Færdselsuheld – Køge.
Kl. 0637 fik politiet anmeldelse om et færdselsuheld på Sydmotorvejen i sydgående retning. På grund af glat føre skred en 25-årig mand fra Rønnede ud i rabatten med en personbil. Den væltede om på taget, men heldigvis kom den 25-årige ikke til skade. Falck kom til stedet med en skiltevogn for at advare trafikken mod ulykken og afspærre uheldsstedet. En 38-årig lastbilchauffør fra Ugerløse, der kørte i en lastbil mod uheldsstedet opdagede tilsyneladende ikke skiltevognen, men påkørte den. Den 38-årige kom heldigvis heller ikke til skade, men Falck måtte rekvirere Falck til borttransport af skiltevognen.
Mistænkeligt forhold – Køge.
Kl. 0921 anmeldte en borger, at der på Marksvinget gik en mand med et jernrør. Anmelderen var utryg ved dette. Politiet traf en 36-årig mand fra Køge, som oplyste, at han havde gået med et støvsugerrør, men at han havde smidt det fra sig. Manden gav intet svar på, hvorfor han gik med et støvsugerrør.
Færdsel – Svebølle, Kalundborg.
Kl. 1150 mødte en politipatrulje på Frederiksberg en 34-årig mand fra Svinninge, der var fører af en personbil. Det var ikke så godt, for han havde ikke noget kørekort. Manden blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven.
Færdselsuheld – Sigersted Huse, Ringsted.
Kl. 1350 kørte en 53-årig kvinde fra Sorø i en personbil ad Sorøvej mod øst. Hun ville dreje ind til en ejendom, og satte derfor farten ned. Bag hende i samme retning kørte en 38-årig mand fra Fjenneslev i en personbil. Han havde tilsyneladende ikke set, at den 53-årige kvinde bremsede ned, for han ramte den 53-årige kvindes bil bagfra. Begge personer blev kørt til behandling på sygehuset.
Anholdelse – brugstyveri – Lejre.
Kl. 1445 anholdt politiet på en adresse i Lejre kommune en 30-årig mand fra Slagelse. Han var fører af en bil, der i fredags blev stjålet i København. Han kørte rundt i området på en måde, at det vækkede opsigt, bl.a. ved flere gange at flere gange at køre over for rødt lys. En anmelder så, at han kørte ind på adressen og kunne til politiet udpege den 30-årige som fører af bilen. Efter sigtelse og afhøring blev den 30-årige løsladt.
Færdsel – Store-Heddinge, Stevns.
Kl. 1450 standsede en politipatrulje på Rengegade en 32-årig mand fra Stevns. Han var fører af en varebil, selv om han ikke havde kørekort. Han blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven.
Færdselsuheld – Tureby, Køge.
Kl. 1535 fik politiet anmeldelse om et færdselsuheld. En 20-årig mand fra Herfølge kørte i en personbil ad Ringsbjergvej mod vest. I krydset med Slimmingevej kørte han frem uden at overholde sin ubetingede vigepligt. I krydset blev hans bil ramt af en 39-årig mand fra Herfølge, der var fører af en personbil, der kørte ad Slimmingevej mod syd. Ved uheldet blev den 20-årig mands bil skubbet over i en personbil, ført af en 38-årig kvinde fra Ringsted, der kørte ad Slimmingevej mod nord. Selv om uheldet var voldsomt, skete der tilsyneladende ingen personskade.
Spirituskørsel – Greve.
Kl. 1800 anholdt politiet på Hundige Strandvej en 41-årig mand fra Polen for spirituskørsel i en personbil. Der blev udtaget en blodprøve af manden, som herefter blev løsladt.
Færdselsuheld – spirituskørsel - Kalundborg.
Kl. 1854 kørte en 47-årig mand fra Asnæs i en personbil ad Slagelsevej mod nord. Han svingede til højre ad Svanevej, men overså tilsyneladende en 53-årig kvinde fra Kalundborg, som kørte på en knallert ad Slagelsevej i samme retning. Hun kunne ikke nå at standse, men påkørte den 47-åriges bil. Kvinden kom heldigvis ikke til skade, men politiet skønnede, at hun var påvirket af spiritus, så der blev taget en blodprøve af hende.
Indbrud, som blev til røveri – Ringsted.
Kl. 1903 anmeldte en villaejer på Østre Parkvej, at han umiddelbart forinden havde overrasket tre indbrudstyve i villaen. Anmelder forklarede, at han sad i villaen, da han hørte lyde fra soveværelset. Han gik derind, og så at tre mænd var kravlet ind via vinduet. Da mændene fandt sig opdagede, flygtede de igen. Anmelder løb ud i haven og prøvede at tilbageholde én af tyvene, mens de to andre forsvandt mod Kildemarken. Anmelderen opgav dog klogelig at tilbageholde tyven, da denne trak en hobbykniv og holdt den hen mod anmelder. Tyven forsvandt herefter også mod Kildemarken. De tre tyve var kommet ind ved at bryde et vindue op. De beskrives som:
- A: mand, ca. 25 år, asiatisk/tyrkisk af udseende, ca. 175 cm. høj, muskuløs af bygning, karseklippet hår, iført mørkt tøj med lyse striber på kraven. I hånden havde han en hobbykniv.
- B: mand, ca. 30 år, ca. 165 cm. høj, spinkel af bygning, kort hår, iført hoftelang mørk jakke.
- C: mand, meget tynd, iført grå hættetrøje og grå løse bukser.
Lokalpolitiet i Ringsted vil gerne tale med vidner, der har set de tre tyve forsvinde mod Kildemarken, eller som har andre oplysninger i sagen. Ring 114.
Røveri mod person – Greve.
Kl. 2000 anmeldte en 15-årig dreng fra Greve, at han gik på stien langs med Greve Centervej ud for Hedelyparken ved tunnelen under Håndværkerbyen. Her mødte han tre unge mænd, som kom imod ham. De standsede, og mens de to af dem ventede, gik den tredje hen til den 15-årige og forlangte at få hans Nord Face jakke. Den 15-årige nægtede at udlevere jakken, men blev herefter truet med knytnæver. Den 15-årige udleverede herefter sin jakke, og flygtede fra stedet. Røverne beskrives som:
- A: mand, 16-18 år, anden etnisk oprindelse end dansk, ca. 180 cm. høj, sort jakke med hætte med hvidt tryk på ærme og bryst. Han var maskeret med et tørklæde for ansigtet.
- B: mand, dansk, rød trøje, blå eller sorte bukser.
- C: ingen beskrivelse.
Lokalpolitiet i Karlslunde vil gerne høre fra vidner, der så episoden, eller som kan genkende de tre røvere. Ring 114.
Spirituskørsel – Gørlev, Kalundborg.
Kl. 2115 blev en 39-årig mand fra Kalundborgs opland anholdt for spirituskørsel i en personbil. Der blev taget en blodprøve af ham, hvorefter han blev løsladt.
Hærværk – Holbæk.
Kl. 2104 anmeldte en kvinde fra Havevang, at der var nogen, der stod og slog på hendes dør. Politiet fandt dog ingen, men døren var ødelagt. Politiet efterforsker sagen som hærværk.
Færdselsuheld – Bromølle, Holbæk.
Kl. 0025 kørte en 46-årig kvinde ad Slagelsevej mod syd i en personbil, men mistede herredømmet over bilen, da hun kom ud i et område, hvor smeltevand fra frosset til is. Bilen skred ud og væltede om på taget. Kvinden kom ikke til skade.
Mistænkeligt forhold – Køge.
Kl. 0410 anmeldte en ejer af Sunline Solcenter på Fasanvej, at der var tyverialarm fra solcenteret. Han havde set på overvågningen, at der var to maskerede mænd, der flygtede fra stedet, da tyverialarmen gik i gang. Der var ingen opbrudsmærker, og der var tilsyneladende intet stjålet.