Forstør tekst Udskriv Tip en ven Læs højt

Samtank A/S, Fredericia.

Virksomheden er kategoriseret som en risikovirksomhed (kolonne 3 virksomhed)

Samtank A/S,
Oliehavnsvej 38,
8000 Århus

Forretningsadresse:
Vesthavnsvej 31,
7000 Fredericia


Samtank A/S
er en lagervirksomhed, som driver et tanklager til opbevaring af benzin, methanol, ethanol og gasolie fordelt i overjordiske tanke. På anlægget findes desuden pumpehuse, værksteder, tapperibygning, kontrolrum og kontorbygning samt læsseramper for fyldning af tankbiler. Endvidere findes der et dampgenvindingsanlæg til benzin på lageret. Virksomheden ligger på begge sider af Vesthavnsvej og er indhegnet.

Produkterne indpumpes til lagrene fra skib eller via rørledninger. Der losses fra skib via Fredericia Havns pumpeanlæg, men indpumpningen kan også foregå via havnens ringledning, hvorfra der er kontakt til Shells og FDO’s (Fælles Danske Olieberedskabslagre) anlæg.

Transporterne fra stedet foregår i godkendte tankbiler, der kører efter ADR-reglerne.

Med baggrund i mængden af oplagrede stoffer er virksomheden er omfattet af Risikobekendtgørelsen[1], som en kolonne 3-virksomhed.

Virksomheden er som følge deraf underlagt myndighedernes særlige tilsyn og godkendelse.

Direktør Asbjørn Karlsson, tlf. 8613 6111 er ansvarlig for drift og information.

Produktion og lager
Virksomheden ligger på begge sider af Vesthavnsvej og er omgivet trådhegn.

Nærområdet udenfor hegnet: Nærmeste samlede boligområde ligger ca. 350 m nordvest for virksomheden. Afstanden til Fredericia midtby er ca. 750 m mod nordøst. Mod syd afgrænses området af havnebasinnet med direkte adgang til Lillebælt og i mod nord ligger jernbaneanlægget.

Risiko

Virksomheden har opfyldt samtlige krav, herunder udarbejdelse af en intern beredskabsplan, der stilles til virksomheden af de myndigheder, der fører tilsyn efter bestemmelserne i risikobekendtgørelsen.
Alligevel kan det ikke udelukkes, at der vil kunne forekomme hændelser/risici, som kræver indsats fra Redningsberedskabet og Politiet.

Disse risici kan opdeles i

  1. udslip af methanol, ethanol, benzin eller gasolier
  2. brand i ethanol, benzin eller gasolier

 

1.     Udslip af methanol, ethanol, benzin eller gasolie:

Der er ved indretningen af virksomheden i videst muligt omfang taget skridt til at imødegå lækager og uheld ved opbevaring, ud- og indpumpning.

 Et udslip vil som oftest danne en sø af det lækkede methanol, ethanol, benzin eller gasolie, og der vil herfra ske en afdampning, som er både brand- og eksplosionsfarlig, og som vil blive ført væk fra pølen.

Afhængig af udslippets størrelse og vindretningen vil ethanol, benzin eller gasolie eller afdampningen spredes over et mindre eller større område i mindre eller større koncentration. Tankene er placeret i en tankgård, som er en ydre barriere, som skal hindre, at ethanol, benzin eller gasolie spredes over et større område.

2.     Brand i methanol, ethanol, benzin og fuel- eller gasolie:

Brand i tankanlægget vurderes som usandsynlig, men såfremt det sker, vil det udvikle en kraftig varmestråling, som vil kunne påvirke nærmiljøet indenfor hegnet, hvor vegetationen vil kunne blive antændt og give yderligere brandnæring. Virksomheden er indrettet med eget skum- og overrislingsanlæg, og anvendelsen heraf vil kunne dæmpe branden.


Generel alarmering og lokal virksomhedsalarmering

Alarmeringen vil forekomme på en eller flere af følgende måder:

·         manuelt alarmtryk, (brandtryk)

·         alarmering til Politiets Alarmcentral (1-1-2)


Alarmering af naboer 

  • sirenevarsling og/eller politiets højttalervogne
  • udsendelse af beredskabsmeddelelse på Danmarks Radio, DR-tekst TV og TV2 tekst TV
  • eventuelt ved direkte telefonisk kontakt til berørte borgere.

Naboer og omkringboende bør følge den generelle vejledning ved sirenevarsling:

Gå inden døre, luk ventilationsanlæg, døre og vinduer. Lyt til Danmarks Radio og følg de givne beredskabsinstrukser.

Ekstern beredskabsplan

Fredericia Brandvæsen og Sydøstjyllands Politi har i fællesskab udarbejdet en ekstern beredskabsplan, der danner grundlag for egne aktiverings-, indsats- og alarmeringsplaner.



[1] Bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer, Bek. nr. 1666 af 14. december 2006

 

Senest opdateret: 21. marts 2012



 
Udskrevet d.
24-05-2012