Der var meddelt afbud fra borgmester Nicolai Wammen, Aarhus, borgmester Henning Jensen Nyhuus, Randers, borgmester Jan Petersen, Norddjurs Kommune, vicepolitidirektør Ole Friis og chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen
Ad. dagsordnens pkt. 1 – Velkomst og almindelig orientering om Østjyllands Politis virksomhed
Politidirektør Jørgen Ilum bøde velkommen til mødet særligt til Mogens Baun, der er chef for Kriminalforsorgen i Østjylland. Jørgen Ilum orienterede endvidere om regeringens nyligt udsendte Ghetto-plan, der som bekendt bl.a. omfatter et par områder i Østjyllands politikreds. Udspillet er endt på en afbalanceret måde, der overlader et rimeligt skøn til den enkelte politikreds. Der skal laves en samlet national indsatsplan, men denne plan bliver i høj grad sammensat af lokale planer for det enkelte boligområde, hvilket gør det muligt at tage højde for de forskellige lokale forhold og problemer. Østjyllands Politi forventer at blive kontaktet af Rigspolitiet inden for kort tid om det videre forløb.
Jørgen Ilum oplyste, at der er udsendt en opdateret trusselsvurdering fra PET af terrortruslen mod Danmark. Der er en forhøjet risiko, der blandt andet har sammenhæng med Mohammed-tegningerne. Det er ikke noget borgerne behøver frygte i dagligdagen, men politiet er naturligvis meget opmærksom herpå og følger situationen nøje.
Jørgen Ilum orienterede endvidere om den ændring af tv-overvågningsloven, der trådte i kraft den 1. juli 2010, hvorved bl.a. almennyttige boligforeninger har fået mulighed for at få politiets tilladelse til at iværksætte tv-overvågning af offentligt tilgængelige områder i boligforeningen, hvis disse områder er særligt plaget af kriminalitet.
Sekretariatschef Rasmus Blaabjerg oplyste i den forbindelse, at Østjyllands Politi for kort tid siden har meddelt en sådan tilladelse til en boligforening i Bispehaven.
Jørgen Ilum bemærkede, at Østjyllands Politi som udgangspunkt vil være imødekommende over for lignende ansøgninger – naturligvis forudsat at lovens betingelser er opfyldt.
Ad. dagsordnens pkt. 2 – Oversigt over udviklingen i anmeldelser i Østjyllands politikreds fordelt på de enkelte kommuner
Politiinspektør Jan Andersen orienterede om Østjyllands Politis planlagte særlige juleindbrudsindsats. Alle politiafdelinger i politikredsen er involveret, og der vil blive udsendt en pressemeddelelse med vejledning om nogle forholdsregler, som borgerne bør tage, inden de drager på juleferie.
Østjyllands Politi er desuden i dialog med kriminalforsorgen om udgang til de indsatte, som eventuelt kan frygtes at ville begå ny indbrudskriminalitet.
Jan Andersen bemærkede, at der fortsat er tale om en meget positiv udvikling i Østjyllands Politi, idet der er et generelt fald i indbrud i privatbeboelse på 15 pct. i politikredsen i forhold til sidste år.
Borgmester Kirstine Bille, Syddjurs Kommune, spurgte til baggrunden for udviklingen i antallet af i indbrud i biler, hvor der har været tale om en stigning.
Jan Andersen bemærkede, at politiet er opmærksom på udviklingen, men at man også er afhængig af, at borgerne sørger for ikke at efterlade værdigenstande i bilen, når de forlader den. Østjyllands Politi har for nylig udsendt en opfordring til borgerne herom. Jan Andersen spurgte endvidere om kommunernes holdning til, at Østjyllands Politi som led i indbrudsindsatsen retter henvendelse til hjemmehjælpen, renovationsarbejdere og andre kommunalt ansatte grupper, der ofte færdes rundt i Østjylland. Hensigten hermed vil være at etablere et samarbejde, der indebærer, at politiet underrettes, såfremt de pågældende kommunalt ansatte medarbejdere i forbindelse med deres arbejde støder på personer som udviser en mistænkelig adfærd.
Der var enighed i Kredsrådet om, at det var en fornuftig ide, og der var ikke bemærkninger til, at Østjyllands Politi etablerer et sådant samarbejde.
Borgmester Nils Borring, Favrskov Kommune, nævnte, at kommunen ikke har oplevet den samme positive udvikling i indbrudkriminaliteten som den øvrige del af politikredsen.
Jan Andersen oplyste, at Østjyllands Politi er opmærksom på udviklingen, og man har allerede taget skridt til at etablere det førnævnte samarbejde med kommunens medarbejdere med henblik på at styrke indsatsen mod indbrudskriminaliteten yderligere.
Nils Borring forespurgte, om det er politiets vurdering, at kriminalitetsudviklingen kan være udtryk for, at de kriminelle presses ud af Aarhus og derfor rykker til Favrskov?
Dette mente Jan Andersen at kunne afvise.
Ad. dagsordnens pkt. 3 – Orientering om den nye et-årige aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi i 2011
Den ét-årige aftale for politi og anklagemyndigheds økonomi i 2011 blev omdelt.
Jørgen Ilum orienterede nærmere om baggrunden for samt indholdet og konsekvenserne af den ét-årige aftale: På baggrund af den budgetanalyse af dansk politi, der er gennemført i 2010, vil der i 2011 blive gennemført en række omfattende effektiviseringstiltag af politiet, hvilket vil kræve betydelige omlægninger i politiet og anklagemyndigheden. Det drejer sig bl.a. om effektiv udnyttelse af betjentenes arbejdstid, centralisering af HR-området, bedre drift og styring på IT-området, mere effektivt indkøb og sammenlægning af 112-alarmcentralerne uden for København. Der er lagt op til, at der skal være to alarmcentraler en i Slagelse og en i Aarhus. Rigspolitiet har oprettet et effektiviseringssekretariat, der er ved at gennemgå effektiviseringsforslagene i budgetanalysen. Det har derfor været vurderingen hos forligspartierne, at politiet og anklagemyndigheden skal have en række grundlæggende forhold på plads, før der indgås en ny flerårsaftale for politiet og anklagemyndigheden. Der vil derfor ved udgangen af 2011 blive forhandlet en ny flerårig aftale.
Det fremgår af den et-årige aftale, at det faste styrkemål for politiet er afskaffet. Det er meget hensigtsmæssigt, idet vurderingen af det præcise behov for betjente bedst kan foretages lokalt, og afskaffelsen af det faste styrkemål vil derfor give en større fleksibilitet for politikredsenes ledelse.
Der bliver lige nu foretaget beregninger i Rigspolitiet af den konkrete økonomiske betydning af den ét-årige aftale, og vi forventer at der bliver en meget stram økonomi i 2011.
Bortset fra at servicecentrene kan opretholdes og bandeindsatsen skal opretholdes, er der ikke i aftalen fastsat specifikke indholdsmæssige krav til politiets indsats. Det er tanken, at retsordførerne skal fremkomme med yderligere krav til indsatsen.
Det vil være hensigtsmæssigt, hvis der bliver tale om en mindre grad af central detailstyring end tidligere, således at der er større frihed for politikredsene til at vurdere, hvor der lokalt er særlig grund til at iværksætte særlige politiindsatser m.v.
Nils Borring spurgte til betydningen for rekrutteringen til politiet af at betjente under uddannelse frem over vil være su-berettiget og ikke lønnet.
Jan Andersen var bekendt med, at der kun var meget få ansøgere til Politiskolen, der havde trukket ansøgningen tilbage efter ændringen. Sverige og Norge har lignende ordninger og har ikke oplevet rekrutteringsproblemer.
Ad. dagsordnens pkt. 4 – Orientering om den igangværende effektiviseringsproces i politiet
Se ovenfor under pkt. 3.
Ad. dagsordnens pkt. 5 – Drøftelsen af den fremtidige inddragelse af Kriminalforsorgen i Kredsrådet med henblik på koordinering af den samlede myndighedsindsats mod indbrudskriminalitet, jf. ”Indbrudspakken 2010”
Jørgen Ilum oplyste, at det er et led i regeringens indbrudspakke, at Kriminalforsorgen frem over deltager i Kredsrådsmøderne mindst én gang årligt. På den baggrund var kriminalforsorgsleder i Østjylland Mogens Baun indbudt til at deltage i mødet.
Kriminalforsorgsleder Mogens Baun takkede for invitationen. Han bemærkede, at der som bekendt – som et led i indbrudspakken - skal etableres et tæt samarbejde om udveksling af oplysninger mellem kriminalforsorgen, de sociale myndigheder og politiet i forbindelse med dømtes løsladelse (KSP-samarbejdet).
Kriminalforsorgen har allerede igangsat ”projekt god løsladelse”. Projektet indebærer et koordineret samarbejde, så sagsbehandlere i både kommunerne og Kriminalforsorgens institutioner altid ved, hvad næste skridt i en sag er, og hvem de skal kontakte på tværs af de forskellige systemer. Det beskrives i en køreplan, hvad der skal ske, fra en borger bliver indsat i fængslet, til han eller hun bliver løsladt. For eksempel er trin 1 i Køreplanen, at fængslet skal give kommunen besked om, at en af dens borgere er startet på at afsone en dom. Projektet forsøges udbredt til hele landet.
Der er allerede lavet aftaler med Aarhus og Randers kommuner. Det er således aftalt med disse kommuner, hvem fængslerne kan henvende sig til i kommunerne. Hovedelementet er, at når den indsatte træder ud i friheden, så skal alle aftale omkring den pågældende være på plads. De løsladte har i dag svært ved at finde ud af, hvem de skal kontakte, og så er risikoen for tilbagefald i kriminalitet større. Det vigtige er, at der er en person i kommunen, som har ansvaret for sagerne. F.eks. er aftalen med Randers og Aarhus kommuner, at der er én medarbejder i kommunen, der har ansvaret, og det er derfor altid denne person, kriminalforsorgen kontakter direkte. Dermed kommer de nødvendige aftaler om den indsatte meget hurtigere og bedre i stand, og risikoen for svigt minimeres.
De elementer, som indgår i ”projekt god løsladelse” kunne meget vel være et væsentligt element i KSP-samarbejdet.
Det vil i praksis normalt være Direktoratet for Kriminalforsorgen, der retter henvendelse til kommunerne, men kommunerne må meget gerne rette henvendelse til Kriminalforsorgen i Østjylland, når der er behov for det.
Den viden, Kriminalforsorgen har erhvervet sig vedrørende kriminogene faktorer i relation til indbrudskriminelle, viser i øvrigt, at der skal arbejdes anderledes med indbrudstyve end hidtil antaget. Således er spændingselementet ofte en meget væsentlig drivkraft for den kriminelle, der begår indbrudstyverier, og det er derfor i højere grad tankegangen hos den indsatte, der skal bearbejdes.
Jan Andersen oplyste, at man i handleplanerne for lokalrådene ville skrive ind, at Kriminalforsorgen kan indgå som ad hoc medlem i lokalrådsmøderne, når der er behov herfor.
Mogens Baun bemærkede, at der kan udpeges kontaktpersoner i kriminalforsorgen i relation til de enkelte lokalråd.
Jørgen Ilum anførte, at det lyder hensigtsmæssigt, at der udpeges en eller enkelte medarbejder i kommunerne som kontaktpersoner for kriminalforsorgen og politiet. Der var generel tilslutning fra kredsrådet til dette forslag.
Jørgen Ilum bemærkede, at han går ud fra, at Kriminalforsorgen og kommunerne indbyrdes aftaler nærmere om kontaktpersonsordningen. Det vil efterfølgende blive skrevet ind i planerne for de enkelte lokalråd, hvem fra Kriminalforsorgen der er kontaktperson i forhold til det pågældende lokalråd. Det vil desuden blive skrevet ind i samarbejdsplanen for kredsrådet, at kriminalforsorgen deltager én gang årligt i kredsrådet.
Ad. dagsordnens pkt. 6 – Orientering om status på ungesamråd Chefanklager Marian Thomsen orienterede om en henvendelse fra KL til Justitsministeriet om bl.a. det nærmere lovgrundlag for Ungesamrådet samt de økonomiske konsekvenser for kommunerne.
Det er lykkedes nogle steder at etablere ungesamråd, mens man andre steder forholder sig afventende.
I lyset af de foreliggende uklarheder er man her i kredsen fortsat i opstartsfasen, men der er aftalt første møde i arbejdsgruppen den 10. december 2010.
Ad. dagsordnens pkt. 7 – Drøftelse af udkast til Kredsrådets samarbejdsplan for 2011
Jørgen Ilum oplyste, at der i med før af retsplejeloven årligt skal udarbejdes en samrabejdsplan for kredsrådets arbejde i det kommende år. Der er udsendt et udkast til samarbejdsplan for 2011, og Ilum forespurgte, om der var bemærkninger til udkastet.
Der var ingen bemærkninger.
Kirstine Bille nævnte dog, at der ikke – som anført i udkastet – er bevillingsnævn i Syddjurs Kommune.
Ad. dagsordnens pkt. 8 – Eventuelt
Jørgen Ilum orienterede om, at der vil blive indbudt til nytårsparole i Grenå, Randers og Aarhus tirsdag den 4. januar 2011.
Kirstine Bille oplyste, at det har vist sig, at de fastsatte datoer for kredsrådets møder i 2011 alle er sammenfaldende med kommunens møder i Økomomiudvalget.
Jørgen Ilum bemærkede, at det ligeledes har vist sig, at han selv er forhindret i at deltage i møde en af de fastsatte datoer. Mødedatoerne i 2011 vil på den nævnte baggrund blive genovervejet.
* * *
Mødedatoerne i 2011 er efterfølgende fastsat til:
- Torsdag den 10. marts 2011, kl. 10.00-12.00 (Politigården i Aarhus).
- Torsdag den 9. juni 2011, kl. 10.00-12.00 (Politigården i Randers).
- Torsdag den 15. september 2011, kl. 10.00-12.00 (Politigården i Aarhus).
- Torsdag den 1. december 2011, kl. 10.00-12.00 (Politigården i Aarhus).