Tirsdag aften den 19. april 2011, kl. 19.30, foretog Østjyllands Politi en koordineret ransagningsaktion på udvalgte adresser i Hadsten, Hinnerup og Skødstrup. I forbindelse med ransagningerne blev der fundet og beslaglagt følgende:
- 16 stk. geværer
- 1 stk. oversavet jagtgevær
- tyvekoster fra indbrud i privat beboelse etc.
På baggrund af ovennævnte fund blev der foretaget anholdelse af to mænd på henholdsvis 17 og 23 år. De fremstilles begge i grundlovsforhør onsdag den 20. april 2011 med henblik på varetægtsfængsling. Foruden de to anholdte blev en 19-årig mand sigtet for at have været i besiddelse af et våben.
Aktionen var et led i Østjyllands Politis strategi mod bandemiljøet, da det er politiets opfattelse, at de fundne våben skulle distribueres videre til bandemiljøet.