Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Intet grundlag for at rejse sigtelse mod Abbedisse Moder Theresa, Sostrup Kloster

Østjyllands Politi har gennem de sidste ca. to uger undersøgt anklager om mulige overgreb forøvet på Sostrup Kloster af klosterets abbedisse, Moder Theresa. Der er ikke fundet grundlag for at rejse sigtelse mod abbedissen.

I forbindelse med undersøgelsen er der foretaget afhøringer af personer både inden for og uden for klosteret, ligesom der er indhentet bl.a. lægelige oplysninger.  

Anklagerne fremsat i en bogudgivelse fra Helene Hägglund, der tidligere var nonne på Sostrup Kloster, angår:  

  1. En 75-årig dement nonne gennes i forbindelse med en morgenbøn 3. november 1993 om morgenen ud af kirken og efterlades udenfor. Ca. en halv time senere findes den demente nonne død i gården uden for kirkens indgang.  
  2. En ældre nonne med et fysisk og mentalt handicap som følge af en tidligere hjerneblødning vaskes i koldt vand.
Vedrørende den 75-årige demente nonnes død er der helt grundlæggende tale om en ulykkelig hændelse. På baggrund af undersøgelsen kan det imidlertid konstateres, at den demente nonne døde som følge af en hjerneblødning og dermed af ”naturlige årsager”.   

Som følge heraf har Østjyllands Politi ikke fundet grundlag for at rejse sigtelse mod abbedissen, Moder Theresa, ligesom der ikke rejses sigtelse mod øvrige personer, der forud for nonnens død var tilstede i kirken.     

Vedrørende anklagen om vask i koldt vand, kan der efter vurdering af sagens nærmere omstændigheder ikke lægges til grund, at der er sket en overtrædelse af straffeloven. Derfor er der heller ikke her fundet grundlag for at rejse sigtelse mod hverken Abbedisse Moder Theresa eller øvrige, der var tilstede ved episoden.     

Østjyllands Politi betragter herefter undersøgelsen som afsluttet. 
 

Senest opdateret: 21. juni 2010



 
Udskrevet d.
24-05-2012