Forstør tekst Udskriv Tip en ven Læs højt

Møde i Kredsrådet for Østjyllands Politi den 4. juni 2009

Referat af 10. møde i Kredsrådet for Østjyllands Politi den 4. juni 2009 på politigården i Århus.

Deltagere
Fuldmægtig Jette Simonsen, Norddjurs Kommune,
Borgmester Vilfred Friborg Hansen og Finn Harding Sørensen, Syddjurs Kommune,
Cand. jur. Ulla Marcus, Randers Kommune,
Borgmester Anders G. Christensen, Favrskov Kommune,
Borgmester Niels-Ulrik Bugge, Odder Kommune,
Borgmester Carsten Bruun, Samsø Kommune,
Politidirektør Jørgen Ilum, chefanklager Marian Thomsen, vicepolitidirektør Ole Friis, chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen, sekretariatschef Rasmus Blaabjerg (ref.), alle Østjyllands Politi.

Der var meddelt afbud fra
Borgmester Torben Jensen, Norddjurs Kommune, borgmester Henning Nyhuus, Randers Kommune og borgmester Nicolai Wammen, Århus Kommune.

Ad dagsordenens punkt 1
Velkomst og almindelig orientering om Østjyllands Politis virksomhed, herunder:
- nye regler om samarbejdet mellem politi, sociale myndigheder og psykiatrien (PSP),
- status for nivelleringsplanen,
- status for etablering af servicecentre,
- politiets fokusområder 2009,
- status vedr. fælles kompetenceudvikling

Politidirektør Jørgen Ilum bød velkommen til mødet.

Jørgen Ilum konstaterede, at der ikke havde været bemærkninger til udkastet til referatet af det sidste møde i Kredsrådet den 18. marts 2009, som således betragtes som endeligt. Han beklagede, at der ikke var orienteret om dette tidligere.

Jørgen Ilum orienterede derefter om politiets økonomiske situation. Østjyllands Politi kender endnu ikke det endelige budget for 2009, og afventer fortsat en redegørelse fra Rigspolitiet om den økonomiske situation og konsekvenserne heraf. Dette indebærer bl.a., at ansættelsesstoppet indtil videre opretholdes.

Der foreligger endnu ikke en resultatlønskontrakt for 2009.

For så vidt angår status på nivelleringsplanen oplyste Jørgen Ilum, at Østjyllands Politi er i færd med at foretage en gennemgang af hver enkelt politistation for at vurdere, hvilke muligheder der er for at indskrænke antallet af kvadratmeter per medarbejder.

Vicepolitidirektør Ole Friis tilføjede, at nivelleringsplanen indebærer, at antallet af kvadratmeter pr. medarbejder som udgangspunkt skal nedbringes til omkring 19 for så vidt angår kontorarealer. Østjyllands Politi har indledt forhandlinger med Odder Kommune om at flytte det derværende politipersonale til lokaler på brandstationen, ligesom der forhandles med Syddjurs Kommune om at flytte politipersonalet til lokaler på Rådhuset. Østjyllands Politi har herudover som bekendt opsagt det lejemål i Ulstrup, hvor landbetjenten havde lokaler. Endvidere overvejes det at flytte fra de nuværende lokaler i Gellerup til andre lokaler i området, og det overvejes at fraflytte politiets lokaler i Fredensgade i Århus. Derudover er det nødvendigt at indskrænke lokalerne på politigården i Grenaa. Rigspolitiet har endnu ikke truffet afgørelse om udnyttelsen af lokalerne på politigården i Randers, herunder om placeringen af Kriminalteknisk Center (KTC).

Jørgen Ilum orienterede om de nye regler om samarbejdet mellem politi, sociale myndigheder og psykiatrien (PSP), der er trådt i kraft den 1. april 2009 (lov nr. 114 af 16. februar 2009). Lovændringen gør det muligt at udveksle oplysninger i dette samarbejde med henblik på at koordinere indsatsen i forhold til socialt udsatte personer.

Rigspolitiet udsender et forslag til en PSP-samarbejdsmodel, men Østjyllands Politi har allerede bedt lokalrådene om hver især at komme med forslag til, hvordan samarbejdet kan etableres. Der vil på næste kredsrådsmøde i september blive fremlagt et udkast til samarbejdsstrukturen med henblik på drøftelse.

For så vidt angår status på oprettelsen af et Servicecenter i Østjyllands Politi oplyste Jørgen Ilum, at dette fortsat er under etablering. Servicecentret vil indebære den store fordel for borgerne, at man ved første henvendelse til politiet kommer i kontakt med den, der skal behandle ens henvendelse. Samtidig vil Servicecentret betyde en stor aflastning af politipersonalet, der således frigøres til egentligt politiarbejde.

Politiinspektør Morten Anker Jensen redegjorde nærmere herfor. Østjyllands Politi modtager årligt ca. 160.000 henvendelser fra borgere og et tilsvarende antal opringninger. Disse henvendelser skal fremover som udgangspunkt besvares af Servicecentret. Dog skal akutte henvendelser fortsat besvares af Alarm 112. Servicecentret vil som hovedregel bl.a. skulle modtage alle personlige henvendelser, optage skriftlige og elektroniske anmeldelser, foretage opdatering af koster, modtage ansøgninger m.v. 

Servicecentret forventes at gå i drift den 1. september 2009 efter en uges indkøringsperiode.

Der vil blive gennemført en informationskampagne om Servicecentrene og henvendelser til politiet på 112 og 114.

Borgmester Vilfred Friborg Hansen forespurgte, om effektiviseringer der opnås gennem etablering af Servicecentret vil føre til nedskæringer i politipersonalet.

Chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen understregede, at etableringen af Servicecentret tværtimod vil medføre, at der frigøres politipersonale til egentligt politiarbejde, og at kvaliteten af borgerbetjeningen højnes. F.eks. vil etableringen af Servicecentret indebære, at der i Randers og Grenaa ikke frem over vil være behov for et anmelderkontor, og denne ressourcebesparelse vil komme disse områder til gode i form af en styrkelse af det egentlige politiarbejde.

Jørgen Ilum orienterede om Rigspolitiets udkast til en national strategiplan for politiets operative indsats 2009. Der er fem punkter, som lyser med særlig klar styrke:

  • Indsatsen mod bander og bandernes kriminalitet.
  • Den politimæssige planlægning og afvikling af IOC og COP 15 møderne i København.
  • Indsatsen mod indbrud i privat beboelse.
  • Indsatsen på færdselsområdet.
  • Indsatsen mod større økonomisk kriminalitet.
De øvrige fokusområder skal naturligvis også prioriteres højt, men indsatsen må i nødvendigt omfang afstemmes i forhold til problemernes omfang og øvrige opgaver.

Bent Preben Nielsen orienterede nærmere om den politimæssige indsats i forbindelse med afviklingen af FN’s Klimakonference (COP 15), der afholdes i København i november/december 2009. Alle landets politikredse skal bistå, og der bliver deltagelse af et meget stort antal politifolk. Præcis hvor mange er endnu ikke fastlagt, bl.a. fordi man ikke kender deltagerkredsen i konferencen. Politiopgaverne består bl.a. i mobiltaktisk indsats, hotelbevogtning m.v. Københavns Politis chefpolitiinspektør Per Larsen koordinerer den særlige politiindsats i forbindelse med konferencen, og Rigspolitiet planlægger, hvordan den daglige drift i politikredsene så vidt muligt opretholdes i den pågældende periode.

For så vidt angår den Internationale Olympiske Komites (IOC) møde i København i perioden fra den 30. september til den 2. oktober 2009, ser det ud til, at politikredsene i Jylland – bortset fra visse specialkompetencer – formentlig ikke skal yde politimæssig bistand.

Op til topmøderne sker der uddannelse og træning af en stor del af politistyrken. Politipersonale, som ikke skal deltage, skal være klar til at varetage opgaverne i kredsene.

Bent Preben Nielsen orienterede herefter om et nyt fodboldkoncept, der med succes blev anvendt af Østjyllands Politi i forbindelse med en fodboldkamp i maj 2009 mellem AGF og Brøndby. Politiet have fokus på dialog med de deltagende fodboldtilhængere, og politiet var bl.a. iført gule veste i stedet for de sædvanlige kampdragter.

Østjyllands Politihavde endvidere forinden kampen afholdt møder med Brøndbys og AGF’s ledelse med henblik på klubbernes hjælp til at adskille ballademagerne fra almindelige fodboldtilhængere, samt at indgå aftaler om en række praktiske forhold i forbindelse med fodboldkampen.

Jørgen Ilum orienterede om status for den fælles kompetenceudvikling.

Der afholdes den 22. oktober 2009 en temadag om social pejling, og der vil blive ansøgt om støttemidler fra Justitsministeriets Kriminalpræventive Pulje.

Finn Harding Sørensen, Syddjurs Kommune, oplyste, at der er udarbejdet en pjece om projektet, og at de foreløbige tilbagemeldinger fra skoler og forældre er meget positive.

Ad dagsordenens punkt 2 - Oversigt over udviklingen i anmeldelser i Østjyllands Politi fordelt på de enkelte kommuner
Bent Preben Nielsen gennemgik udviklingen i antallet af anmeldelser i Østjyllands Politi fordelt på de enkelte kommuner.

Vilfred Friborg Hansen spurgte om tallene er udtryk for, at kriminaliteten flytter fra storbyerne til de mindre områder.

Bent Preben Nielsen oplyste, at faldet i Århus i antallet af anmeldelser om indbrud formentlig er udtryk for den meget massive politimæssige indsats i Århus, og at nogle meget store hælercentraler er blevet optrevlet. Østjyllands Politi har lavet en strategi for indsatsen mod indbrud i yderområderne, så dette får endnu mere fokus. De gode erfaringer fra Lokalpolitiet Århus skal udbredes til det øvrige lokalpoliti. Det overvejes bl.a., om også Beredskabet kan tage opgaver i forhold til indbrud m.v. i yderområderne. Endvidere er Østjyllands Politi i færd med at studere Justitsministeriets forskningschef Britta Kyvsgaards nye analyse af kriminalitetsudviklingen, bl.a. med hensyn til udviklingen på Djursland. På antallet af anmeldelser ligger Djursland under landsgennemsnittet, men når Britta Kyvsgaard tager højde for sociale parametre, ændrer tallene sig negativt.

Der er ikke i Østjyllands Politi noget klart billede af, at kriminaliteten flytter ud i de små kommuner, men der er behov for at se nærmere på udviklingen navnlig i Norddjurs Kommune.

Jørgen Ilum oplyste, at der – når der er set nærmere på tallene – må ske en drøftelse heraf i lokalrådet. Men en stigning i antallet af sigtelser er ikke nødvendigvis udtryk for en stigning i kriminaliteten. Det kan f.eks. skyldes, at politiet har styrket indsatsen på et bestemt område m.v.

Borgmester Niels-Ulrik Bugge anførte, at udviklingen kan skyldes, at forbryderne ved, at politiet ikke kommer hurtigt nok i yderområderne. Politidækningen i Odder Kommune – især om natten – er ikke god nok, og gerningsmændene når ofte at slippe væk, inden politiet kommer til stede. Det er almindeligt kendt, at der går 10-20 minutter, før politiet er fremme. Der har netop været nogle episoder, hvor der bl.a. blev smadret lamper i rådhushaven. Politiet nåede ikke frem før gerningsmændene var forsvundet, og politiet opdagede ifølge avisomtale ikke, at der var smadret lamper, selv om det var tilfældet. Nils-Ulrik Bugge mente på den baggrund, at politipatruljeringen i Odder bør intensiveres. 

Jørgen Ilum påpegede, at det med udgangspunkt i anmeldelsestallene kan konstateres, at Odder Kommune er blandt de fredeligste områder i politikredsen. Men politiet kommer og skal naturligvis komme, når der er akut behov for det. Politidækningen er således formentlig også bedre, end det var tilfældet før politikredsreformen, da der i dag er flere politipatruljer til rådighed end tidligere. Men det gælder over hele politikredsen, at det desværre ikke altid lykkes politiet at nå frem, mens gerningsmændene er til stede.

Vilfred Friborg Hansen nævnte, at et bestemt diskotek i Rønde også har tilbagevendende problemer med uro.

Bent Preben Nielsen bemærkede, at politiet naturligvis forholder sig til det, hvis der er bestemte uro-områder, og det gør politiet også så vidt muligt. Politiet vil således også overveje, om der f.eks. skal justeres på politiindsatsen i forhold til Norddjurs Kommune, hvor tallene viser, at der muligvis er problemer.

Ad dagsordenens punkt 3 - Orientering om den aktuelle ressourcesituation og afgivelse af medarbejdere til Sydøstjyllands Politi, jf. henvendelse af 12. maj fra borgmester Anders G. Christensen Borgmester Anders G. Christensen orienterede om henvendelsen til justitsministeren og politidirektøren for Østjyllands Politi vedrørende politidækningen i Østjyllands Politi i forbindelse med, at Østjyllands Politi skal yde assistance til Sydøstjyllands politikreds. Anders G. Christensen udtrykte således bekymring for, om det vil være muligt at opretholde en tilfredsstillende politidækning i Østjylland i den pågældende periode. Anders G. Christensen bemærkede, at der herudover også flyttes store ressourcer til København i forbindelse med de kommende topmøder.

Jørgen Ilum orienterede om baggrunden for Rigspolitiets beslutning om, at der skal ydes den nødvendige assistance til Sydøstjyllands Politi, og om hvordan opgaven konkret løses. Det vides endnu ikke, hvor mange politiressourcer, der skal anvendes i forbindelse med de kommende topmøder i København, men der vil ikke blive slækket på beredskabet i Østjyllands Politi, og politiet vil fortsat komme til stede, når der er akut behov for det. Det kan i stedet blive nødvendigt i en periode at nedjustere ressourceforbruget på sagsbehandlingen af visse typer sager.

Ole Friis orienterede om, at Rigspolitiet har udarbejdet et udkast til ”servicedeklarationer”, der indeholder information til borgerne om, hvad de som udgangspunkt kan forvente af politiet i forskellige konkrete sammenhænge. Der vil senere blive orienteret nærmere herom.  

Ad dagsordenens punkt 4 - Oprettelse af særlige ”banderåd” som led i styrkelsen af indsatsen mod bandekriminalitet
Jørgen Ilum oplyste, at der som led i et regeringsinitiativ mod bandekriminalitet skal oprettes særlige banderåd.

Østjyllands Politi påtænker, at de enkelte lokalråd skal overveje sammensætningen af banderådene, og at lokalrådene indgår i disse. Der kan være forskellige behov i de enkelte lokalområder. Østjyllands Politi forventer, at banderådene kan være etableret i løbet af sommeren 2009.

Ad dagsordenens punkt 5 - Samarbejdsaftaler mellem kommune og politi om kommunernes indsamling af hittegodscykler
Jørgen Ilum orienterede om, at Rigspolitiet den 12. maj 2009 i en rundskrivelse har henledt politikredsenes opmærksomhed på, at der er mulighed for – som det er sket i København – at lave samarbejdsaftaler mellem en kommune og det lokale politi om kommunens indsamling af hittegodscykler. Kommuner, der måtte være interesserede i at indgå i en sådan samarbejdsaftale, kan rette henvendelse til Ledelsessekretariatet i Østjyllands Politi.

Ad dagsordenens punkt 6 – Eventuelt
Bent Preben Nielsen orienterede om, at der i politisøjlen hos Østjyllands Politi er foretaget en lederrokade: vicepolitiinspektør Michael Henningsen, leder af Lokalpoliti Grenaa, overgår fra 1. juni 2009 – og i en periode på 7-10 måneder – som leder af Beredskab Århus. Michael Henningsen returnerer efterfølgende som leder af Lokalpoliti Grenaa. Politikommissær Per Bennekov, vagtchef, overgår som leder af Lokalpoliti Grenaa i den periode, hvor Michael Henningsen er afgivet som leder af Beredskab Århus. Vicepolitiinspektør Marianne Vestergaard-Lau, leder af Lokalpoliti Randers, er konstitueret som politiinspektør i Nordjyllands Politi. Vicepolitiinspektør Leif Benny Kristensen bliver ny leder af Lokalpoliti Randers. Kriminalkommissær Michael Weiss, Nordjyllands Politi, bliver daglig leder af Lokalpoliti Århus.

Bent Preben Nielsen orienterede endvidere om, at Østjyllands Politi i forbindelse med bandeindsatsen bl.a. har formået at beslaglægge et større antal våben. I den forbindelse blev en 50-årig mand for nylig idømt 1 ½ års fængsel for omfattende våbenbesiddelse. Der er efterfølgende fængslet tre yderligere personer og beslaglagt flere hundrede våben samt håndgranater og sprængstoffer, der kan sættes i forbindelse med bandekriminalitet.

Herudover har frit lejde-aktionen i Østjyllands Politi været en succes. Der er indleveret et større antal våben, herunder bl.a. håndgranater.

Næste møde i Kredsrådet afholdes den 10. september 2009. Der skal medbringes kalender på mødet med henblik på at fastlægge de kommende møder i 2010.  

Senest opdateret: 9. oktober 2009



 
Udskrevet d.
24-05-2012