Onsdag den 3. september, ca. kl. 17.04, blev en ung mand udsat for et overfald i sit hjem i Randers. Overfaldet blev forøvet af fire unge mænd fra Randers området. I forbindelse med overfaldet blev der anvendt knive og slagvåben.
Den forurettede, unge mand pådrog sit et mindre sår i brystregionen og afværgelæsioner på håndleddene.
Under overfaldet skar en af gerningsmændene sin ene pulsårer over, hvorfor han sammen med de tre andre gerningsmænd flygtede fra stedet og kørte til Randers Centralsygehus. Her blev der hurtigt foretaget anholdelse af to af gerningsmændene, mens de to andre flygtede fra stedet. De to flygtende gerningsmænd blev efterfølgende anholdt i en lejlighed i Randers Midtby.
Kort tid efter at overfaldsmændene havde forladt gerningsstedet ankom der fem andre unge mænd fra Randers området. De kom for at assistere den forurettede. De fem personer blev mødt af politiet, som i forvejen var til stede på adressen. De nyankomne medbragte en del knive og slagvåben, hvorfor de alle blev anholdt.
Årsagen til overfaldet er indtil videre ukendt, men forurettede kendte sine overfaldsmænd, og der er mistanke om, at der er tale om en ”tilbagebetaling” fra et tidligere opgør.
- Der er endnu ikke taget stilling til fremstilling i grundlovsforhør, og der er p.t. ikke yderligere oplysninger, da der pågår en intens efterforskning, oplyser politikommissær Brian Voss Olsen, som er leder af Østjyllands Politis beredskab i Randers.