Afgivelserne ligger for Østjyllands Politi i hele perioden.
I afgivelsesperioden er der ved Østjyllands Politi udarbejdet særlige planer for ”Hverdagens beredskab”, hvilket for Østjyllands Politi betyder, at områder som servicecenter, vagtcentral, alarmcentral og patruljetjeneste vil være bemandet som normalt. Det betyder, at der i perioden vil være helt normale muligheder for at komme i kontakt med politiet, og at der vil være det samme antal patruljer på gaden som normalt.
Planlægningen sikrer, at politiet i perioden vil have de samme ressourcer til rådighed ved henvendelser fra borgerne omkring hastende hændelser, indbrud i beboelse m.v., og at der vil blive foretaget udrykning til gerningssteder som normalt.
Dette lader sig gøre ved at man i meget stort omfang har omlagt tjenesten fra otte timers vagter til 12-timers vagter for den enkelte medarbejder.
De mange lokalpolitiafdelinger, både i Grenå, Randers og Århus samt efterforskningsafdelinger vil i samme omfang være på tilpassede vagter, hvilket sikrer, at efterforskning og sagsbehandling af sager kan ske på et forsvarligt niveau. Akutte hændelser med anholdte, hvor der skal ske fremstillinger, vil blive prioriteret fuldstændig som uden for COP-15 perioden. Det betyder bl.a., at anholdte indbrudstyve og andre, der ellers ville blive fængslet, også vil blive det i COP-15 perioden.
Der vil i perioden som normalt blive behandlet administrative sager, så som lejlighedstilladelser, våbentilladelser og andet inden for tilladelsesområdet. Afviklingen af køreprøver forventes at kunne ske uden forlængelse af ventetider, idet der er planlagt med tilnærmelsesvis samme antal køreprøvesagkyndige som normalt.
Pludselig opstået sygdom vil naturligt kunne påvirke afviklingen.
- Østjyllands Politi vil i hele perioden fortsat have stor fokus på specifikke sagsområder, så som indbrud i beboelse, personfarlig kriminalitet, bandeproblematikken m.fl., og der vil blive lavet særlige indsatser både inden for indbrud i beboelse, indsats mod færdselssikkerheden og andre relevante områder, oplyser chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen fra Østjyllands Politi.