Forstør tekst Udskriv Tip en ven Læs højt

Gadehandel i Grenaa Kommune

Der findes særlige regler for fortovsudstillinger i Grenaa Kommune

Efter forhandling med Århus amtsråd og Grenaa byråd og med hjemmel i politivedtægten for Grenaa politikreds § 255 samt lov om offentlige veje § 102 fastsættes følgende bestemmelser for fortovsudstillinger i de tættere bebyggede områder i Grenaa Kommune med undtagelse af gågaderne, Torvet, Grisetorvet, Kirketorvet, Rådhustorvet samt torvet ved Djurslands museum, hvor særlige retningslinier er gældende:

§ 1
Forretningsdrivende kan i åbningstiden ud for forretningen uden særlig tilladelse opstille udstillingsgenstande, stativer og reoler til varer og lignende samt udsmykningsgenstande, såsom blomsterkasser og parasoller.

§ 2
Ingen del af det opstillede må være nærmere fortovskanten eller faste genstande anbragt nærmere denne end 150 cm, og opstilling må kun foretages på et areal i en bredde af højst 100 cm og i en sammenlagt længde som forretningens halve facadelængde. De enkelte henstillede genstande må ikke have større længde end 200 cm.

§ 3
Reoler, stativer, parasoller m.v. skal være af en så solid udførelse og opstilles således, at de ikke let kan væltes, ligesom de skal være uden skarpe kanter samt have et tiltalende udseende. Ansvaret for eventuelle skader, der måtte påføres de udstillede genstande eller forbipasserende som følge af tilstedeværelsen af udstillingsgenstandene, påhviler fuldt ud ejeren af de pågældende genstande, subsidiært vedkommende forretningsdrivende.

§ 4
Opstillingerne må ikke være til hinder for benyttelsen af ind- og udkørsler. Kommunen forbeholder sig ret til placering blomsterkummer, bænke eller lignende i det disponible areal til vareudstillingerne.Politiet kan påbyde, at genstande, der lovligt er opstillet efter bestemmelserne i bekendtgørelsen, fjernes eller flyttes, såfremt det skønnes påkrævet af færdsels- eller sikkerhedsmæssige hensyn.

§ 5
Tilsynet med bestemmelsernes overholdelse varetages af politiet. Overtrædelse af bestemmelserne, herunder undladelse af at efterkomme påbud, straffes efter politivedtægtens § 59, stk. 2, med bøde.

Bekendtgørelsen ændrer ikke de forretningsdrivendes adgang til at anbringe genstande på eller ved husmure efter reglerne i politivedtægtens § 25, stk. 1.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 1998.Samtidig ophæves politibekendtgørelse af 1. juni 1982 om fortovsudstillinger i tættere bebyggede områder i Grenaa Kommune.

Politimesteren i Grenaa m.v., den 15. september 1998.

Jens Wacher

Senest opdateret: 20. december 2006



Bemærk

De hidtidige, lokale vedtægter vil være gældende også efter kommunal- og politikredsreformen pr. 1. januar 2007, indtil de bliver ophævet eller afløst af nye vedtægter.

Spørgsmål om de lokale vedtægter kan rettes til lokalpolitiet

 
Udskrevet d.
24-05-2012