Østjyllands Politi modtog fredag den 12. marts 2010 en anmeldelse om, at en 41-årig mand var fundet død på sin bopæl i Søften ved Hinnerup. Den afdøde blev indledningsvis tilset af en læge på stedet, og umiddelbart var der ikke noget ved undersøgelsen, der tydede på et strafbart forhold.
Ligsynet og den efterfølgende obduktion viste imidlertid tegn på drab.
Østjyllands Politi har tirsdag den 16. marts 2010, kl. 22.45, anholdt en 44-årig mand fra Randers. Han sigtes for manddrab.
Den anholdte fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Randers onsdag den 17. marts 2010 med krav om varetægtsfængsling.
Den anholdte blev varetægtsfængslet i fire uger frem til den 14. april 2010.