Torsdag nat den 22. juli 2010, kl. 03.45 konstaterede vidner, at der var indbrud i et supermarked på Valdemarsvej i Randers. Et vidne konfronterede de 3-4 gerningsmænd - alle yngre mænd. Det fik nogle af gerningsmændene til at køre fra stedet i en mindre blå bil. En af de øvrige gerningsmænd forsøgte at flygte fra stedet med stjålne genstande, og vidnet forsøgte at standse ham. Det fik gerningsmanden til at sparke vidnet i maven/brystet og at flygte.
Kort før kl. 04.20 blev den lille blå bil igen observeret ved gerningsstedet. Køretøjet blev eftersat af Østjyllands Politi og bragt til standsning. I bilen var der to mænd, som begge blev anholdt. Det drejer sig om en 20-årig mand fra Viborgkanten og en 30-årig mand fra Randers. Sidstnævnte er kendt for tyverier og var senest anholdt den 19. juli 2010.
Politiet eftersøger yderligere en eller to medgerningsmænd.
De anholdte forventes fremstillet i grundlovsforhør i dag, oplyser Hans Kortbek fra Østjyllands Politi i Randers.
Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der måtte have oplysninger i sagen. Henvendelse til Østjyllands Politi kan ske på telefon 87 31 14 48 eller 114.