Østjyllands Politi har på det sidste fået flere henvendelser fra borgere, som har ført til opklaringer af designerindbrud med videre.
Det drejer sig om borgere, som har set personer slæbe designermøbler, lamper og lignende ind i opgange ved højlys dag, og hvor stedet og personerne tilsiger, at der her kan være tale om forhold, som ikke er helt legale.
Mandag den 8. juni 2009 fik politiet i Østjylland således et tip fra en borger om, at der blev slæbt fire PH-lamper ind på en adresse på Kaj Munks Vej, hvilket vidnet fandt mistænkeligt. Vidnet kunne give politiet en beskrivelse af personerne samt af bilen, de kørte i.
- Disse oplysninger førte til, at vi kunne anholde to yngre mænd på henholdsvis 18 og 21 år. Den efterfølgende efterforskning tyder på, at de to personer står bag en hel del af de ca. 50 tyverier af PH-lamper (udendørs), som er forøvet inden for de seneste tre måneder, fortæller politikommissær Aksel Mølsted fra Østjyllands Politi.
I første omgang sigtes de to anholdte for tyveri af ca. 30 PH-lamper til en samlet værdi af ikke under 300.000 kroner.
De to sigtede fremstilles i Retten i Århus tirsdag den 9. juni 2009.