Forstør tekst Udskriv Tip en ven Læs højt

Hærværk

Hvad er hærværk?
Hærværk er, når nogen ødelægger eller fjerner ting, som ikke tilhører dem selv. Hærværk kan ske på mindre ting, f.eks. vejskilte og postkasser. Hærværk kan også være meget omfattende, f.eks. store ødelæggelser på og i et hus.

Hvordan skal du anmelde sagen til politiet?
Ring 114, hvis gerningsmanden ikke længere er til stede.
Ring 112, hvis hærværket er omfattende, og gerningsmanden fortsat er til stede.

Du kan også anmelde hærværk på en politistation eller ved at skrive til politiet. Du kan finde adresser og åbningstider på www.politi.dk

Hvad gør politiet, når de modtager din anmeldelse?
Ved omfattende hærværk, hvor gerningsmanden stadig er til stede, kommer politiet så hurtigt som muligt.
Er gerningsmanden ikke længere til stede, vil politiet normalt ikke komme med det samme. Du vil i stedet få at vide, hvordan sagen vil blive behandlet, og hvornår politiet vil komme.

I mindre hærværkssager vil politiet ikke nødvendigvis komme, men vil foretage en konkret vurdering af sagen, hvor der f.eks. vil blive lagt vægt på karakteren af hærværket, gerningsstedet og mulighederne for at finde spor eller oplysninger om en gerningsmand.

Hvilke oplysninger skal politiet bruge?
Når du anmelder hærværk, beder politiet dig normalt om at oplyse dit personnummer, navn og adresse, telefonnummer, forsikringsselskab, gerningssted og gerningstidspunkt, din beskrivelse af, hvad der er sket, identitet eller signalement på eventuelle mistænkte eller vidner til hærværket samt andre oplysninger, som i det konkrete tilfælde er relevante for politiets afgørelse af, hvad der skal ske i forhold til din anmeldelse.

Hvad kan du selv gøre?
For at politiet har mulighed for at sikre spor, skal du lade gerningsstedet være på den måde, det er fundet, indtil det er afklaret, om politiet kommer.

Sagens videre forløb
Når du anmelder hærværk eller umiddelbart efter, får du en kvittering og en vejledning om erstatning og om muligheden for at få støtte ved en offerrådgivning.

Du kan bruge kvitteringen som dokumentation over for dit forsikringsselskab. Du skal selv melde hærværket til dit forsikringsselskab.

I sager om mindre hærværk, hvor der ikke umiddelbart er spor eller andre oplysninger, der kan føre til opklaring, gør politiet normalt ikke mere, og du vil ikke høre mere til sagen.

Er der tale om omfattende hærværk vil politiet normalt fortsætte efterforskningen. Politiet fortsætter også normalt efterforskningen ved mindre hærværk, hvor der er oplysninger i sagen, der kan føre til identifikation af en mistænkt.
Kan efterforskningen ikke føre til, at der bliver rejst en tiltale i din sag, får du besked om det sammen med en begrundelse for afgørelsen.

Finder politiet en gerningsmand til et mindre hærværk, bliver du spurgt, om du ønsker, at der bliver rejst tiltale i sagen.
Bliver der rejst tiltale i din sag, giver politiet dig besked. Du har mulighed for at overvære retssagen. Du vil blive indkaldt til retsmødet, hvis du skal vidne eller søge om erstatning.

Når retssagen er overstået, kan du få en udskrift af dommen, hvis du har bedt om det.

Hvad sker der med dine erstatningskrav?
Får du dækket dit tab gennem dit forsikringsselskab, skal du ikke gøre mere.

Har du ikke en forsikring, eller dækker din forsikring ikke dine tab, kan du bede politiet tage dit krav om erstatning ved en eventuel straffesag i retten. Du skal dokumentere dine tab over for politiet.

Bliver dit erstatningskrav rejst i et retsmøde, underretter retten dig om afgørelsen af kravet. Bemærk, at du efter domfældelsen selv skal sørge for at inddrive erstatningsbeløbet, eventuelt gennem fogedretten.

Kan du få yderligere vejledning og rådgivning?
Pjecen ”Har du været udsat for en forbrydelse?” indeholder råd og vejledning til ofre for forbrydelser eller nære pårørende til ofre for forbrydelser. Du finder pjecen på www.rigsadvokaten.dk eller på www.politi.dk

Forskellige myndigheder, foreninger og organisationer hjælper, rådgiver og vejleder ofre for forbrydelser. Læs mere på

• Det Kriminalpræventive Råd: www.dkr.dk
• Offerrådgivningen: www.offerraadgivning.dk

Hvad er dine muligheder for at klage?
Du kan klage over politiets behandling af din sag. Du kan sende klagen til politiet.

Hvor lang er sagsbehandlingstiden i din sag?
Sager om hærværk er forskellige i omfang og behov for efterforskning. Sagsbehandlingstiden varierer derfor fra sag til sag.

Du kan se statistiske oplysninger om politiets behandling af sager om hærværk på www.politi.dk under ”Indsats og resultater”.

Senest opdateret: 30. december 2009



 
Udskrevet d.
24-05-2012