I forbindelse med gennemførelsen af politireformen er det i loven bestemt, at der som noget nyt skal etableres nogle lokale samarbejdsorganer i de nye store politikredse. Der skal være et Kredsråd i hver politikreds, og der skal oprettes Lokalråd i hver kommune i de nye politikredse.
Kredsråd
Kredsrådet erstatter de hidtidige lokalnævn, og er sammensat af politidirektøren, der er formand, og af borgmestrene for de syv kommuner, der indgår i Østjyllands politikreds (Randers, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Århus, Odder og Samsø).
Rådet har en række lovbestemte opgaver:
- Kredsrådet drøfter
- spørgsmål af almindelig karakter vedrørende politiets virksomhed
- spørgsmål vedrørende kriminalitetsudviklingen
- samarbejdet mellem politiet og lokalsamfundet
- udarbejdelse af en lokal samarbejdsplan
- Kredsrådet kan afgive udtalelse om spørgsmål vedrørende politikredsens almindelige organisation og tilrettelæggelse af politiets virksomhed.
- Kredsrådet kan henstille til politidirektøren, at politiet for et begrænset tidsrum særlig skal lægge vægt på løsningen af bestemte opgaver med hensyn til opretholdelsen af sikkerhed, fred og orden i politikredsen.
- Kredsrådet skal virke for, at der gives befolkningen i politikredsen oplysning om politiets virksomhed.
I forhold til Kredsrådet er Politidirektøren forpligtet til:
- Hvert år at afgive en skriftlig redegørelse vedrørende politiets virksomhed i politikredsen i det forløbne år, herunder om det kriminalitetsforebyggende samarbejde mellem politi og hver kommune.
- Hvert år at udarbejde en plan for samarbejdet mellem politiet og kommunerne, andre offentlige myndigheder, interesseorganisationer, foreninger m.v. i politikredsen.
- At etablere et sekretariat, der har ansvaret for sekretariatsbetjeningen af rådet.
Lokalråd
Der er oprettet Lokalråd i hver af de syv kommuner, der indgår i Østjyllands politikreds. Formålet med rådene er at sikre, at de overordnede rammer og mål med hensyn til konkret kriminalitetsbekæmpelse og den kriminalpræventive indsats udmøntes lokalt i de enkelte kommuner, samt i øvrigt at fremme det løbende samarbejde om løsningen af lokale kriminalitetsproblemer.
Banderåd
I forbindelse med folketingets vedtagelse af "Bandepakken" i foråret 2009 blev det besluttet, at der i alle politikredse skal oprettes banderåd. Hensigten med rådene er at skabe et forum, hvor der er mulighed for at drøfte strategi og tryghed i lokalområdet. Banderådenes opgave er at involvere private aktører i samarbejdet med politiet og kommunen for at bryde fødekæden til bander.
Østjyllands Politi har sammen med kommunerne i politikredsen drøftet, hvorledes banderådene skal organiseres for at sikre en effektiv indsats, som er tilpasset de lokale forhold. Det var væsentligt at sørge for, at indsatsen blev struktureret således, at det er muligt at drøfte konkrete grupperinger og enkeltpersoner og ikke blot mere generelle tendenser og problemer med at bryde fødekæden til bander.
På den baggrund blev det besluttet at etablere banderåd som en overbygning på det eksisterende kriminalpræventive samarbejde mellem politiet og kommunerne i Østjylland. Dette samarbejde er forankret i Retsplejelovens § 115, der drejer sig om udveksling af oplysninger mellem offentlige myndigheder i forebyggende øjemed. Det er ikke muligt for privatpersoner at deltage i dette samarbejde. Forbindelsen mellem banderåd og lokalområde foregår ved hjælp af interessenter. Banderådene har kontaktet personer i området og indgået en aftale med dem. Det vil sige, at hvert enkelt banderådsmedlem har et mindre antal interessenter, som kontaktes før hvert banderådsmøde. Situationen i lokalområdet drøftes, og såfremt interessenten påpeger problemer, vil det være muligt at diskutere dem på det følgende møde.
Der er etableret 18 banderåd i Østjyllands politikreds.
Formændene for banderådene er medarbejdere ved Østjyllands Politis Forebyggelsessektioner i Århus, Randers og Grenaa eller Lokalpolitiet Århus Vest.
En gang om ået inviteres alle banderåd og interessenter til et møde, hvor temaet er tryghed og fremtidig strategi for at bryde fødekæden til bander.