Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Døgnrapport 020212 - 030212

Uddrag af døgnrapport fra torsdag 020212 kl. 0700 til fredag 030212 kl. 0700.

Anholdelse – bil stjålet / tyveri fra biler – Holbæk

Kl. 0750 anmeldte en kvinde fra Blåbærvej, Hørby, Holbæk, at hendes bil var blevet stjålet for få minutter siden, efter at bilen var blevet startet for at blive varmet op. Ukendt biltyv satte sig ind i den ulåste bil og kørte fra stedet. Politiet eftersøgte bilen i området uden at finde den.

 

Kl. 1035 anmeldte en mand fra Damgårdsvej, Holbæk, at en tyv havde lavet indbrud i hans bil i carporten. Fodspor i sneen førte hen til et hus i nærheden, men manden turde ikke selv gå ind på stedet på grund af hunde. Politiet rettede henvendelse på adressen, hvor der udenfor holdt den stjålne personbil fra Blåbærvej.

Politiet foretog på adressen kl. 1127 anholdelse af 43-årig mand fra Jyderup. Han blev sigtet for at have stjålet bilen fra Blåbærvej, kørsel uden førerret i denne bil samt for et tyveri fra en bil på Damgårdsvej.

Den anholdte er fortsat anholdt, og politiets jurister vil i løbet af formiddagen afgøre, om den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør ved retten i Holbæk.

 

Anholdelse – butikstyveri – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 1157 meddelte Føtex, at en butikstyv var blevet tilbageholdt efter tyveri af diverse varer til en værdi af ca. 138 kr.

Politiet kørte til stedet og foretog  kl. 1215 anholdelse af en 36-årig mand fra Greve, der tidligere havde begået så mange butikstyverier, at den anholdte fik lov til at overnatte i arresten før fremstilling i grundlovsforhør i Retten i Roskilde.

 

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Østre Ringvej, Roskilde

Kl. 1245 sigtede politiet en 18-årig mand fra Fredericia for kørsel uden førerret i sin personbil. Da den sigtede i 2011 og 2012 har 11 sigtelser for kørsel uden førerret, valgte politiet at beslaglægge hans bil med henblik på senere konfiskation hos domstolene.

 

Blufærdighedskrænkelse ved beføling – Jernbanegade, Køge

Kl. 1408 anmeldte en 18-årig kvinde fra Herfølge, at hun tirsdag d. 310112 kl. ca. 1910 som fodgænger i Jernbanegade var blevet revet i sit halstørklæde og jakke af en forbipasserende mand. Manden befølte hende på balderne og forsvandt i ukendt retning, medens forurettede skyndte sig videre mod togstationen. Forurettede beskrev gerningsmanden som mand, ca. 185 cm høj, almindelig til slank af bygning, iført mørk kort dunjakke og mørke benklæder.

 

Lokalpolitiet i Køge vil gerne i kontakt med personer, der har været i Jernbanegade / Nørregade-området omkring gerningstidspunkt, såfremt man kan give oplysninger om gerningsmanden. Kontakt politiet på tlf. 114.

 

Spirituskørsel – Vestre Havnevej, Sjællands Odde – Odsherred

Kl. 1705 sigtede politiet en 54-årig mand fra Sjællands Odde for spirituskørsel i sin personbil. Han blev anholdt og måtte aflevere en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

 

Færdselsuheld / spirituskørsel – Højby Hovedgade, Højby – Odsherred

Kl. 1722 fik politiet anmeldelse om et færdselsuheld, idet 2 bilisters sidespejle under passage havde snittet hinanden.

En 55-årig mand fra Nykøbing Sjælland havde under kørsel i en chikane snittet sidespejlet på en modkørende bil ført af en 41-årig mand fra Højby. Politiet kunne efterfølgende konstatere, at den 55-årige var påvirket af spiritus, hvorfor han blev anholdt og fik udtaget en blodprøve. Der skete kun minimal materiel skade ved uheldet.

 

Røveri mod pengeinstitut – Holbækvej, Hvalsø – Lejre

Kl. 1753 fik politiet en anmeldelse via alarm 112 fra SparNord om et røveri.

En røver, der beskrives som: mand, 20-30 år, 170-175 cm høj, buttet,  maskeret med sort klæde for ansigtet, iført sorte bukser, sorte sko, medbringende lille sportstaske, indfandt sig i banken kort før lukketid og truede personalet både verbalt og med en sølvfarvet, pistollignende genstand. Røveren fik udleveret et kontantbeløb og løb efter røveriet i retning mod Hovedgaden.

Politiets eftersøgning efter røveren gav desværre ikke noget resultat.

 

Lokalpolitiet i Roskilde vil gerne i kontakt med personer, der har set røveren både før og efter røveriet på flugtruten. Kontakt politiet på tlf. 114.

 

Forsøg på røveri mod grillbar – Ringstedvej, St. Merløse – Holbæk

Kl. 2033 indgik der anmeldelse via 112 om et røveriforsøg mod en grillbar.

En røver, der beskrives som: mand, ca. 20 år, ca. 175 cm høj, almindelig af bygning, iført mørk jakke og mørk tophue, støvmaske som maskering for ansigtet, indfandt sig i grillen, hvor den 37-årige kvindelige ekspedient opholdt sig i baglokalet. Under trussel med en kniv med langt blad forlangte røveren at få penge, men ekspedienten oplyste røveren om, at hun ikke havde nogen! Røveren forlod grillbaren i løb uden udbytte.

Politiet eftersøgte røveren, men desværre uden at finde ham.

 

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har været i området ved grillbaren omkring gerningstidspunktet. Kontakt politiet på tlf. 114,

 

Anholdelse - Narko-lovgivningen – Elverdamsvej, Kr. Saaby – Lejre

Kl. 2100 standsede politiet rutinemæssigt et køretøj på Elverdamsvej. Ved den rutinemæssige kontrol af fører og dennes passager virkede begge personer med nervøse over situationen. Politiet valgte at foretage ransagning af køretøjet og personerne, hvorved politiet fandt kokain og et større kontantbeløb.

Politiet foretog derfor anholdelse kl. 2100 af de 2 mænd – en 41-årig og en 25-årig – begge fra Lynge. De 2 mænd er fortsat anholdt og forventes fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Roskilde fredag kl. 1100. Der vil blive begæret lukkede døre af hensyn til efterforskningen.

 

Røveri mod tankstation – Køgevej, Ringsted

Kl. 0002 modtog politiet en anmeldelse fra en 19-årig mandlig ekspedient om et netop begået røveri mod tankstationen.

En røver, der beskrives som: mand, dansk, 16-21 år, ca. 185 cm høj, almindelig af bygning, iført mørkt tøj og mørk hue, maskeret ansigtet med et klæde, medbringende mørk plasticpose, indfandt sig på tankstationen og fik under trussel med kniv med langt blad et mindre kontantbeløb og nogle cigaretter. Røveren løb fra stedet i retning mod Netto-butikken.

Politiets eftersøgning efter røveren med bl.a. hundepatruljen, som var i området, gav desværre ikke noget resultat.

 

Lokalpolitiet i Ringsted hører gerne fra vidner, der har været ved tankstationen på gerningstidspunktet, og som kan give oplysninger om røveren og hans flugtrute. Kontakt politiet på tlf. 114.

 

Slagsmål – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 0234 kørte politiet til nærheden af Diskotek Craisy Daisy, hvor 2-3 personer var i slagsmål. Politiet fik fat i en 21-årig mand fra Roskilde og en 16-årig fra Tølløse, der begge fik en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Ingen af dem var kommet til skade. Hvad der havde fået deres gemytter i kog ude i nattekulden, er uafklaret for politiet.

 

Fund af chrysantemumbombe – Litorinaparken, Solrød

Kl. 0649 fik politiet en henvendelse fra en mand, der under oprydning i forhaven ved en villa havde fundet en ca. 10” chrysantemumbombe i en kuffert. Politiet sørgede for afspærring af stedet og bad Forsvarets sprængstofeksperter om at afhente bomben. Politiet har ingen oplysninger om, hvordan kufferten med indhold er havnet på stedet.

Senest opdateret: 3. februar 2012



MIDT- OG VESTSJÆLLANDS POLITI

Ledelsessekretariatet
Kommunikation/information

Skovbogade 3
4000 Roskilde

Telefon:        
114 eller 46351448

mail: mvsj@politi.dk

 
Udskrevet d.
22-05-2012