Østjyllands Politi modtog den 4. februar 2010 kl. 14.07 anmeldelse om et tyveri fra et kasseapparat (kassedyk) fra Arbejdernes Landsbank, Skanderborgvej i Århus.
Gerningsmanden indfandt sig alene i banken og sagde på dansk til personalet, at de skulle forholde sig roligt. Derefter tog han et indtil videre ukendt kontant beløb fra et kasseapparat, hvorefter han løb fra banken mod Vestergårdsvej.
Gerningsmanden truede ikke med våben eller andet.
Gerningsmanden beskrives som cirka 185 cm. høj, almindelig af bygning og klædt i mørkt tøj. Han havde dækket ansigtet til, men bar et par sorte Nike-sko med gule såler.
Østjyllands Politi søger vidner, der har oplysninger i sagen. Politiet kan kontaktes på telefon 87 31 14 48 eller 114.