Østjyllands Politi foretog i dag ransagning på HA-rockerborgen i Randers, beliggende på Rådmands Boulevard. I forbindelse med ransagningen blev der foretaget anholdelse af ialt syv personer - heraf fem fuldgyldige HA-rockere samt to personer med tilknytning til HA.
Under ransagningen blev der fundet en skarpladt pumpgun samt en totenslaeger.
Der vurderes i øjeblikket, hvor mange af de anholdte, der skal fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, oplyser vicepolitiinspektør Brian Voss Olsen fra Østjyllands Politi.
____________________
Sagen fortsat:
I forlængelse af anholdelserne på HA-rockerborgen i Randers er fem af de anholdte blevet sigtet for overtrædelse af straffelovens § 192a ved at have været i besiddelse af en skarpladt pumpgun på HA-rockerborgen i Randers.
Herudover er de fem personer blevet sigtet for hæleri ved at være i besiddelse af fem skudsikre veste, som er stjålet ved et indbrud i Kolding den 8. september 2008. De skudsikre veste var på vej fra Tyskland til det norske forsvar og politi, da de blev stjålet fra en sættevognstrailer, som var henstillet på en p-plads i Kolding. Der blev ialt stjåler 57 skudsikre veste, hvoraf de fem blev fundet ved dagens ransagning på HA-rockerborgen i Randers.
De sidste to anholdte er begge brasilianske statsborgere med tilknytning til HA i Brasilien. Den ene af de to blev fundet i besiddelse af en ulovlig spirngkniv, hvorfor han modtog og betalte en bøde på 3.000 kroner.
Alle syv anholdte vil blive løsladt efter endt afhøring.
Den fundne pumpgun vil blive sendt til teknisk undersøgelse med henblik på at sikre spor.
Aktionen mod HA-rockerborgen i Randers er foretaget som en del af den nationale strategi mod rocker/bander.