Onsdag den 24. oktober, kl. 16.30, ringede det på døren hos en ældre mand i Lundbyesgade i Århus. Det var en meget venlig og imødekommende kvinde, som under påskud af at skulle låne papir til at skrive en besked, skaffede sig adgang til den 92-åriges lejlighed. Mens kvinden opholdt den ældre herre, gennemrodede én eller flere personer lejligheden.
Der blev stjålet et større pengebeløb, som lå gemt i en skuffe i stuen.
Politiet efterlyser kvinden, som beskrives således:
- nordeuropæisk af udseende (lys i huden)
- 30-35 år
- ca. 165 cm høj og slank af bygning
- iført lys frakke og hvide bukser
- bar tørklæde på hovedet (ikke som del af muslimsk beklædning)
- medbragte plasticpose - muligvis med hvide og grønne farver
Henvendelser vedrørende tricktyven kan gives til Østjyllands Politi, Efterforskning afdeling C på telefon 87 31 14 48.