Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

En husspetakel episode på Steen Blichers Gade i Randers har givet anledning til stor pressedækning

Østjyllands Politi har gennemgået lydfilerne vedrørende opkald fra de implicerede i en husspetakel episode i Randers.

Under henvisning til den seneste tids pressedækning af en husspetakel episode søndag den 7. december 2008 på Steen Blichers Gade i Randers, hvor to kvinder blev udsat for vold, har Østjyllands Politi gennemgået lydfilerne vedrørende opkald fra de implicerede.

Det er konstateret, at Østjyllands Politi blev kontaktet telefonisk kl. 19.39, hvor en kvinde i rolige vendinger oplyser, at hun på vegne af en veninde ønsker, at politiet skal komme til en adresse i Steen Blichers Gade for at bortvise en uønsket mandsperson. Der er intet i samtalen der tyder på, at der på dette tidspunkt har været udøvet vold eller trusler herom mod nogen af kvinderne, hvorfor det aftales, at anmelderen indledningsvis selv forsøger at bortvise mandspersonen.

Efterfølgende kontakter samme kvinde igen Østjyllands Politi kl. 19.55 og i den forbindelse har en disponent fra Østjyllands Politi en samtale med den mand, det handler om. Han indvilliger i at forlade lejligheden. Der er på dette tidspunkt heller intet der tyder på, at kvinderne har været udsat for vold eller trusler om vold.
Kort tid efter, omkring kl 19.59, bliver Østjyllands Politi kontaktet, idet der udøves vold i lejligheden. Herefter sender Østjyllands Politi straks patruljer til stedet, som ankommer kl. 20.08.

Det kan oplyses, at gerningsmanden til den omhandlende vold ikke ses at have polititilhold mod at opsøge nogen af de omhandlende kvinder.

Senest opdateret: 12. december 2008



 
Udskrevet d.
24-05-2012