Hos Nordjyllands Politi er formålet med praktikken at give erhvervspraktikanterne et så realistisk indtryk som muligt af politiets arbejde, så de kan få en fornemmelse af, om politiuddannelsen er noget for dem. Ligeledes at oplyse, hvad der kræves for at søge ind til politiet samt sikre grundlaget for at rekruttere politiaspiranter i Nordjylland.
Hvordan kommer jeg i erhvervspraktik?
For at komme i erhvervspraktik i Nordjyllands Politi skal følgende kriterier være opfyldt:
- Du skal have et godt helbred, normal hørelse og farvesyn og ikke være afhængig af briller.
- Du skal være fysisk og psykisk robust, ustraffet og have gode skolekundskaber.
- Du skal have folkeregisteradresse i Nordjyllands politikreds
- Du må ikke være eller have været involveret i kriminalitet.
Du skal skrive en ansøgning til Nordjyllands Politi, som du afleverer til klasselæreren. Denne sender den til den lokale UngdomsUddannelses-vejleder.
Ansøgningen skal indeholde lidt om dig selv: Højde, interesser, fritidsjob, sport, fremtidsplaner m.v. og du skal fortælle, hvorfor du ønsker at komme i praktik i politiet.
Politiet får hvert år flere ansøgninger end der er pladser. Derfor er det vigtig at give plads til de ansøgere, som virkelig brænder for og opfylder betingelserne for at blive ansat i politiet.
Hvad lærer jeg i erhvervspraktikken?
Erhvervspraktikken har et afvekslende og krævende program, der giver indblik i politiets dagligdag.
Du bliver orienteret om politiets opgaver, kommer igennem dele af optagelsesprøven, får rundvisning og indblik i arbejdsopgaverne.
Du kommer bl.a. til at deltage i en hundetræningsdag, hvor det er nødvendigt med tæt fodtøj, regntøj og varmt tøj.
Mad og drikke er for egen regning. De dage, hvor praktikken foregår uden for politigården er det klogt at medbringe madpakke og drikkevarer.
Den første dag, mandag, vil du få en nøjere instruktion om ugens program.
Praktikuger
Nordjyllands Politi afvikler erhvervspraktikken hvert år i uge 41 og 43 på alle lokalstationer.
Skoler i Aalborg kommune tilknyttes stationen i Aalborg.
Skoler i Frederikshavn, Brønderslev og Læsø kommune tilknyttes stationen i Frederikshavn.
Skoler i Hjørring og Jammerbugt kommuner tilknyttes stationen i Hjørring.
Skoler i Mariager Fjord, Vesthimmerlands og Rebild kommuner tilknyttes stationen i Himmerland.
Kontaktpersonen ved Nordjyllands Politi er uddannelsesleder Povl Munk Christensen - pmc001@politi.dk.
Se i øvrigt: www.blivpolitibetjent.dk