Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Ingen ny sag mod pædagogmedhjælper i Beder

Der vil ikke blive rejst en ny straffesag mod en pædagogmedhjælper fra institutionen Grønnebakken i Beder ved Århus.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi, efter at have vurderet en ny anmeldelse i den såkaldte Beder-sag.

- Vi vil ikke rejse straffesag mod pædagogmedhjælperen igen. Trods en ny forklaring fra et involveret barn om yderligere overgreb har vi vurderet, at de nye oplysninger ikke vil ændre ved den fængselsstraf, som pædagogmedhjælperen allerede har fået, siger anklager Signe Mikkelsen.

I sommeren 2009 anmeldte et forældrepar, hvis barn var blevet krænket i den oprindelige sag, pædagogmedhjælperen for yderligere overgreb begået mod deres barn. Efter endt efterforskning har anklagemyndigheden imidlertid vurderet, at videre forfølgning af sagen ikke vil medføre at pædagogmedhjælperen findes skyldig til yderligere straf i forhold til byretsdommen fra december 2007 på tre års fængsel for seksuelle krænkelser mod en række børn i Grønnebakken.

I sin afgørelse lægger anklagemyndigheden blandt andet vægt på, at domstolene så lang tid efter ikke kan forventes at ville tillægge en ny forklaring fra barnet den nødvendige bevisvægt. Selv om domstolene på ny skulle dømme pædagogmedhjælperen, ville det efter anklagemyndighedens vurdering ikke føre til en tillægsstraf til den allerede idømte fængselsstraf på tre år.

Senest opdateret: 15. december 2009



 
Udskrevet d.
24-05-2012