Lørdag den 3. maj 2008 omkring kl. 14.00 blev ni personer anholdt i den indre by i Århus. De anholdte havde været involveret i slagsmål mellem AGF-fans og OB-fans i Frederiksgade. Under slagsmålet blev der kastet med flasker mod politiet og øvrige tilstedeværende.
Efter kampen blev der fra en bus med 29 tilskuere fra Odense kastet med flasker og i øvrigt optrådt voldeligt over for politiet på stedet. Én af flaskerne ramte en politimand i hovedet. Der opstod slagsmål i og omkring bussen, og da politiet ikke umiddelbart kunne identificere den person, der havde kastet flasken mod betjenten, blev samtlige 29 passagerer i bussen anholdt. I forbindelse med anholdelsen blev der anvendt peberspray og stave. Der blev ikke brugt tåregas.
De anholdte blev sigtet for følgende overtrædelser:
- fem tilfælde af vold mod tjenestemand jf. straffelovens §119
- to tilfælde af fornærmelig tiltale af tjenestemand jf. straffelovens §121
- 14 overtrædelser af ordensbekendtgørelsen
- et tilfælde af lov om euforiserende stoffer
- to overtrædelser af fyrværkeriloven
- to sigtelser for vold jf. straffelovens §244
- en overtrædelse af retsplejelovens §750
De anholdte, der ikke blev sigtet for overtrædelser, blev alene anholdt med hjemmel i politiloven.
Fra Østjyllands Politis side skal det bemærkes, at tilhængerne fra Odense optrådte særdeles aggressivt såvel før som efter kampen.