Deltagere:
Borgmester Torben Jensen, Norddjurs kommune
Borgmester Niels-Ulrik Bugge og kommunaldirektør Jesper Hjort, Odder kommune
Borgmester Nicolai Wammen og kontorchef Bodil Grønlund, Århus kommune
Borgmester Anders G. Christensen og juridisk konsulent Charlotte Kristiansen, Favrskov kommune
1. viceborgmester Berner Nielsen og Line Andersen, Randers kommune
Borgmester Vilfred Friborg Hansen, Syddjurs kommune
Borgmester Carsten Bruun, Samsø kommune
Politidirektør Jørgen Ilum, vicepolitidirektør Ole Friis, chefpolitiinspektør John Jacobsen, politiadvokat Ib Henricson, politiinspektør Morten Anker Jensen, politiinspektør Jan Andersen, politiinspektør Ole Madsen, vicepolitiinspektør Leif Benny Kristensen, vicepolitiinspektør Michael Henningsen, vicepolitiinspektør Marianne Vestergaard-Lau og politiassessor Ida Agger, alle Østjyllands politikreds.
Ad dagsordenens punkt 1: Velkomst, herunder præsentation af nyudnævnte chefer ved Østjyllands Politi
Jørgen Ilum bød velkommen til det første og konstituerende møde i Kredsrådet for Østjyllands Politi. Der foretoges en præsentationsrunde, herunder af de nyudnævnte chefer ved Østjyllands Politi. Chefanklager Marian Thomsen var repræsenteret af politiadvokat Ib Henricson. Borgmester Henning Nyhuus, Randers var repræsenteret af 1. viceborgmester Berner Nielsen, Randers.
Ad dagsordenens punkt 2: Konstituering af kredsrådet, jf. retsplejelovens § 111, stk. 4, 5 og 6
Rådet konstituerede sig således:
Formand: Politidirektør Jørgen Ilum
Stedfortræder for formanden: Vicepolitidirektør Ole Friis
Næstformand: Borgmester Nicolai Wammen, Århus
Stedfortrædere:
For borgmester Torben Jensen, Norddjurs: 1. viceborgmester Niels Erik Iversen
For borgmester Niels-Ulrik Bugge, Odder: 1. viceborgmester Bruno Møller
For borgmester Anders G. Christensen, Favrskov: 1. viceborgmester Carl Johan Rasmussen
For borgmester Henning Nyhuus, Randers: 1. viceborgmester Berner Nielsen
For borgmester Vilfred Friborg Hansen, Syddjurs: 1. viceborgmester Jørgen Brøgger
For borgmester Carsten Bruun, Samsø: 1. viceborgmester Jørn Nissen (meddelt efter mødet).
Stedfortræder for Nicolai Wammen vil senere blive meddelt.
Kontaktpersoner i kommunerne:
Kontorchef Bodil Grønlund, Århus
Juridisk konsulent Charlotte Kristiansen, Favrskov
Overassistent Inger Rasmussen, Odder
Fuldmægtig Jette Simonsen, Norddjurs
Overassistent Vivian Mikkelsen, Samsø (meddelt efter mødet).
Kontaktpersoner fra Randers og Syddjurs kommune vil senere blive meddelt.
Ad dagsordenens punkt 3: Vedtagelse af forretningsorden for kredsrådet
Ilum redegjorde, med henvisning til retsplejelovens regler om kredsråd og bemærkningerne i lovens forarbejder, for det kommende samarbejde i kredsrådet og i de kommende lokalråd. Loven og dens forarbejder forudsætter, at der skal ske en styrkelse af samarbejdet i form af et tættere og mere forpligtende samarbejde mellem politi, kommuner og andre lokale myndigheder samt relevante interesseorganisationer. Der henvistes blandt andet til en på mødet uddelt oversigt over kredsrådets opgaver og politidirektørens opgaver i forhold til kredsrådet.
Ilum fremhævede, at kredsrådet naturligvis skal leve op til lovens forventninger, og dermed på et strategisk plan være katalysator for et fremadrettet og styrket samarbejde. Efter hans opfattelse bør samarbejdet i kredsrådet udvikle sig planlagt og koordineret med afsæt i de mange gode samarbejdsrelationer, der allerede findes i dag og således, at en unødig bureaukratisering af samarbejdsrelationerne undgås. Nicolai Wammen erklærede sig enig med Ilum heri, til dels henset til lovgrundlaget, og udtalte, at arbejdet i kredsrådet skal være en løftestang og ikke en stopklods i forhold til samarbejdet mellem politi og kommuner.
Anders G. Christensen var enig og understregede kredsrådets fremadrettede virksomhed blandt andet med hensyn til drøftelse af særlige fremtidige indsatsområder.
Ilum foreslog, at der blev udpeget kontaktpersoner for hver enkelt kommune med henblik på forberedelse af møderne i kredsrådet mv. sammen med sekretæren for kredsrådet, politiassessor Ida Agger.
Nicolai Wammen erklærede sig enig heri og nævnte, at det ville være praktisk, at kontaktpersonerne fra kommunerne deltog i møderne.
Ilum orienterede om, at ved de kommende møder i kredsrådet vil følgende møde fra Østjyllands Politi: Formanden, stedfortræderen, chefpolitiinspektøren og chefanklageren og i øvrigt en eller flere politiledere efter behov.
Ilum foreslog, at fra kommunerne møder borgmesteren, evt. ved stedfortræder, med en fast administrativ medarbejder (kontaktpersonen) og i øvrigt medarbejdere efter behov afhængig af drøftelserne.
Udkast til ”Forretningsorden for kredsrådene i landets politikredse” (bilag d til dagsordenen) drøftedes. Det blev vedtaget, at udkast til ”Forretningsorden for kredsrådene i landets politikredse” skal være forretningsorden for Kredsrådet i Østjyllands Politi, dog således, at sidste punktum i § 4, stk. 3, får følgende ordlyd: ”Emner, der ikke er medtaget på dagsordenen, kan drøftes, hvis der er enighed herom blandt de tilstedeværende.
Ad dagsordenens punkt 4: Drøftelse om etablering af lokalråd i kommunerne
Ilum henviste til dagsordenens bilag c og e, henholdsvis Justitsministeriets skrivelse af 20. december 2006 om Etablering af lokale samarbejdsfora og Notat om lokalråd vedrørende Retsudvalgets spørgsmål 158 vedrørende lokalråd. Endvidere henvistes til det med dagsordenen udsendte notat af 19. januar 2007 Ad punkt 4.
Ilum uddybede bemærkningerne og indstillingen i notatet af 19. januar 2007. Torben Jensen påpegede, at der på grund af kommunesammenlægningen, til dels med delte kommuner, var mange ting, for eksempel vedrørende samarbejdet i SSP og trafiksikkerhed, der endnu ikke var på plads. Derfor ville en analyseproces være nødvendig, hvilket også betyder, at kommunerne og politiet skal have en tæt kontakt i den kommende tid.
Vilfred Friborg Hansen tilsluttede sig forslaget om en analyseproces, således at kommunerne også får tid til at organisere sig.
Ilum konkluderede under henvisning til indstillingen i notatet af 19. januar 2007, at fasen med at etablere lokalråd nu sættes i gang, idet analyse- og beskrivelsesprocessen i kommunerne iværksættes så snart som muligt under behørig hensyntagen til processen med at organisere kommunerne. Østjyllands Politi påtager sig at være tovholder i denne proces, og de enkelte kommuner vil blive kontaktet herfra.
Ad dagsordenens punkt 5: Indkaldelse til Det kriminalpræventive Råds Årsmøde 2007 den 28. marts 2007 i København
Ilum henviste til bilag f til dagsordenen: Indbydelse til møde den 28. marts 2007 i Det kriminalpræventive Råd og anførte, at personer fra politiet vil komme til mødet, og at kommunerne tilsvarende har mulighed for at melde sig til direkte hos Det kriminalpræventive Råd.
Ad dagsordenens punkt 6: Orientering om status for etableringen af Østjyllands Politi
Ilum præsenterede Østjyllands Politi blandt andet ved gennemgang af et uddelt diagramark vedrørende organiseringen, orienterede om den nye struktur og det igangværende reformarbejde. Der vil være tre lokalpolitistationer med tilhørende kommuner. Der har hidtil været vagtcentral i både Grenå, Randers og Århus, men efter politireformen bliver der en fælles vagtcental placeret i Århus, som dækker hele Østjyllands politikreds teknisk. Et af fokuspunkterne i forbindelse med reformen er ensartede responstider, hvilket betyder, at den vogn, der er tættest på opgaven, bliver sendt afsted straks.
Den administrative afdeling i Østjyllands politikreds vil fremover være placeret i Århus, og Østjyllands Politi vil fra år 2008 være selvforvaltende på en række områder vedrørende økonomi og personaleadministration. Der vil være en implementeringsperiode på ca. 2 år fra den 1. januar 2007. På næste kredsrådsmøde den 11. april 2007 vil der til drøftelse blive fremlagt en detaljeret redegørelse for den endelige organisering.
Ad dagsordenens punkt 7: Eventuelt
Ilum nævnte, at den i retsplejeloven § 113 nævnte samarbejdsplan vil blive forelagt kredsrådet i udkast senest på mødet i november.
Den første virksomhedsberetning vil vedrøre 2007 og foreligge i begyndelsen af 2008.
Ilum orienterede om, at Rigspolitichefen er i færd med at udarbejde en plan for udmøntningen af den politiske flerårsaftale vedrørende politiet. Planen indeholder både administrative og operative krav til politiet. På baggrund af Rigspolitiets generelle udmøntningsplan skal der udarbejdes lokale udmøntningsplaner for de enkelte politikredse. Den lokale plan for Østjyllands Politi, der udover de centrale krav også vil indeholde særlige lokale fokusområder, vil blive sendt til medlemmerne af kredsrådet til orientering, og vil blive taget op på mødet d. 11. april 2007.
Ad dagsordenens punkt 8: Kommende kredsrådsmøder i 2007
Møderne for resten af 2007, der er meldt ud tidligere, er som følger:
Onsdag d. 11. april kl. 14.00
Tirsdag d. 28. august kl. 14.00
Onsdag d. 14. november kl. 14.00.
Jørgen Ilum Ida Agger
politiassessor