Ingen personer kom til skade, da der tirsdag den 29. april 2008 opstod brand i et rækkehus på adressen Nyringen 2 i Risskov ved Århus.
De tekniske undersøgelser af brandstedet viser, at branden formentlig var påsat.
Efterforskningen af branden førte til, at Østjyllands Politi allerede samme aften - henholdsvis kl. 19.32 og kl. 20.01 - kunne anholde to 19-årige mænd, som blev sigtet for brandstiftelse. De to formodede gerningsmænd fremstilles i dag i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.
Politiet efterlyser yderligere tre mænd i sagen.
De efterlyste beskrives således:
- mænd af tyrkisk oprindelse
- ca. 15-20 år
- ca. 180-185 cm høje
- almindelige af bygning
- med kort, sort hår
- iført sorte jakker, blå cowboybukser og hvide kondisko
Henvendelser i sagen skal rettes til Østjylland Politi på telefon 87 31 14 48.