samarbejdet,  misbrugsbehandling i forbindelse med fængselsophold – o.s.v.

·          Tværfagligt samarbejde omkring generel kriminalitetsforebyggelse – f.eks. Trygt Natteliv, Indbrudssikring, Samlivsrelateret vold, Byens rum o.s.v.

 

Den kriminalpræventive indsats overfor børn og unge kan inddeles i følgende indsatsområder:

 

·          Den generelle indsats – retter sig mod børn og unge, hvor der ikke har været tegn på kriminel adfærd.

·          Den specifikke indsats – sættes ind over for grupper af børn og unge, som har været på kant med loven eller som viser tegn på at være omsorgs- og/eller opdragelsessvigtede.

·          Den individorienterede indsats – retter sig mod enkeltpersoner i risikogruppen. Indsatsen kan også rettes mod personer,  der allerede har begået kriminalitet. Målet er at forebygge at personerne begår ny kriminalitet.

 

SSP-samarbejdsplanen

Det formelle samarbejde mellem SSP-samrådet og Det Kriminalpræventive Sekretariat (DKS) er nedskrevet i en såkaldt samarbejdsmodel, hvori det nærmere redegøres for formålet med samarbejdet. Samarbejdsplanen beskriver endvidere relationer og procedurer i det koordinerende samarbejde mellem SSP-Samrådet og DKS.

Samarbejdet mellem SSP-Samrådet og DKS bygger på respekt, ligeværdighed, dialog og tillid mellem parterne. Alt med det mål, at der foretages et koordineret  SSP-samarbejde, der har til hensigt, at nedbringe antallet af børn og unge, der begår kriminalitet eller udviser anden uhensigtsmæssig adfærd.

3.2 Det kriminalitetsbekæmpende samarbejde og særligt prioriterede kriminalitetsområder.

 

Med baggrund i Politiets flerårsaftale, politiets og anklagemyndighedens overordnede strategiske plan for politiets og anklagemyndighedens arbejde i 2010, samt lokale strategier for Midt- og Vestjyllands politi, er nedenstående fokuspunkter aftalt.

 

Indsats mod rockere og bandemedlemmer og disses kriminalitet, herunder om banderåd

Midt- og Vestjyllands politikreds har ikke et egentligt rocker-/bandemiljø. Moniteringen af rockere og bander i Midt- og Vestjylland har således dokumenteret, at i 2009 har politikredsen ikke været  involveret i den igangværende konflikt, som har resultatet i en lang række skyderier og voldsudøvelse i flere af landets politikredse. Der er heller ikke nogen indikationer på, at politikredsen i 2010 vil blive involveret. Politikredsen finder det dog hensigtsmæssigt, at intensivere den forebyggende indsats mod unge kriminelle og eventuelle spirende bandemiljøer i 2010.

Med baggrund i ovenstående har Kredsrådet besluttet ikke, at oprette egentlige banderåd i Midt- og Vestjylland. I stedet intensiveres den forebyggende indsats mod spirende bandemiljøer og unge kriminelle som via SSP-samarbejdet og politikredsens løbende monitering identificeres som værende i risikogruppen for at blive tilknyttet et bandemiljø eller rockerklub. For at sikre den nødvendige fokus på indsatsområdet skal de 11 lokalråd på deres møder have et fast punkt på dagsorden, hvor lokalområdets udviklingen på rocker-/bandemiljøet bliver drøftet. Resultatet af drøftelserne skal fremgå af lokalrådets referater.

Kreds- og lokalråd vil således nøje følge udviklingen i 2010 og tage de nødvendige skridt, hvis den igangværende bandekonflikt rykker ind i politikredsen eller der i øvrigt kommer indikationer på en bekymrende udvikling.

 

Indsats mod indbrud i privat beboelse.

Kredsrådet vil i 2010 intensivere indsatsen mod indbrud i privat beboelse. Det vil ske ved 

 

·          yderligere at aktivere beboer- og grundejerforeninger i fælles bestræbelser på at etablere nabohjælp og bedre sikring af beboelse og værdier

·          styrke den efterforskningsmæssige indsats mod hælerivirksomheden, som føler af indbruddene

·          anvende erfaringerne fra projekt ”byens rum” hvor generelt kriminalpræventive foranstaltninger tænkes ind i byplanlægningen, lokalområder og specifikke villakvarterer m.v. med henblik på, at øge opdagelsesrisikoen for eventuelle indbrudstyve

·          fastholde en konsekvens politik, hvor retsplejelovens regler om varetægtsfængsling udnyttes maksimalt og anklagemyndigheden understøtter politiets arbejde og sikrer en hurtig go effektiv retsforfølgning af gerningsmændene

·          foretage særlig målrettet indsatser i de lokalområder, hvor kriminalitetsanalysen viser, at der er en særlig stigning i indbrudsfrekvensen

 

Udviklingen i indbrudsstatistikken i politikredsen viser, at der i 2007 blev begået 2084 indbrud og  2003 indbrud i 2008. Udviklingen i 2009 forventes at ligge på samme niveau som 2007. Statistikken dækker dog over betydelige forskelle fra kommune til kommune, hvorfor lokalrådene i de kommuner, som har en stigning i indbrud i privat beboelse i særlig grad skal drøfte iværksættelsen af ovenstående punkter. Resultatet af drøftelserne skal fremgå af mødereferaterne.

 

Indsats på Færdselsområdet

Færdselssikkerhedsarbejdet har som overordnet struktur Vejdirektoratets vejcentre.  Politikredsen samarbejder med vejcentrene i Herning, Skanderborg ( dækker Silkeborg kommune)  og Ålborg (dækker Mors og Thisted kommune). I disse vejcentre er der nedsat færdselssikkerhedsudvalg, der overordnet bidrager til at forbedre færdselssikkerheden i det aktuelle vejcentrets geografiske område. Færdselssikkerhedsudvalgene består at repræsentanter fra de lokale kommuner, regioner, Rådet og Større Færdselssikkerhed, interesseorganisationer, Vejdirektoratet og politiet.

Færdselssikkerhedsarbejdet forgrener sig også ud via lokalrådene i de enkelte kommuner.

Politikredsen har nedsat et netværk bestående af de medarbejdere, der på de respektive lokalstationer forestår vejsagsbehandlingen m.v. i samarbejde med de kommunale vejmyndigheder og for det overordnede vejnet er der udpeget 2 medarbejdere der forestår vejsagsbehandlingen m.v. i forhold til vejcentrene.

 

Færdselssikkerhedsarbejdet forgrener sig også ud via lokalrådene i de enkelte kommuner. Til fastlæggelse af lokalpolitiets færdselspræventive indsatser i 2010 har Kredsrådet lagt følgende prioriteringer til videre foranstaltning for dialogen i lokalrådene:

 

Færdselspræventivt indsatsområde

 

SKAL opgaver

KAN opgaver

GÅ prøver

 

 

X

CYKLIST prøver

X

 

 

SKOLEPATRULJE uddannelse

 

X

 

GENEREL færdselsundervisning

 

 

X

CYKEL kontrol

 

X

 

LOKALE kampagner

 

 

X

 

 

Sikring af korte ensartede responstider.

Målkravet for Midt- og Vestjyllands politis responstid tager udgangspunkt i den gennemsnitlige responstid for 4. kvartal 2006 (i de gamle politikredse), og den var 13 minutter og 26 sekunder (13:26)

Vi måler løbende indenfor specifikke udrykninger på vores responstid, og den seneste måling fra 3. Kvartal 2009 viser, at vores gennemsnit ligger på 10:27. Landsgennemsnittet var i samme periode  på 10:24.

Vores strategiske hensigt for vores responstid er ”på trods af en stor geografisk udstrækning at komme så tæt på landsgennemsnittet som muligt”.

 

Indsats mod Prostitutionens bagmænd

Midt- & Vestjyllands Politi fortsætter den effektive ind over for prostitutionens bagmænd, dvs. de, der ernærer sig ved rufferi eller menneskehandel.  Samtidig skal ofrene hjælpes, hvilket kræver et nært samarbejde med politiet, kommunerne, Skat og de mange frivillige organisationer, der har fokus på dette område.

 

Målet i 2010:
Gennemføre og fastholde en nøje kortlægning (monitering) af prostitutionsmiljøet i Midt- & Vestjyllands Politikreds,

  • Gennem moniteringen indhente viden og indsigt, der kan skabe grundlag for efterforskning rettet mod prostitutionens bagmænd
  • Sikre de prostituerede mod fortsat overlast
  • Udbygge samarbejdet med sociale myndigheder og andre eksterne organisationer, således der skabes alternative rammer for de prostituerede
  • Udbygge samarbejdet mellem Politiet og Skat, således der skabes fokus på den afledte økonomisk kriminalitet i forbindelse med prostitution.

Efterforskningsafdelingen - Organiseret kriminalitet – har initiativforpligtelsen. 

 

Indsats mod Organiseret kriminalitet, herunder organiseret kriminalitet begået af østeuropæiske kriminelle 

Det er den strategiske hensigt, at indsatsen mod organiseret kriminalitet, herunder narkotikakriminalitet og organiseret kriminalitet begået af østeuropæiske kriminelle gennemføres, som en analyse- og efterretningsbaseret afpasset offensiv indsats i forhold til det aktuelle trusselsbillede.

 

Målet i 2010: 

·          Monitering af østeuropæiske grupper, bander og/eller personer, der involverer sig i udøvelse af organiseret kriminalitet, således der kan iværksættes personorienteret efterforskning.

·          At efterforskningen sker i tæt samarbejde med NEC og i relevant omfang

 

Efterforskningsafdelingen – Organiseret kriminalitet – har initiativforpligtelsen.

 

Indsats på dyreværnsområdet

Med henblik på at sikre en effektiv og ensartet håndhævelse af dyreværnslovgivningen i Midt- & Vestjyllands Politikreds, er der oprettet et dyrevelfærds netværk. Netværket er repræsenteret med deltagere fra de 7 lokalpolitistationer, færdselsafdelingen, anklagemyndigheden, to dyrlæger samt en jurist fra Fødevarestyrelsen. Vicepolitiinspektøren fra lokalpolitistationen i Skive er koordinator for netværket. Netværket skal sikre, at der sker vidensdeling og erfaringsudveksling, samt sikre at medarbejderne bliver uddannet til at varetage sagsbehandlingen inden for dyrevelfærdsområdet.  Kontrolindsatsen i forbindelse med dyretransporter udføres af færdselsafdelingen.

 

Indsats mod fodboldbøller

I politikredsen har vi p.t. 2 superligahold og 3 førstedivisionsklubber.  Disse klubbers kampe – især på hjemmebane - giver anledning til planlægning af politimæssig indsats af varierende karakter.

Når der spilles på udebane kan vi i særlige tilfælde medsende politifolk, der bistår den aktuelle politikreds i forhold til information om evt. medrejsende uromagere.

Vores indsats, der er i fuld overensstemmelse med en national aftalt strategi, sker i tæt samarbejde med den aktuelle fodboldklub og klubbens hjemstedspolitikreds – og her er det især superligakampene, der kræver de fleste politimæssige ressourcer.

 

Vores strategiske hensigt er en afpasset og proportional indsats der skal sikre at kampene afvikles som en festlig begivenhed og at uromagere stilles til ansvar gennem en konsekvent strafferetlig reaktion.


Indsats mod æresrelaterede forbrydelser

Den strategiske hensigt er, at æresrelaterede sager identificeres så tidligt som muligt, og at der iværksættes de nødvendige tiltag, herunder også proaktive beskyttelsesforanstaltninger over for truede personer. Der skal i den forbindelse være et særligt fokus på det tværmyndighedsmæssige samarbejde. Det er endvidere den strategiske hensigt at gennemføre efterforskning af mulige strafbare forhold på eget initiativ eller på baggrund af en anmeldelse. 

Målet i 2010:

·          At sikre en omgående politimæssig reaktion ved anmeldelse af strafbare forhold, der kan have forbindelse til æresrelaterede forhold

·          At iværksættes relevante beskyttelsesforanstaltninger i forhold til truede personer, når det skønnes nødvendigt eller hensigtsmæssigt

·          At øge samarbejde mellem politiet, kommunerne og andre myndigheder / organisationer, således der - dels kan iværksættes opsøgende og præventive indsatser i relevante miljøer med henblik på at identificere eventuelle æresrelaterede sager - dels kan skabes faglige netværk til erfaringsudveksling og visitation af sager.

 

Efterforskningsafdelingen - Personfarlig kriminalitet – har initiativforpligtelsen.

 

Indsats mod jalousidrab og andre alvorlige samlivsrelaterede forbrydelser

Vold i samlivsforhold er et indsatsområde som Midt- og Vestjyllands Politi vil have stor fokus på. Der er tale om sager, der kan udvikle sig meget alvorligt for offeret, og hvor offeret i mange tilfælde ikke ser sig i stand til eller har mulighed for at sikre sig imod, at situationen forværres. Sagerne starter ofte som husspektakler, men der kan også være tale om trusler, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, freds- og æreskrænkelser, vold, drab, drabsforsøg, seksuelle krænkelser/voldtægt mv.

Der er nedsat en gruppe med det formål, at følge sagerne om samlivsrelateret kriminalitet og udviklingen i disse typer af sager. Der er udfærdiget et actioncard, hvori sagsgangen er beskrevet. Der er endvidere besluttet at sagsgangen i ovennævnte sager skal følge reglerne omkring voldssager, hvilket vil sige, at der er særlige frister for sagens efterforskning og indbringelse for retten.

Præventivt er det besluttet at holde øje med antallet af husspektakler – der opgøres månedsvis  - et kvartal bagud – så vi hele tiden kan se hvad der er sket de sidste 3 mdr. Hvis der har været 3 hændelser eller mere på en adresse i det sidste kvartal, vil der blive foretaget en vurdering af sagerne og hvis det skønnes nødvendigt, vil der blive taget kontakt til adressen sammen med kommunen.

 

Politiets synlighed – navnlig i yderområder

For at sikre politiets synlighed og tilgængelighed i politikredsens yderområder fastholdes en betydelig decentral forankring af politiets personaleressourcer. Der vil således i hver af politikredsens 11 kommuner være en politienhed enten i form af en lokalstation med selvstændig ledelse, uniformeret døgnbetjent patruljetjeneste, civile lokalpatruljer, lokale efterforskningsenheder m.v. eller en nærpolitistation med uniformeret personale. Der ud over vil der fortsat være et betydeligt antal uniformeret politiassistenter, som gør tjeneste i lokalt forankrede  enkeltmandsdistrikter. Lokalrådene skal hver arrangere et borgermøde i 2010.

Den strategiske hensigt er, at skabe synlig synergi mellem kommuners borgerservice og nær- og landpolitiet ved at knytte enhederne sammen i bofællesskaber. Således er nærpolitiet i Struer og Ikast flyttet sammen med borgerservice i 2009, medens det allerede tidligere var sket for land- og nærpolitiet i Bjerringbro.

I 2010 vil Kredsrådet arbejde for, at denne udvikling fortsætter med særlig fokus på nærpolitistationerne og borgerservice i Skjern, Nykøbing Mors og Lemvig.

Ud over ovenstående vil politikredsen fastholder en af landets laveste responstider i forbindelse med udrykning til hastende politimæssige opgaver, hvilket blandt andet betyder, at politikredsen vil opretholde en anseelig patruljedækning i politikredsens yderområder.

 

Indsats mod IT-kriminalitet

Det er den strategiske hensigt, at der sker en afpasset offensiv indsats over for IT-kriminalitet, herunder IT-kriminalitet begået i forbindelse med anvendelse af internettet, og at der kan udarbejdes et detaljeret billede af begået IT-kriminalitet – således der på lokalt niveau kan ske en målrettet indsats ud fra et validt efterretningsbillede.

 

Målet i 2010: 

En offensiv og målrettet indsats mod IT-kriminalitet på internettet i form af børnepornografi, samt IT-kriminalitet, der giver anledning til personfarlig kriminalitet.

En afpasset og fleksibel indsats mod den IT-kriminalitet på internettet, hvor der er tale om handelsforhold af mindre økonomisk værdi.

 

Efterforskningsafdelingen - Økonomisk kriminalitet – har initiativforpligtelsen. 

 

Indsats mod større økonomisk kriminalitet

Den strategiske hensigt er at sikre en effektiv og hurtig retsforfølgning af pengeforbrydelser.

 

Målet i 2010:

·          Alle sager fra Skat tilgår og visiteres i Central Efterforskning, således der sker en prioritering af indsatsen

·          At der løbende holdes statusmøder med Skat omkring verserende sager.

·          At der i alle økonomiske sager laves ”Milepæls-planer”

·          At der laves en plan for kompetenceudvikling og – hvis det findes nødvendigt – også rekruttering af medarbejdere til behandling af sager vedr. økonomisk kriminalitet.

 

Efterforskningsafdelingen - Økonomisk kriminalitet – har initiativforpligtelsen.

 

Værthuskontrol og utryghedsskabende adfærd.

For at understøtte et trygt natteliv, politikredsens restaurationsplan og bevillingsnævn samt formindske antallet af voldssager i nattelivet og restaurationsmiljøet er der for 2010 udformet en operationsplan, der anlægger en offensiv strategi der sætter ind overfor vold, værtshus- og gadeuorden, narko- og våbenbesiddelse m.v.. Den ressourcemæssige tyngde og opgavevaretagelse er placeret i lokalpolitiet, hvis lokalpatruljer fører løbende tilsyn med værtshusmiljøet. I den forbindelse er stationslederne overordnet ansvarlige for, at der mindst én gang om året i deres lokalområde bliver foretaget en massiv målrettet koordineret indsats ved brug af flere lokalstationers lokalpatruljer. Det vil endvidere være hensigtsmæssigt at lokalrådet drøfter udviklingen i og status for det lokale restaurationsmiljø og natteliv i den hensigt at inddrage kommunens ressourcer i en mere bredspektret indsats, som både har et kriminalitetsforebyggende, kriminalitetsbekæmpende og sundhedsfremmende formål. 

 

Utilpassede unge og andre grupperinger:

Emnet er beskrevet, dels under ”Indsats mod rockere og bandemedlemmer og disses kriminalitet”, dels under ”Organiseret kriminalitet, herunder organiseret kriminalitet begået af østeuropæiske kriminelle”. Indsatsen er ligeledes stærkt forankret i SSP-indsatsen, særligt i gruppen indtil 24 år.  

 

Politiopgaver i grænseområderne

Grundet Kredsens geografi, er dette ikke et særligt prioriteret område i Midt- og Vestjyllands politikreds. 

 

Illegal arbejdskraft 

Illegal arbejdskraft undergraver velfærdssamfundet og skal bekæmpes  gennem en bred indsats med inddragelse af kommunerne, Skat samt arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne.

 

Målet i 2010:

  • Fortsætte og udvikle samarbejdet mellem Politiet og kommunerne, Skat samt arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne.
  • Iværksættelse af konsekvent politimæssig indsats, når der konstateres eller formodes, at der bliver udført illegal arbejde.

Efterforskningsafdelingen – Organiseret kriminalitet – har initiativforpligtelsen.

 

Offerrådgivning

Der er etableret et godt og velfungerende samarbejde med Offerrådgivningen i kredsen. Politiet deltager i diverse møder, seminar mv. Målet for 2010 bliver at fastholde dette gode samarbejde, samt udbygge kendskabet i befolkning til offerrådgivningsordningen. Det skal ske ved, at der fortsat afholdes Tema-dage for vore PG II elever (ikke færdigt uddannede politiskoleelever i praktik ophold), hvor en repræsentant for Offerrådgivningen informerer om ordningen. Derudover er politiet behjælpelig med at formidle kontakten til ofre, vidner og pårørende, som har været udsat for en traumatisk oplevelse ved mundtlig orientering og/eller uddeling af OID’s folder. Samtidig afholdes løbende møder på lokalpolitistationerne samt kredsmøder for at bibeholde den aktive dialog.
 

Videreudvikling af PSP-samarbejdet
PSP står for Psykiatri, Socialforvaltning og Politi. PSP-samarbejdet trådte i kraft 1. januar 2009. Midt- og Vestjyllands Politi og de 11 kommuner er således sammen med region Midtjylland i gang med de tiltag, som regeringen ved lov nr. 114 af 16. februar 2009 har pålagt os. Samarbejdet er et myndighedssamarbejde mellem Regions Psykiatriafdeling, kommunernes socialpsykiatriafdelingen og politiet.

PSP-samarbejdet går flere veje, idet socialpsykiatrien kan stå med borgere, som har en adfærd, som på et eller andet tidspunkt kan involvere politiet. Dvs. at en tidlig "spotning" af en PSP-relevant borger kræver, at alle parter har øje for det.

Samarbejdet har til formål at få etableret en tidlig og koordineret indsats over for medborgere, der har psykiske problemer eller misbrugere. Der blev i 2008 etableret 5 styregrupper og 11 operativgrupper.

Opgaven i 2010 bliver, at fastholde det gode samarbejde, der er i operativgrupperne, samt at få udbygget samarbejdet. Samarbejdet har vist, at der er forskellige mangler og uhensigtsmæssige ting, der skal søges ændret. Rigspolitiets Nationale Forebyggelses Center har nedsat en arbejdsgrupper, hvor bl.a. Midt- og Vestjyllands Politi deltager. Arbejdsgruppen skal komme med forslag og anbefalinger til ændringer, især omkring hvorledes politiet lettere og mindre ressourcekrævende end i dag, internt kan finde frem til en medborger, der kan være PSP relevant, samt hvorledes man lettere end i dag får spottet, når en  ”PSP-borger”  flytter fra en kommune til en anden kommune eller til en helt anden politikreds, ligesom der bør være en diskussion af, hvilke borgere, der er omfattet af PSP-samarbejdet. 

Arbejdsgruppens anbefalinger vil blive søgt implementeret i 2010.
 

Trygt natteliv
Formålet med en indsatsen i restaurationsmiljøet er at skabe et trygt natteliv for de unge, hvor ansvarsbevidste voksne kan træde til, hvis der opstår konflikter. Formålet er samtidig at nedbringe voldsepisoder og episoder med ulovlige stoffer i nattelivet. Indsatsen er tværfaglig og er efterhånden etableret i de fleste kommuner i politikredsen.

Målet i 2010 er implementering af indsatsen i de resterende kommuner samt vedligeholdelse af allerede etablerede indsatser.

Indsatsen var et emne på temadagen den 8. september, hvor man på en workshop debatterede, hvad  der er vigtigt i Trygt Nattelivs indsatsen, forslag til hvordan man nemmest implementerer indsatsen og herefter følger op, samt forslag til videreudvikling af indsatsen.

Workshop-referatet, som indeholder flere detaljer, vil blive udsendt til lokalrådene til videre brug i forbindelse med udarbejdelse af lokale handleplaner.


Social overdrivelse
Forsøg fra Ringsted har vist, at det er muligt at påvirke børn og unges sociale overdrivelser, og at det er muligt at mindske deres risikoadfærd og risikovillighed ved at anvende forebyggelsesmetoder i den generelle undervisning, der bearbejder børn og unges misforståelser om deres jævnaldrene.

Emnet blev debatteret i to workshops på temadagen den 8. September 2009, og man var her enige om, at anbefale forebyggelsesmetoden omkring sociale overdrivelser. I denne forbindelse anbefaler man, at kommuner og relevante samarbejdspartnere laver en ensartet og struktureret indsats på området, ligesom det er vigtigt, at forældre inddrages i forløbet så tidligt som muligt.  For at højne kvalitet og effekt af undervisningen, anbefaler workshopdeltagerne  endvidere, at det er de samme personer, der er gennemgående undervisere på skolerne.

Workshop-referatet, som indeholder flere detaljerede anbefalinger, vil blive udsendt til lokalrådene til videre brug i forbindelse med udarbejdelse af eventuelle handleplaner.

 

Etablering af Konfliktråd

Der har siden 1994 været en forsøgsordning med konfliktråd. I konfliktråd får den forurettede og gerningsmanden til en strafbar handling, mulighed for at møde hinanden under en neutral mæglers tilstedeværelse for at tale om den strafbare handling.

Den 26. februar 2009 blev der i Folketinget fremsat forslag til Lov om konfliktråd i anledning af en strafbar handling. Forslaget blev vedtaget og pr. 1. januar 2010 træder loven om konfliktråd i kraft, hvorefter hver politikreds skal etablere et konfliktråd, hvor forurettede og gerningsmand sammen med en neutral mægler kan mødes i anledning af en strafbar handling. Mægling i konfliktråd kan alene finde sted, hvis parterne samtykker og unge under 18 alene med forældremyndighedsindehaverens samtykke, ligesom det er en forudsætning, at gerningsmanden i det væsentligste har tilstået. Formålet med loven er at reducere offerets frustrationer og angst, at give offeret større tryghed ligesom det vil kunne give gerningsmanden større ansvarlighed og modvirke recidiv.

Rigspolitiet står for uddannelsen af mæglerne, som forventes igangsat ultimo 2009. Emnet var genstand for en workshop på temadagen den 8. September 2009 og workshoppens anbefalinger vil blive videreformidlet til Lokalrådene til videre brug.

 

Etablering af koncept for Tv-overvågning

Folketinget har i den seneste flerårsaftale for politiet afsat midler til, at politiet på steder der er særligt udsat for vold, uro og ballade kan foretage Tv-overvågning af offentlige arealer med henblik på at forebygge vold, uro og ballade og for i efterforskningsøjemed at anvende optagelserne til opklaring af skete forbrydelser og strafforfølgning af gerningsmændene.

Under hensyntagen til politikredsens størrelse og geografi, vil vi vælge en fleksibel TV-løsning, der både han anvendes til overvågning i forbindelse med kriminalitetsbekæmpelse og være tryghedsskabende. Udstyret skal være af en sådan kvalitet, at det kan anvendes efterforskningsmæssigt til bl.a. persongenkendelse. Endvidere skal løsningen være fleksibelt, således at udstyret hurtigt kan flyttes geografisk og i forhold til opgavens karakter.

Tv-overvågningen forventes implementeret og driftsklar primo 2010. Efter en driftsperioden over nogle måneder vil der ske en evaluering af projektet med henblik på at få klarlagt om, der har været nogen synlig effekt af overvågningen, samt om  placeringerne af udstyret har været rigtigt. Endvidere skal det vurderes om, der er behov for at supplere udstyret, med andet materiel.

 

Voldsforebyggelse

Antallet af voldssager ligger stadig for højt, også i Midt- og Vestjyllands Politikreds, og målet er selvfølgelig at nedbringe antallet af disse sager.

Temaet: ”Hvordan kan vi få antallet af voldssager ned?” -  blev således livligt debatteret på en af workshoppene den 8. September 2009. Workshopdeltagerne kom blandt andet med nedenstående anbefalinger i forbindelse med forebyggelse af vold.

Forslag til etablering af:

·          En forebyggende indsats i restaurationsmiljøet (Trygt Natteliv)

·          Tidlig indsats i skoler og institutioner

·          Målrettet indsats overfor børn i farezonen

·          Forældresamarbejde og familiekontrakter

·          Mentorordninger

·          Endnu bedre tværfagligt samarbejde

Workshop-referatet, som indeholder flere forslag og detaljer, vil blive udsendt til lokalrådene til videre brug i forbindelse med udarbejdelse af lokale handleplaner. 

 

Etablering af Kriminalpræventiv forening i Midt- og Vestjylland

Med henblik på at søge midler fra Fonde, legater mv., til forebyggende arbejde blandt børn og unge i Midt- og Vestjyllands Politikreds, er der taget initiativ til, at der oprettes en Kriminalpræventiv Forening i Midt- og Vestjyllands Politikreds. Der er lavet vedtægter, hvoraf   bl.a. formålet med foreningen nøje er beskrevet, samt hvorledes indkomne midler skal anvendes. Bestyrelsen er identisk med Kredsrådet.

Formålet med foreningen er at skaffe midler til iværksættelse af indsatser med udgangspunkt i 1) Den generelle indsats mod alle børn og unge. 2) Den specifikke indsats, der retter sig mod børn og unge, hvis adfærdsnormer er ved at udvikle sig i en uheldig retning. 3) Den individorienterede indsats, der retter sig mod personer, der har udvist kriminel eller anden uhensigtsmæssig adfærd.

 

Det forventes, at Den Kriminalpræventive forening i løbet af 2010 vil kunne starte med at  søge midler til konkrete kriminalpræventive projekter.

 

Byens rum

Forebyggelse i ”Byrummet” er allerede inddraget, når kommunen udstykker til nybyggeri og/eller restaurering af allerede eksisterende områder. Forebyggelse af kriminalitet og en styrkelse trygheden kan alligevel komme i konflikt med et ønske om mangfoldighed og liv.

Erfaringer viser, at man med en bevidst indsats omkring indretning, vedligeholdelse og drift af Byens Rum kan mindske kriminalitet samtidig med, at man øger borgernes følelse af tryghed. Vi vil derfor styrke informationsdelingen, når der skal udstykkes til nybyggeri og/eller restaurering af allerede eksisterende områder. 

 

4.      Myndighedssamarbejdet i øvrigt

 

4.1.                   Bevillingsnævnssamarbejdet 

Der er etableret bevillingsnævn i politikredsens 11 kommuner, og bevillingssagerne behandles fortrinsvis på møder i bevillingsnævnene. Den indledende sagsbehandling foretages af politikredsens ledelsessekretariat.

Rammen for sagsbehandlingen er  - ud over restaurationsloven - den kredsdækkende restaurationsplan. Restaurationsplanen orienterer om de bevillingsregler, der er for restaurationsbranchen og giver vejledende retningslinjer for, hvordan ansøgningerne om alkoholbevilling vurderes og afgøres. Derudover oplyses sagerne i samarbejde med lokalpolitiet, som har kendskab til restaurationsmiljøet i kredsens byer.

Der er et samarbejde mellem politiet og kommunerne om sagsbehandlingen, ligesom der tages forskellige initiativer for at sikre et godt og trygt natteliv.

 

 

4.2.                   Beredskabskommissionssamarbejdet 

Politiet er repræsenteret i alle 11 beredskabskommissioner. Vi valgte fra starten at samme medarbejder var den gennemgående i alle kommissioner.  Kun i hans fravær møder en anden medarbejder – oftest vil det være lederen af vores Operative Planlægnings- og analysekontor.

Arbejdet i beredskabskommissionen er af stor betydning for koordineringen og samarbejdet når det gælder brand – og redningsopgaver i alle dens afskygninger, idet de 2 hovedkomponenter i dette arbejde  er den tekniske leder (indsatsleder-redningsberedskabet) og den koordinerende ledelse (indsatsleder-politi).

  

4.3.                   Miljøsamarbejdet 

Gennem  2009 har der været et samarbejde med flere kommuners miljøforvaltninger om konkrete sager hvor overtrædelse er sket inden for miljølovgivningens område. Med bistand fra miljøforvaltningerne er der tilvejebragt de nødvendige oplysninger af faglig, økonomisk eller teknologisk art. Der har endvidere været afholdt møder med henblik på at afklare spørgsmål af forvaltningsretlige og juridisk karakter. Samarbejdet er væsentligt udbygget i 2009. Blandt andet har Anklagemyndigheden afholdt møde med de 11 lokale miljøforvaltninger i politikredsen med det formål, at udbygge og forstærke det generelle samarbejde med  forvaltningerne og herunder udveksle erfaringer også på tværs af kredsen om miljøsagers behandling. Dette samarbejde vil blive yderligere udbygget og forstærket i 2010.


4.4.
                  
Tværfagligt samarbejde vedrørende badesikkerhed
 

Efter Kredsrådets bestemmelse er der i 2009 nedsat en projektgruppe med deltagelse af repræsentanter fra Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Lemvig og Thisted kommuner, Region Midtjylland under ledelse af Midt- og Vestjyllands politi. Projektgruppen har iværksat en analyse i politikredsens kommuner for at få et overblik over alle de offentlige badefaciliteter med tilknyttede lokalforhold af betydning for badesikkerheden, som findes i politikredsen. Med baggrund i analysen - og med særlig fokus på badesikkerheden i Vesterhavet - afholdes i januar 2010 en temadag med deltagelse af en række landsdækkende interessenter som Trygfonden, Friluftsrådet, Rådet for større badesikkerhed, Skov- og naturstyrelsen og Farvandsvæsnet samt en række lokale aktører og brancheforeninger. Med baggrunden i temadagen vil projektgruppen udfærdige et udkast til retningslinjer for badesikkerheden i Midt- og Vestjyllands politikreds. Retningslinjerne vil efter forelæggelse for Kredsrådet blive sendt i høring i de 11 kommuners kommunalbestyrelser i løbet februar/marts 2010 med henblik på implementering i politikredsen senest 1. april 2010.

4.5       Andre samarbejdsfora 

Midt- og Vestjyllands Politi vil fortsat aktivt deltage i en lang række samarbejdsfora, mødefora og netværk i forhold til eksterne samarbejdsparter. Det vil bl.a. dreje sig om samarbejde og møder med:

o         Region Midtjylland og Region Nordjylland,

o         Forsvaret, herunder de lokale forsvarsetablissementer, hjemmeværn og politikompagnier,

o         Skat,

o         Vejcentre,

o         Beredskabscentrene i Herning og Thisted,

o         Arbejdstilsynet,

o         Kriminalforsorgen,

o         Fiskerikontrollen,

o         Arresthusene,

o         Fødevareregionen,

o         Kontaktudvalg vedrørende illegal arbejdskraft,

o         Faglige organisationer,

o         Foreninger, f.eks. idrætsforeninger og handelsstandsforeninger,

o         Natteravne,

o         Krisecentre og væresteder,

o         Interesseorganisationer, f.eks. Dyrenes Beskyttelse,

o         Borgermøder,

o         Private virksomheder.

  

5.      Iværksættelse og godkendelse 

Samarbejdsplanen 2010 er blevet til med udgangspunkt i anbefalingerne fra temadagen den 8. september 2009. Samarbejdsplanen foreligger for 2010 ved årets start. Baggrunden herfor er, at Lokalrådene herved får mulighed for, at udarbejde deres handleplaner med udgangspunkt i samarbejdsplanen.

Samarbejdsplanen forventes godkendt på Kredsrådsmødet den 10. november 2009. 

 

 

                                  Jens Kaasgaard

                                    Politidirektør

 

 

Senest opdateret: 17. november 2009



Midt- og Vestjyllands Politi
Udvikling & Kommunikation
29. december 2010
Læs samarbejdsplanen her: Samarbejdsplan for Midt- og Vestjyllands Politi 2010


 
Udskrevet d.
22-05-2012