Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Den formodede drabsmand er død. Politiet fortsætter eftersøgningen af Lisbet Nielsen.

Lisbet Nielsens kæreste Bjarne Østergård Madsen døde lørdag den 31. oktober 2009 i Århus Arrest. Han var sigtet for drab på Lisbet Nielsen, og politiet leder fortsat efter kvinden. I den forbindelse efterlyses vidner, som har talt med Bjarne Østergård Madsen - eller har set hans bil i området omkring Lufthavnsvej ved byen Feldballe på Djursland.

Lørdag den 31. oktober 2009 , kl.12.30 modtog Østjyllands Politi en henvendelse fra Kriminalforsorgen/Århus Arrest med oplysning om, at den anholdte i sagen var fundet livløs i sin celle som følge af selvmord - formentlig ved hængning. Der blev forsøgt genoplivning, men uden resultat. Anholdte blev efterfølgende erklæret død kl. 13.05. 

Østjyllands Politi efterforsker i øjeblikket de nærmere omstændigheder omkring hændelsen i Århus Arrest.
Det bekræftes, at den anholdte/nu afdøde er identisk med Lisbet Nielsens 42-årige kæreste Bjarne Østergård Madsen, der var sigtet for drab på Lisbet. 

Østjyllands Politi efterforsker fortsat intensivt i drabssagen vedrørende Lisbet Nielsen, der stadig eftersøges. 

I forbindelse med den fortsatte eftersøgning af Lisbet Nielsen er det konstateret, at Bjarne Østergård Madsen lørdag den 24. oktober 2009, kl. 00.00 (midnat mellem fredag og lørdag) befandt sig i området omkring Lufthavnsvej ved byen Feldballe, Djursland.  

Politiet efterlyser derfor personer, der har set eller talt med Bjarne Østergård Madsen i den forbindelse. Han beskrive som mand, 42 år, ca. 185 cm høj, almindelig af bygning med kort mørkt hår. Han var kørende i eget køretøj,- en sølvgrå Audi A 4 limousine årgang 2000 (fotoet) i området.  

Bjarne Østergaård Madsens bil

Vidner, der har gjort iagttagelser vedrørende det viste køretøj, eller Bjarne Østergård Madsens færden på Djursland bedes rette henvendelse til Østjyllands Politi på telefon 87 31 14 48 - eller 114.

Baggrund:
I sagen vedrørende 46-årige Lisbet Nielsens forsvinden har Østjyllands Politi siden anmeldelsen den 27. oktober 2009 efterforsket sagen.

I forlængelse af efterforskningen anholdt politiet fredag den 30. oktober 2009 Lisbet Nielsens 42-årige kæreste, der blev mistænkt for drab på Lisbet Nielsen. Den anholdte skulle fremstilles i grundlovsforhør lørdag den 31. oktober 2009, kl. 14.00.

 

Senest opdateret: 31. oktober 2009



 
Udskrevet d.
24-05-2012