To unge kvinder på henholdsvis 21 og 22 år blev udsat for røveri, da de fredag aften kl. 23.38 ville lægge dagens omsætning fra en nærliggende restaurant i bankboksen i Fiskergade i Århus. De to kvinder er begge ansat i restauranten.
Efter lukketid gik kvinderne til Fiskergade, og da de stod ved bankboksen, kom to mænd løbende hen imod dem og forlangte at få udleveret tasken med pengene. Da kvinden med tasken ikke umiddelbart ville udlevere sin taske, tog den ene af gerningsmændene en køkkenkniv med et ca. 30 cm langt blad frem. Han slog ud med kniven og tilføjede kvinden læsioner på begge arme.
De to røvere beskrives således:
A:
- mand, ca. 15-20 år
- ca. 165 cm høj
- spinkel af bygning
- mørkt/sort hår
- anden etnisk oprindelse en dansk, men talte dansk uden accent
- iført rød hættetrøje
B:
- mand, ca. 15-20 år
- ca. 170 cm høj
- almindelig af bygning
- anden etnisk oprindelse end dansk, men talte dansk uden accent
- iført mørkt (muligvis gråt) tøj
- bar formentlig kasket
Tasken med indhold - dog uden pengene - blev kort efter fundet i P-huset ved Busgaden. Her havde gerningsmændene også efterladt deres jakker og kasketten. Kniven blev ikke fundet, men er formentlig smidt på flugtruten.
Vidner så efterfølgende to mænd, der svarer til beskrivelsen, hoppe på buslinje 3 med afgang kl. 23.45 i H. H. Seedorfstræde.
Østjyllands Politi efterlyser vidner, der har set røveriet eller kan genkende gerningsmændene ud fra signalementet.
Henvendelse til Østjyllands Politi, Efterforskning på telefon 87 31 14 48.