Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Mange spritbilister ved større arrangementer i Østjylland

Østjyllands Politi deltog i dagene den 30. august til den 2. september 2007 i den landsdækkende spirituskontrol. Resultatet efter de fire dages kontrol er nedslående.

I dagene fra den 30. august til og med den 2. september 2007 deltog Østjyllands Politi i den landsdækkende spirituskontrol.

- Indsatsen i Østjylland var primært rettet mod forskellige arrangementer, hvor vi vurderede, at der var risiko for spirituskørsel, fortæller lederen af Færdselsafdelingen ved Østjyllands Politi, vicepolitiinspektør Kristian Thomsen.

Politiet havde særlig fokus på Mosten MC Raceday og Hammel Hestemarked, men kiggede også efter andre lovovertrædelser - blandt andet på Djursland, hvor der i perioden var en ekstra patruljeindsats.

Mange kørte spirituskørsel
Resultatet af indsatsen i Østjylland blev:

  • 41 sigtelser for spirituskørsel - heraf seks på knallert
  • 13 sigtelser for spirituskørsel i forbindelse med kontrolindsatsen omkring Mosten MC Raceday
  • Fire sigtelser for spirituskørsel i forbindelse med kontrolindsatsen på Djursland
  • 14 sigtelser for spirituskørsel i forbindelse med kontrolindsatsen omkring Hammel
  • Øvrige patruljer sigtede ni for spirituskørsel

Øvrige færdselsforseelser ved Mosten og på Djursland
Politiet standsede ialt 1.658 køretøjer ved indsatsen omkring Mosten og på Djursland. Det medførte 49 sigtelser for overtrædelse af hastighedsbestemmelserne. Syv af disse medfører betinget frakendelse af kørekortet (overtrædelse af hastighedsgrænsen med mere end 60%). Højeste hastighed blev målt med en af politiets videobiler, da en motorcykel kørte med en hastighed på 169 km/t.

Indsatsen blev udført i et samarbejde mellem de jyske og fynske politikredse samt specialpatruljer fra Rigspolitiet.

Kontrollen foretaget med videobiler medførte, at:

  • 34 fik et klip i kørekortet for primært hastighedsovertrædelser og ulovlige overhalinger
  • Fire blev sigtet for at køre, skønt de er frakendt førerretten
  • Fem havde ikke kørekort til det køretøj, de førte

Fredag den 31. august fik politiet bistand af en bilinspektør med det resultat, at der blev optaget rapport i 52 sager med andre tekniske fejl og mangler. Hovedparten af disse var begrundet i støj og ulovligt udstyr.
Der blev også optaget flere rapporter vedrørende registreringsafgift - heraf nogle for ombygning af motorcykler. Andre fordi der blev kørt på motorcykler forsynet med prøveskilte, som er købt i udlandet uden at der efterfølgende er betalt registreringsafgift.

Øvrige færdselsforseelser ved Hammel
875 køretøjer blev standset og kontrolleret i forbindelse med indsatsen ved Hammel, og der blev optaget ialt 112 rapporter, heraf:

  • 20 rapporter for overtrædelse af hastighedsbestemmelser med højeste hastighed på 182 km/t på en strækning, hvor der maksimalt må køres 80 km/t.  
  • 13 rapporter for tekniske mangler på køretøjer - heraf blev to indkaldt til syn
  • Tre kørte skønt de er frakendt førerretten
  • 32 kørte uden at anvende sikkerhedsselen - heraf var der et barn, der ikke var fastspændt
  • 15 rapporter for andre forseelser

- Resultatet viser, at der desværre fortsat er behov for kontrolindsatser i forbindelse med større arrangementer, konstaterer Kristian Thomsen. 

Senest opdateret: 4. september 2007



Kontakt


Østjyllands Politi - Færdselsafdelingen
Vicepolitiinspektør Kristian Thomsen
Telefon: 87 31 14 48
 
Udskrevet d.
24-05-2012