Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Døgnrapport 9. marts 2010

Uddrag af døgnrapport fra tirsdag 090310 kl. 0700 til onsdag 100310 kl. 0700.

Anholdelse – røveri – Greve.

Kl. 0840 anholdt lokalpolitiet i Karlslunde en 16-årig dreng fra lokalområdet for røveri mod Lokalbrugsen på Greve Bygade i Greve den 161109, hvor han under trusler med en hammer fik udleveret penge. Det var tekniske spor på gerningsstedet, der førte til den 16-årige. Han blev sigtet for røveri og afhørt, hvorunder han tilstod røveriet. Han blev herefter løsladt, da man skønnede, at der ikke var grundlag for varetægtsfængsling. Sagen vil blive behandlet i retten.

 

Indbrud i villa – Roskilde.

Kl. 0951 anmeldte et vidne, at hun havde set et indbrud i en villa på Margrethehåbsvej. En mand kravle ind gennem et knust vindue, men flygtede kort efter fra huset, tilsyneladende uden udbytte. Han stak af i en lille blå bil. Manden beskrives som:

-          Almindelig af bygning, sort tøj og bandana på hovedet. Ikke yderligere.

Lokalpolitiet i Roskilde vil gerne høre fra vidner, der så manden stikke af, eller har andre oplysninger i sagen. Ring 114.

 

Færdsel – Roskilde.

Kl. 1142 standede en politipatrulje på Maglelunden en personbil, ført af en 18-årig mand fra Roskilde. Den 18-årige havde ikke erhvervet kørekort, så han blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

 

Fremstilling i grundlovsforhør – Roskilde.

Kl. 1200 blev to mænd på 22 og 25 år fra Søborg og Herlev fremstillet i grundlovsforhør sigtet for at have været i besiddelse af to geværer og en kniv, som de ikke havde tilladelse til at have, ved Herringløse, Roskilde, mandag sidst på eftermiddagen. Mændene blev taget, da de drev ulovlig jagt på en mark. Den 22-årige blev varetægtsfængslet til den 250310, mens den 25-årige blev løsladt af dommeren.

 

Færdselsuheld – Stigs Bjergby, Holbæk.

Kl. 1511 kørte en 18-årig kvinde fra Regstrup i en personbil ad Nykøbingvej mod nord. I en kurve kom bilens højre hjulpar ud i rabatten, og da den 18-årige styrede kontra, mistede hun herredømmet over bilen, som skred ud i grøften og landede på taget. Den 18-årige slap tilsyneladende uskadt fra uheldet.

 

Butikstyveri – Holbæk.

Kl. 1530 anholdt politiet i Din Aktive Isenkræmmer på Slotsvolden en 38-årig kvinde fra Holbæk for butikstyveri. Kvinden havde stjålet for 1119,85 kr. Det viste sig, at kvinden også havde stjålet fra Kvickly til en værdi af 250 kr. Kvinden blev afhørt og sigtet for butikstyveri, hvorefter hun blev løsladt.

 

Færdselsuheld – Nykøbing Sj., Odsherred.

Kl. 1841 kørte en 66-årig kvinde fra Nykøbing Sj. i en personbil ad Odsherredvej mod øst. I krydset med Vesterlyngvej svingede hun til venstre, men overså åbenbart en 47-årig mand, der kørte i en personbil ad Odsherredvej mod vest. Bilerne stødte sammen, men begge parter slap tilsyneladende uskadt fra uheldet.

 

Færdsel – Køge.

Kl. 2153 spottede en patrulje en personbil på Lyngvej. Rutinemæssigt ønskede man at tale med føreren, en 21-årig mand fra Køge. Han kunne ikke vise kørekort, for han havde ikke erhvervet et sådant. Han blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

 

Færdselsuheld – Greve.

Kl. 2329 fik politiet anmeldelse om et færdselsuheld ved Digehuset. En bom blev påkørt af en personbil med skader på både bom og bil til følge. Et vidne så to mænd forlade bilen. Politiet kunne konstatere, at bilen var stjålet i går eftermiddags i Ishøj.

 

Brandundersøgelse – Greve.

Kl. 2331 kørte politiet og brandvæsenet til Klyngen, hvor der var ild i en personbil. Brandvæsenet fik hurtigt ilden slukket, men der skete også skade på bilen, som stod parkeret ved siden af. Politiet kunne ikke umiddelbart konstatere, hvordan ilden opstod, så sagen undersøges nærmere.

 

Færdsel – motorvej spærret – Roskilde.

Kl. 0100 blev Holbækmotorvejen afspærret i vestlig retning mellem afkørsel 12 og 13. Det var et entreprenørfirma, som skulle tage en skilteportal ned. Et par timer senere var der igen fri passage.

 

Tyveri af nummerplade – Greve.

Kl. 0130 standsede politiet en 25-årig mand uden fast bopæl. Han kørte i en personbil med kun én nummerplade. Imidlertid var nummerpladen stjålet, og den 25-årige havde ikke erhvervet kørekort. Han blev sigtet for tyveri og kørsel uden førerret.

 

Indbrud i virksomhed – Ringsted.

Kl. 0318 anmeldte et alarmfirma, at en vægter fra firmaet var kørt til CPM-Tømrer på Thorsvej, hvor der var alarm. Da vægteren kom frem, flygtede to mænd fra stedet i en mørk 4-dørs personbil, hvor nummerpladen var dækket med gaffatape. Bilen forsvandt ad Næstvedvej mod syd.  Der havde været indbrud i virksomheden, idet en dør var brudt op, men det vides endnu ikke, hvad der blev stjålet. De to mænd, der flygtede fra stedet, beskrives som:

-          A: Af anden etnisk oprindelse end dansk, mørk i huden, ca. 180 cm. høj, alm. af bygning, iført sort jakke, mørke cowboybukser og en sort hue.

-          B: Af anden etnisk oprindelse end dansk, ca. 180 cm. høj, alm. af bygning.

Lokalpolitiet i Ringsted vil gerne høre fra vidner, der har set mændene køre fra stedet, eller som har andre oplysninger i sagen. Ring 114.

Senest opdateret: 9. marts 2010



MIDT- OG VESTSJÆLLANDS POLITI

Ledelsessekretariatet
Kommunikation/information

Skovbogade 3,
4000 Roskilde

Telefon: 
114 eller
46351448


mail: mvsj-ledelsessekr@politi.dk

 

 
Udskrevet d.
09-02-2012