Fremstillinger i grundlovsforhør torsdag d. 050112:
En 22-årig mand fra Rusland blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holbæk kl. 1115 som sigtet for butikstyveri i Føtex i Kalundborg.
Han blev fængslet indtil 17. januar 2012.
En 29-årig mand fra Greve blev fremstillet ved Retten i Roskilde, hvor han erkendte sig skyldig i overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han modtog en straksdom på 5 mdr.s fængsel og blev løsladt til senere afsoning af dommen.
Anholdelse - Slagsmål / vold – Rørvangsvej, Holbæk
Kl. 1017 fik politiet en anmeldelse om, at fem personer – 3 mænd og 2 kvinder - alle i 20-års alderen - var i slagsmål på en parkeringsplads.
Politiet kørte hurtigt til stedet, hvor politiet kun traf 3 personer, hvoraf den ene var lettere tilskadekommen. To mænd havde forladt stedet i en bil, og roen var genoprettet.
Gruppen var kommet i slagsmål på grund af uenighed om familiemæssige forhold og kærester.
Da de to personer i bilen returnerede til parkeringspladsen, måtte politiet foretage anholdelse af tre personer, en 18-årig kvinde fra Jyderup, en 27-årig mand fra Valby og en 22-årig mand fra København for at undgå, at slagsmålet skulle fortsætte.
Af de anholdte blev den 18-årige kvinde og den 27-årige mand sigtet for vold. Alle tre anholdte er løsladt.
Politiet efterforsker nu videre i sagen for at få klarlagt parternes roller i slagsmålet og for at finde ud af, om flere skal sigtes i anledning af slagsmålet.
Forsøg på indbrud i villa – Marskvej, Kalundborg
Kl. 1228 fik politiet en anmeldelse om, at to unge mænd, ca. 20 år, danske, var i færd med at bryde et vindue op. En genbo opdagede dem og råbte dem an, inden tyvene nåede at komme ind i huset. Den ene tyv tog nu flugten til fods gennem et skovområde, medens den anden kørte væk i en mindre, lyseblå Toyota Corolla-lignende personbil.
Tyvene beskrives som:
A: mand, ca. 20 år, etnisk dansk – løb fra stedet.
B: mand, ca. 20 år, etnisk dansk, 170-175 cm høj, almindelig af bygning, ”rundt” hoved, iført mørkt tøj – kørte fra stedet i bilen.
Politiet vil gerne i kontakt med personer, der har set de to personer flygte fra stedet eller har oplysninger om bilen. Kontakt politiet på tlf. 114.
Indbrud i villa – Valhalvej, Roskilde
Kl. 1230 fik politiet en anmeldelse om, at et vindue netop var blevet knust, og at nogen gik hen over glasskårene. Anmelderen, der opholdt sig på husets 1. sal, trampede hårdt i gulvet og kunne så høre, at en person igen gik igennem glasskårene på vej væk. Anmelderen så ikke nogen forlade stedet og kunne derfor ikke give nogen beskrivelse af tyven. Tyven nåede ikke at stjæle noget.
Politiet vil gerne i kontakt med personer, der har set tyven forladt villaen. Kontakt politiet på tlf. 114.
Mistænkeligt forhold – Nældebjerg Allé, Greve
Kl. 1321 fik politiet en henvendelse fra en 15-årig pige, der havde set en mand gå rundt i haverne på vejen og kigge ind ad vinduerne. Da manden følte sig opdaget af anmelderen, skyndte han sig væk.
Politiet kørte til stedet for at lede efter manden, som beskrives som: 40-50 år, formentlig dansker, normal af bygning, mørkt glat hår, iført mørkebrun sweater. Han var helt forsvundet ved politiets ankomst, så mandens ærinde i haverne er stadig uoplyst.
Beruser til ulempe / ordensbekendtgørelse – Ahlgade, Holbæk
Kl. 1418 fik politiet en henvendelse om, at en 57-årig mand fra Fårevejle var så påvirket af spiritus, at han under sit ophold generede forbipasserende på vejen. Politiet forsøgte i flere omgange på den pædagogiske måde at få manden til dels at forstå, at adfærden var uhensigtsmæssigt, dels at bortvise ham fra stedet.
Manden forstod ikke budskabet, hvorfor han blev frihedsberøvet og anbragt i detentionen til afrusning. Ved løsladelsen kl. 2215 fik han udleveret et bødeforelæg for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Våbenloven – Ejbybrovej, Kr. Hyllinge
Kl. 1520 foretog landpolitiet i Lejre ransagning af en adresse, hvor en 19-årig mand fra Kr. Sonnerup fandtes i besiddelse af forskellige ulovlige knive. Ved samme ransagning blev en 21-årig mand fra Kr. Hyllinge fundet i besiddelse af ligeledes en ulovlig kniv og nogle patroner.
Begge kan nu se frem til at modtage et bødeforelæg for overtrædelse af våbenlovgivningen.
Spirituskørsel – Ringstedvej, Bjæverskov
Kl. 1610 standsede politiet en 52-årig mand fra Bjæverskov som fører af en personbil. Da alkometret gav udslag ud over det tilladte, blev manden anholdt og fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Anholdelse - Spirituskørsel / ordensbekendtgørelsen – Bjergmarken, Holbæk
Kl. 2200 standsede politiet en personbil for rutinemæssig kontrol af føreren for bl.a. påvirkning af alkohol. Den 23-årige mandlige fører fra Holbæk havde åbenbart dårlig samvittighed over, at han havde drukket inden kørslen, og undløb fra bilen. Han havde dog ikke lige set, at patruljevognen også indeholdt hunde, så den 23-årige blev under flugten anholdt under anvendelse af tjenestehund ikke langt fra bilen – uden at være blevet bidt.
En læge udtog en blodprøve af føreren, som nu kan afvente resultatet af undersøgelsen for alkohol, før politiet tager stilling til sagens afgørelse.
I bilen befandt sig en 20-årig mand fra Jyderup som passager. Han blev så ophidset over politiets arbejde, at han også blev anholdt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Passageren vil senere modtage et bødeforelæg som afslutning på sagen.
Kørsel i frakendelsestiden – køretøj beslaglagt – Tåstrupvej, Solrød Strand
Kl. 0449 standsede politiet rutinemæssigt en 26-årig mand fra Nykøbing Falster som fører af en personbil. Føreren var ædru, men i forvejen frakendt retten til at føre bil. Manden havde med denne sigtelse nu begået så mange overtrædelser af forbuddet mod at køre bil, at politiet valgte at beslaglægge bilen med henblik på konfiskation.
Sagen vil senere blive afgjort i retten.
Beruset, sovende mand – Jernbanevej, Holbæk
Kl. 0602 måtte politiet vække en 57-årig mand fra Fårevejle, som havde lagt sig til at sove midt på gulvet i ventesalen på togstationen. Politiet kunne konstatere, at manden var spirituspåvirket, men dog i stand til at klare sig selv. Han blev vist vejen til toget mod Fårevejle, så han kunne sove videre derhjemme.
Det var i øvrigt samme mand, som tidligere havde generet forbipasserende på Ahlgade, Holbæk.