Forstør tekst Udskriv Tip en ven Læs højt

Nye regler om sikkerhedsseler

Ved lov nr. 303 af 19. april 2006 gennemførtes Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/20/EF af 8. april 2003 i dansk ret. Loven indebærer, at der som udgangspunkt ikke må befordres flere personer i biler, end der er siddepladser forsynet med sikkerhedsseler, og at børn med en legemshøjde på under 135 cm skal anvende særligt tilpasset sikkerhedsudstyr under befordring i bil. Endvidere forbydes befordring af børn i bagudvendende barnestole på en passagersiddeplads med en ikke-deaktiveret frontairbag.

Lovens bestemmelser om sikkerhedsseler, sikkerhedsudstyr til børn og antallet af passagerer, der lovligt kan befordres, trådte i kraft den 1. maj 2006.

Lovens bestemmelser suppleres af bekendtgørelse nr. 324 af 7. april 2006 om brug af sikkerhedsseler mv., som også trådte i kraft den 1. maj 2006.

Loven er tilgængelig i sin helhed på link til www.retsinfo.dk 

Færdselsstyrelsen har endvidere udstedt bekendtgørelse nr. 357 af 19. april 2006 om krav til sikkerhedsudstyr for børn i biler. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. maj 2006. 


Sikkerhedsudstyr til børn (færdselslovens § 80a)

1. Andre biler end busser samt på motorcykel og knallert, der har passagersiddepladser forsynet med sikkerhedsseler:

Hovedregel:
Børn under 135 cm skal anvende særligt godkendt sikkerhedsudstyr, tilpasset barnets højde og vægt.

Børn må ikke befordres i en bagudvendende barnestol på en passagersiddeplads med frontairbag, medmindre airbaggen er deaktiveret.

Undtagelser(bekendtgørelsens § 4 og § 5): 

a. Taxikørsel: Pligten i § 80a, stk. 1, gælder ikke, når der ikke er særligt tilpasset sikkerhedsudstyr til rådighed og børn under tre år benytter bagsædet, eller børn over tre år benytter bagsædet og anvender sikkerhedssele.

b. Lejlighedsvis befordring over korte afstande: Pligten i § 80a, stk. 1, gælder ikke ved befordring af børn på tre år og derover, hvis der ikke er særligt tilpasset sikkerhedsudstyr til rådighed og barnet benytter bagsædet og anvender sikkerhedssele.

c. Der er ikke plads til at montere særligt tilpasset sikkerhedsudstyr: Situationen, hvor to børn benytter særligt tilpasset sikkerhedsudstyr på bagsædet, og der ikke er plads til at montere sikkerhedsudstyr til det tredje barn. § 80a, stk. 1, kan i disse tilfælde fraviges for så vidt angår børn på tre år og derover, når barnet benytter bagsædet og anvender sikkerhedssele.

Undtagelserne beskrevet i b) og c) gælder kun for så vidt angår kørsel i personbiler og varebiler (M1 og N1).

2. Andre biler end busser, der ikke har monteret sikkerhedsseler eller kun delvist er forsynede med seler:
Børn under tre år må ikke befordres i bilen, hvis der ikke findes siddeplads forsynet med sikkerhedsseler, hvortil der kan monteres godkendt sikkerhedsudstyr.

Børn over tre år og derover med en legemshøjde på under 135 cm kun må befordres på bagsædet.

Det bemærkes, at det fremgår af forarbejderne til loven, at i tilfælde, hvor forsædet er forsynet med sikkerhedsseler, men ikke bagsædet, skal barnet benytte en siddeplads på forsædet og anvende særligt sikkerhedsudstyr.

Reglen finder ikke anvendelse ved befordring på motorcykel eller knallert, der har passagersiddepladser, som ikke er forsynede med sikkerhedsseler.

3. Busser:
Børn på tre år og derover med en højde på under 135 cm skal anvende sikkerhedssele eller andet godkendt sikkerhedsudstyr, i det omfang siddepladsen er forsynet hermed. Der er ikke krav om fastspænding af børn under tre år ved befordring i busser.

Til top

Antallet af passagerer, der lovligt kan befordres (færdselslovens § 80b)

Hovedreglen:
Antallet af passagerer, der befordres i en bil, må ikke overstige antallet af passagersiddepladser forsynet med sikkerhedsseler.

Hvis bilens forsæde ikke er forsynet med seler, må der befordres flere passagerer end siddepladser med seler på forsædet.

Hvis bilens bagsæde eller bagsæderne ikke er forsynet med seler, må der befordres flere passagerer end siddepladser med seler på bagsædet.

Undtagelser(bekendtgørelsens § 8):

  1. Befordring af passagerer, som af lægelige årsager er fritaget for at anvende sikkerhedsudstyr.
  2. Politiets, militærpolitiets, forsvarets og redningsberedskabets befordring af passagerer under betingelserne nævnt i § 8, nr. 2.
  3. Befordring af passagerer i bybusser og busser, der er indrettet med mindst 20 procent ståpladser og anvendes til rutekørsel.
Til top

Andre regler om brug af sikkerhedsseler

Færdselslovens § 80 viderefører de hidtil gældende regler om anvendelse af sikkerhedsseler. Reglerne om fritagelse for pligten efter færdselslovens § 80, stk. 1, til at anvende sikkerhedssele ved særlige former for kørsel findes i § 1 og § 2 i bekendtgørelse om brug af sikkerhedsseler mv.

Det bemærkes, at den hidtidige fritagelse ved taxichaufførers erhvervsmæssige kørsel med passagerer er udgået af bekendtgørelsen.

Opregningen af de særlige former for kørsel i § 1 og § 2, der kan begrunde fritagelse for pligten til at anvende sikkerhedssele, er udtømmende.

Til top

Forholdet til klippekortordningen

Efter færdselslovens § 125, stk. 2, nr. 1, er overtrædelser af § 80, stk. 4, 1. pkt., førerens pligt til at påse, at børn under 15 år, anvender sikkerhedssele som hidtil en klippekortforseelse.

Herudover er overtrædelser af førerens forpligtelse til at påse:

  • at børn med en legemshøjde på under 135 cm anvender godkendt sikkerhedsudstyr, tilpasset barnets højde og vægt (§ 80a, stk. 1)
  • reglerne om befordring af børn med en legemshøjde på under 135 cm i biler, der ikke er forsynet med sikkerhedsseler (§ 80a, stk. 2), og
  • reglerne om antallet af passagerer i relation til børn under 15 år, der lovligt kan befordres (§ 80b, stk. 1)

med virkning fra 1. maj 2006 omfattet af klippekortordningen.

 

Til top

Senest opdateret: 14. juli 2011



 
Udskrevet d.
22-05-2012