Forstør tekst Udskriv Tip en ven Læs højt

Udviklingsplan for Østjyllands Politi

Udviklingsplan med vision for Østjyllands Politi samt fokusområder for de kommende 3-4 år


Vision for Østjyllands Politi

Vi vil styrke og udvikle evnen til at løse vore opgaver i overensstemmelse med fremtidens krav og muligheder, med en ensartet høj faglig kvalitet overalt i kredsen og med en fleksibel, serviceorienteret og effektiv tilrettelæggelse af arbejdet.

Dette indebærer følgende:

Opgaveløsning i overensstemmelse med fremtidens krav og muligheder.
  • Vi arbejder analytisk og problemorienteret, og vi er omstillingsparate i forhold til opgaveløsningen
  • Vi tilrettelægger arbejdet, så vi er lydhøre overfor omverdenen
  • Vi har en stærk lokal forankring og er i dialog med samfundet
  • Vi samarbejder med de lokale myndigheder, institutioner og organisationer samt den enkelte borger
  • Vi arbejder professionelt med prioriteringen af vores opgaver
  • Vi arbejder med moderne redskaber og udnytter de teknologiske muligheder
  • Vi inddrager medarbejderne i udviklingen af arbejdspladsen
  • Vi skal være en attraktiv arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø, hvor der er fokus på trivsel, motivation og udvikling.
Ensartet høj faglig kvalitet overalt i politikredsen
  • Vi skal sikre alle borgere en god og kompetent betjening
  • Vi bygger vores indsats på faglig viden om udviklingen indenfor vores opgaver
  • Vi tilrettelægger arbejdet, så vi kan forudse kriminalitetsmønstre, kan løfte meget komplekse sager, imødegå internationaliseringen i kriminaliteten, imødegå nye kriminalitetsformer og følge med den teknologiske udvikling
  • Vi lægger vægt på faglighed og specialisering og på at tiltrække og fastholde relevante kompetencer
  • Vi arbejder ud fra et legalitetsprincip og videreudvikler legalitetskulturen med fælles grundholdninger hos politi og anklagemyndighed.
Fleksibel, serviceorienteret og effektiv tilrettelæggelse af arbejdet
  • Vi er til for borgerne
  • Vi har fokus på kriminalitetsformer, som er mest generende for borgerne i hverdagen.
  • Vi sætter opgaven i centrum og arbejder på tværs i organisationen og på tværs af medarbejdergrupper
  • Vi arbejder helhedsorienteret og tilrettelægger opgaveløsningen, så relevante kompetencer og viden bringes i spil
  • Vi etablerer nye samarbejdsformer mellem politi og anklagemyndighed for at sikre en smidig og effektiv behandling af straffesagerne  

Til top

Fokusområder for de kommende 3-4 år


Korte responstider

Vi skal levere tryghed og sikkerhed. Korte responstider skal derfor være med til at leve op til borgernes forventninger om, at politiet i hele politikredsen kommer hurtigt til stede, når der er brug for det.

Responstiderne fastlægges i overensstemmelse med de krav, der udmeldes centralt. Det betyder, at det er vores ansvar at sikre, at vi gennem udnyttelse af politikredsens ressourcer overholder de udmeldte krav.

Ensartet høj faglig kvalitet gennem uddannelse, specialisering og nye kompetencer
Vi skal løfte fremtidens udfordringer med mest mulig effektivitet og kvalitet. Vi skal arbejde fremsynet, målrettet og professionelt med at forebygge, efterforske, opklare og retsforfølge forbrydelser. Det betyder, at vi skal have konstant fokus på systematisk og planlagt at kompetenceudvikle vore medarbejdere og ledere og udvikle nye arbejdsmetoder.

Udbygning af den lokale forankring og dialog om kriminalitetsproblemerne
Vi skal forstærke det lokale samarbejde og bevare og udbygge det fornødne lokalkendskab. Det betyder, at vi, blandt andet indenfor de rammer der udstikkes af kreds- og lokalråd, vil arbejde tværfagligt og med en høj grad af involvering af lokale samarbejdspartnere i opgaveløsningen ud fra en erkendelse af, at der kun gennem tværfagligt samarbejde kan opnås bæredygtige løsninger på såvel generelle som konkrete problemer.

Anvendelse af moderne IT
Moderne teknologi skal understøtte opgaveløsningen i alle dele af virksomheden blandt andet i forhold til et moderne beredskab, betjeningen af borgerne og virksomheder og til effektiviseringer og administrative lettelser i øvrigt. Vi skal kunne bekæmpe nye kriminalitetsformer, som følger af den teknologiske udvikling, og de teknologiske muligheder skal udnyttes. Det betyder, at vi skal være opmærksom på at udnytte de teknologiske muligheder og - koordineret med politiets centrale IT- og teleafdeling - bidrage til at udvikle og indføre ny teknologi i løsningen af de nævnte opgaver.

Styringsform med decentralisering, koordinering og samordning
Vi får ansvaret og beslutningskompetencen i forhold til en række opgaver, herunder budget, økonomi og personale. Vi får tillagt en række ledelsesmæssige beføjelser og bliver styret på mål og resultater. Det betyder, at vi skal indrette os således, at vi organisatorisk og kompetencemæssigt er i stand til at løse de opgaver, der decentraliseres.

Gennemførelse af fusionsprocessen
Vi vil gennemføre fusionsprocessen og dermed sammenlægningen af politikredsene på en sådan måde, at vi får skabt en helhedsorienteret, fleksibel og udviklingsorienteret organisation. Vi vil sikre en kultur i Østjyllands Politi, der er forankret i et fælles værdigrundlag, som er i overensstemmelse med politiets rolle og legitimitet i samfundet. Østjyllands Politi skal være en attraktiv arbejdsplads med fokus på trivsel, motivation og udvikling.  

Til top

Mål og indsatsområder

Mål og indsatsområder fastlægges for et år ad gangen med baggrund i de centralt fastsatte krav til politiet og under hensyn til de krav, der følger af særlige forhold i politikredsen. Mål og indsatsområder drøftes i samarbejdsudvalget og kredsrådet, inden de besluttes.

Jørgen Ilum  
Til top

Senest opdateret: 11. juni 2007



 
Udskrevet d.
24-05-2012