Forstør tekst Udskriv Tip en ven Læs højt

Om Midt- og Vestjyllands Politikreds


Midt- og Vestjyllands Politikreds er geografisk Danmarks største politikreds. Den omfatter 11 kommuner: Ikast-Brande, Silkeborg, Ringkøbing-Skjern, Herning, Holstebro, Viborg, Skive, Lemvig, Struer, Thisted og Morsø kommuner. 

Politikredsens hovedstation er placeret i Holstebro, og lokalpolitistationerne findes i Ringkøbing, Herning, Viborg, Silkeborg, Skive og Thisted. Heraf har  politistationerne i Holstebro, Herning, Silkeborg og Viborg døgnberedskab.

Foruden hovedstationen og lokalpolitistationerne findes der nærpolitistationerne samt landpolitistationerne.

Midt- og Vestjyllands Politikreds har 582.377 indbyggere (ultimo 3. kvt. 2010) , og dækker et areal på 9.607 km2, som strækker sig fra Vejlerne ved Thisted i nord til Tipperne i den sydlige ende af Ringkøbing Fjord, og fra den jyske vestkyst til Silkeborg i øst. 

Politikredsen er kendetegnet ved et meget varierende landskab med kyststrækningen langs den jyske vestkyst, områderne der grænser ud til Limfjorden, og store skov- og søområder. Det varierende landskab betyder, at indbyggertallet stiger betydelig i sommerhalvåret i store dele af politikredsen. 
 
Politikredsen har derfor også meget varierende opgaver, som gør det attraktivt for politiaspiranterne at gennemføre deres praktiske uddannelse i Midt- og Vestjyllands Politi.
 
De geografiske forhold i Midt- og Vestjyllands Politikreds betyder, at der er store afstande mellem politistationerne. Disse afstande er en stor udfordring i forhold til f.eks. en synlig ledelse, men det er også udfordringer i forhold til medarbejdernes mobilitet og i forhold til den daglige tjenesteplanlægning og opgaveløsning.
 
Midt- og Vestjyllands Politi er organisatorisk opbygget med 3 søjler: Politisøjle, Administrationssøjle og Anklagersøjle. Lederen af Politisøjlen er chefpolitiinspektør Knud Stadsgaard, lederen af Administrationssøjlen er vicepolitidirektør Helle Kyndesen, og lederen af Anklagersøjlen er chefanklager Kåre Skjæveland.

Den øverste ledelse, med politidirektør Jens Kaasgaard i spidsen, "binder" således søjlerne sammen. 

Politikredsen har et personale på 632 politiuddannede, 105 administrative og 35 juridisk uddannede medarbejdere. 

Der er oprettet døgnberedskab på lokalstationerne Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro. Selv om lokalstationerne i Thisted, Skive og Ringkøbing ikke har døgnberedskab, vil der fortsat udgå kørende patruljer herfra. 

De kørende patruljer ledes fra vagtcentralen i Holstebro. Vagtcentralen er i kontakt med samtlige patruljer via radioer og suppleret af mobiltelefoner. Herudover styres patruljevognene ved hjælp af et flådestyringssystem, således operatørerne på vagtcentralen kontinuerligt følger patruljevognene visuelt på en storskærm.

Når en opgave indgår til vagtcentralen - enten via 112-alarmcentralen eller fra en borger i politikredsen - lægges opgaven elektronisk op på storskærmen, og herved sikres det, at vagtcentralen altid kan sende den nærmeste vogn til opgaven. 

Selv om der er døgnberedskab på de udvalgte 4 lokalstationer, er det vigtigt at pointere, at døgnberedskabet alene omfatter patruljeopgaver i politikredsen. Ekspeditionerne på alle politistationerne i Midt- og Vestjyllands Politikreds er således kun åbne for publikumsbetjening i dagtimerne.

Følg dette LINK til lokalpolitistationernes åbningstider...

Hvis Du henvender Dig personligt på en af de 7 lokalpolitistationer udenfor åbningstiderne, vil hoveddøren som hovedregel være låst. Hvis Du har et akut behov for at tale med politiet, findes der en knap ved siden af døren. Hvis Du trykker på denne knap, kommer Du i forbindelse med den døgnbetjente vagtcentral i Holstebro. Du kan så tale med personalet på vagtcentralen via samtaleanlægget.

Hoveddøren på lokalstationerne er overvåget med kamera således medarbejderne på Vagtcentralen kan se dig.

Senest opdateret: 13. maj 2010



Logo Politi
 
Udskrevet d.
08-02-2012