Det bekendtgøres herved, at Århus byråd i medfør af lov nr. 140 af 25. marts 1970 om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje og efter forhandling med politiet har bestemt følgende:
Offentlige gader, veje, pladser og stier:
I henhold til lovbekendtgørelse af 5. august 1970 om bestyrelsen af de offentlige veje, §6, er amtsrådet vejbestyrelse for de landeveje og hovedveje, der ligger uden for Århus kommunes grænser pr. 1. april 1970, hvorfor nærværende bekendtgørelse ikke er gældende for disse.
For alle andre offentlige gader, veje, pladser og stier gælder følgende bestemmelser:
I henhold til lovens §5 pålægges det ejere af ejendomme, der grænser til en offentlig gade, vej, plads eller sti inden for bymæssig bebyggelse at udføre snerydning, bekæmpelse af glat føre og renholdelse af fortove, stier og andre færdselsarealer, der overvejende er bestemt for gående færdsel.
Undtaget er ejere af ejendomme ved vejstrækninger, hvortil der i henhold til en adgangsbegrænsning, der er etableret af færdselsmæssige grunde, og som kan håndhæves af det offentlige, ikke kan opnås direkte adgang fra ejendommene, ligesom pligten højst omfatter 10 m af det nærmest ejendommen beliggende færdselsareal.
Private veje:
I henhold til lovens §§ 7 og 8 pålægges det ejerne af ejendomme, der grænser til private fællesveje eller stier, i fællesskab at udføre snerydning, bekæmpelse af glat føre og renholdelse af hele vejarealet.
Regler for forpligtelsernes udførelse:
Snerydning skal finde sted snarest muligt efter snefald. Færdselsarealerne ryddes i det omfang, færdslen kræver det, og snebunkerne henlægges på fortovene nærmest kantstenen eller på kørebanerne nærmest kantstenen.
Rendestene og nedløbsriste skal holdes fri for sne.
Bekæmpelse af glat føre skal udføres snarest muligt efter førets indtræden.
Renholdelsespligten omfatter pligt til at fjerne ukrudt, at feje asfalterede, brolagte, flisebelagte eller på anden måde overfladebehandlede færdselsarealer, at fjerne affald og andet, der er særligt forurenende eller til ulempe for færdslen, samt at renholde grøfter, rendestene, nedløbsrist, rørgennemløb og udløbsrender for alt, der kan hindre vandets frie løb.
En grundejer kan efter lovens §14 (svarende til bestemmelsen i den hidtil gældende politivedtægt) overdrage til en anden i vedkommende ejendom eller i nærheden af ejendommen bosat person at drage omsorg for opfyldelsen af de forpligtelser, der påhviler grundejeren.
Sådan overdragelse skal finde sted, såfremt grundejeren ikke bor på eller i nærheden af ejendommen.
Aftalen skal være skriftlig og skriftligt anmeldes til politiet, der under visse omstændigheder kan nægte at godkende den.
Bestemmelsen træder i kraft straks.
Århus, den 17. december 1970
Århus Byråd