Politiets resultater for 2011 er netop offentliggjort. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er inde i en god udvikling med et større fald end landsgennemsnittet i den kriminalitet, der retter sig direkte mod borgerne.
På de fleste områder har Sydsjællands og Lolland-Falster Politi oplevet en positiv udvikling i 2011:
- Vi har haft mange udfordringer, men samlet set er jeg rigtig godt tilfreds med den måde, vi har løst vores opgaver på i 2011, siger politidirektør Jesper Vorstrup Rasmussen, der specielt fremhæver resultaterne indenfor det meget brede og højt prioriterede område, som kaldes borgervendt kriminalitet, der fx dækker indbrud i privat beboelse, vold, trusler, røveri, hærværk, sædelighedsforbrydelser og tyveri mv.
På dette område har politikredsen oplevet et fald i antal anmeldelser på 4%, hvilket er 4,3 procentpoint bedre end landsgennemsnittet. Samtidig er sigtelserne steget med næsten 13,7%, som er 7,7 procentpoint bedre end landsgennemsnittet.
På kommuneplan (se desuden skemaerne forneden) har Guldborgsund Kommune og Lolland Kommune oplevet det største fald i antal anmeldelser på hhv. 10 % og 8%. Ser man på antallet af sigtelser inden for dette område skal den største stigning findes hos Vordingborg og Næstved kommuner, der har en stigning på hhv. 28% og 27%.
Mange flere indbrudstyve fanges
Der har i kredsen i det forgangne år været et særligt fokus på indbrud i privat beboelse.
- Vi ved, at borgerne kan gøre rigtig meget for at forebygge, forhindre og være med til at opklare indbrud. Derfor søsatte vi i samarbejde med medierne hen over efteråret en kampagne med en artikelrække om, hvilke forholdsregler man selv kan tage for at gøre livet surt for indbrudstyven, og hvordan vi sammen kan fange flere indbrudstyve, siger chefpolitiinspektør Jan Bjørn og fortsætter:
- Vi havde i 2011 en mindre stigning på 1% i antallet af anmeldelser af indbrud i privat beboelse i forhold til 2010, men til gengæld har vi haft en stor stigning på hele 65% i antallet af indbrudssigtelser, hvilket er 37procentpoint bedre end landsgennemsnittet. Der er ingen tvivl om, at stigningen i antallet af sigtelser er kommet på baggrund af dels efterårets indbrudskampagne, der har styrket samarbejdet med såvel pressen som borgere og lokalorganisationer, dels et benhårdt og flot arbejde af vores folk i de specielle indbrudsgrupper, vi har etableret. Samtidig har vi hen over året øget patruljeringen i villakvartererne og foretaget flere storkontroller, hvor vi har gået specifikt efter tyvekoster. Det har således været en bred indsats, hvor stort set alle politiets afdelinger har været impliceret. Dette arbejde vil vi selvfølgelig fortsætte i 2012, understreger Jan Bjørn.
Guldborgsund Kommune har i 2011 oplevet det største fald i antal anmeldelser om indbrud i privat beboelse, mens Næstved Kommune har haft den største stigning. Alle kommuner i kredsen har til gengæld haft en stigning i antallet af sigtelser – Næstved Kommune havde den største stigning med 158%.
Hurtig respons fra politiet
Et andet område, hvor politiet kan være med til at skabe tryghed hos befolkningen, er ved at komme så hurtigt som muligt, når en borger har akut brug for hjælp. Derfor bliver politiet målt på, hvor hurtigt vi kommer ud til hastende opgaver, som er modtaget via 112. Det kan fx være vold, slagsmål, husspektakler, spirituskørsler, røverier eller igangværende indbrud.
På dette område har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i 2011 forbedret sig med 17% i forhold til gennemsnittet af 2008 til 2010 – den største stigning på landsplan.
- Den tid, der går, fra vi modtager et opkald, til vi er fremme på stedet, har vi faktisk forbedret med mere end tre minutter i forhold til året før politireformen. Det er ret utroligt, at vi kan blive ved at blive hurtigere. Og med en gennemsnitlig responstid på 8.32 minutter for hele 2011 har vi således mere end opfyldt det mål. Den forholdsvis store forbedring skyldes en stadig mere velfungerende og effektiv flådestyring og ikke mindst god planlægning og løbende justering af vores bemandingsplaner, siger Jan Bjørn.
Oversigt over resultaterne fra kredsens kommuner
|
Borgervendt kriminalitet |
|
KOMMUNER |
Slagelse |
Sorø |
Næstved |
Faxe |
Vordingborg |
Guldborgsund |
Lolland |
|
Antal anmeldelser |
(1476) fald på 6 % |
(1123)fald på 2 % |
(3065) fald
på 2 % |
(1476) fald på 6 % |
(1959) fald på 0,2 % |
(2946) fald på 10 % |
(2412) fald på 8 % |
|
Antal Sigtelser |
(668) stigning på 14,5 % |
(176) stigning på 10,5 % |
(538) stigning på 27 % |
(238) stigning på 13 % |
(405) stigning på 28 % |
(786) fald på
6 % |
(516) stigning på 19 % |
() gennemsnit af 2008-2010
|
Opsamling Indbrud |
|
KOMMUNER |
Slagelse |
Sorø |
Næstved |
Faxe |
Vordingborg |
Guldborgsund |
Lolland |
|
Antal anmeldelser |
(678) stigning på knap 1 % |
(326) fald på 6 % |
(563) stigning på 21 % |
(367) stigning på 19 % |
(384) stigning på 14 % |
(546) fald på 20 % |
(554) fald på 16 % |
|
Antal Sigtelser |
(81) stigning på 35 % |
(30) stigning på 37 % |
(62) stigning på 158 % |
(32)
stigning på 155 % |
(51)
stigning på 107 % |
(127)
stigning på
4 % |
(51)
Stigning på 55 % |
() gennemsnit af 2008-2010