Dommen lyder på to og et halvt års fængsel til en 40-årig mand og en 45-årig kvinde, som blev dømt for handel med to sigøjnerpiger.
Dermed er der sat et foreløbigt punktum for en sag, hvor der har været foretaget en omfattende efterforskning mod parret siden begyndelsen af marts måned 2008. Sagen er anket af den ene part (indtil videre).
I forbindelse med efterforskningen har der været samarbejde med udenlandske politimyndigheder. Endvidere har der været et stort samarbejde med Center Mod Menneskehandel i Århus, som har kunnet tilbyde de handlede kvinder den hjælp - både lægelig og socialt - som er indbefattet i den nationale handlingsplan.
Center Mod Menneskehandel har også været med i samarbejdet i forbindelse med kvindernes rejse og ophold i Danmark i forbindelse med retssagen.
Den 40-årige mand og den 45-årige kvinde er dømt for overtrædelse af straffelovens paragraffer vedrørende menneskehandel - for hele gerningsperioden. Dermed bortfalder muligheden for (også) at dømme for rufferi, som anklageren gjorde opmærksom på i sin procedure i retten.