Deltagere:
Borgmester Lis Tribler, Borgmester Rene Tuekær, Borgmester Stig Vestergaard, Borgmester Ivan Hansen, Kommunaldirektør Thomas Knudsen, Viceborgmester Edvard Traberg, udvalgsformand Carsten Rasmussen, Viceborgmester Erling B. Nielsen, Politidirektør Jesper Vorstrup Rasmussen, Vicepolitidirektør Mette Lyster Knudsen, Chefpolitiinspektør Lars Harvest, Chefanklager Anne Erlandsen og politiadvokat Claus Mohr Hansen
Afbud fra:
Borgmester Henning Jensen, Borgmester Henrik Holmer, Borgmester Kaj Petersen, politiinspektør Thorkild Steen Jensen
Referent:
Sektionsleder Gitte Svensson Olsen
Dagsorden:
1. Godkendelse af referat fra mødet i kredsrådet den 18. december 2008
2. Det aktuelle kriminalitetsbillede i kommunerne v/ politikommissær Finn Mogensen
3. Orientering om status for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, herunder:
- status på kørekortsager
- Samarbejde mellem Politi, Sociale myndigheder og Psykiatrien (PSP)
- Politiets responstider fordelt på kommuner
- Digitale teoriprøver
- Politisvigtsundersøgelse II
- Ny patruljeplan pr. 1. maj 2009.
4. Indkomne forslag
Fra Lis Tribler, Slagelse
- Rejsning af tiltale.
Drøftelse af redegørelse for anklagemyndighedens berammelse af sager ved retten.
Aktuelt kan peges på, at der i ”stenkastersagen”
fra Slagelse er gået over 1½ år inden dette sker.
Præventivt er dette stærkt utilfredsstillende, ligesom det
kan forudses,at der udmåles mildere straf på grund af
tiden.
- Besøg i politikredsens kommuner.
Tidligere er der givet tilsagn fra politidirektøren om
aflæggelse af besøg i de enkelte kommuner, for at kunne
drøfte særlige lokale forhold.
Er besøgsrunden i gangsat ?
- Statistikmateriale.
På et møde i Slagelse imellem Justitsminister, rigspolitichef
m.fl. og Slagelse Kommune blev lovet fremsendt statistik
over den politimæssige bemanding på de enkelte
politistationer i kredsen før og efter politireformen.
Statistikmaterialet efterlyses fremsendt.
5. Fastsættelse af nye mødedatoer
6. Eventuelt
Jesper Vorstrup Rasmussen bød velkommen, særligt til Edvard Traberg, Guldborgsund, Carsten Rasmussen, Næstved, og til Erling B. Nielsen, Vordingborg. Endvidere en særlig velkomst til kommunaldirektør Thomas Knudsen, Lolland Kommune, som er indtrådt i kredsrådet som repræsentant for kommunaldirektørerne, i stedet for Svend Gerner Nielsen.
Ad punkt 1)
Referatet godkendt uden bemærkninger.
Ad punkt 2)
Politikommissær Finn Mogensen gennemgik det aktuelle kriminalitetsbillede, herunder på lands-, kreds- og kommuneplan.
Lars Harvest henviste herefter til det aktuelle fokus på kriminelle bander, herunder de mange ressourcer der dagligt anvendes på dette område. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bidrager ikke alene i egen kreds, men afgiver også mandskab dagligt til brug for håndteringen af den aktuelle situation i København.
Jesper Vorstrup Rasmussen bemærkede endvidere, at den seneste tids skyderier i København er særdeles uacceptable, og der derfor sættes massivt ind overfor bl.a. bandekriminaliteten, både lokalt og i København.
Ad punkt 3)
Status på kørekort:
Jesper Vorstrup Rasmussen henviste til den tidligere opgørelse, der viste en sagspukkel på 3700 sager ved udgangen af 2008. Sagspuklen er pr. 1. april 2009 opgjort til ca.1000 sager. Der har været iværksat flere initiativer bl.a. således, at der sideløbende med at de nye sager er behandlet løbende, har været et oprydningshold indsat for at behandle sagspuklen fra tidligere. Dette har betydet, at der i dag ikke er oparbejdet yderligere sagspukler for 2009, men alene eksisterer de ca. 1000 sager, som vedrører november og december 2008.
Rene Tuekær kvitterede for indsatsen og kunne allerede se en bedring.
Mette Lyster Knudsen bemærkede, at der fortsat altid foretages en vurdering af de enkelte sager, således at erhvervssager mv. prioriteres. Hun bemærkede endvidere, at der er aftalt et møde med Embedslægeinstitutionen, hvor også Midt og Vestsjællands Politi deltager. Mødet skulle gerne afklare, hvorvidt sagsgangene fungerer optimalt.
Jesper Vorstrup Rasmussen henviste endvidere til de fortsatte overvejelser i forhold til kommunernes eventuelle fremtidige overtagelse af hele sagsområdet.
PSP-Samarbejdet:
Jesper Vorstrup Rasmussen bemærkede, at Folketinget den 3. februar 2009 vedtog et forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Udveksling af oplysninger som led i politiets samarbejde med de sociale myndigheder og psykiatrien – PSP-samarbejdet). Det fremgår af ændringsloven, at politidirektøren skal virke for at etablere et samarbejde mellem politiet, de sociale myndigheder og social- og behandlings-psykiatrien som led i indsatsen over for socialt udsatte personer. Han bemærkede endvidere, at arbejdet er forankret i den i forvejen etablerede Forebyggelsessektion under lokalpolitiet i Slagelse. PSP-samarbejdet har endvidere, via politiinspektør Thorkild Steen Jensen, været bragt op i samtlige lokalråd. Rigspolitiet vil i samarbejde med Det Kriminalpræventive Råd, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner udarbejde et informationsmateriale med en overordnet beskrivelse af en PSP-samarbejdsmodel. Materialet forventes tilgængeligt pr. 1. Juni 2009.
Lis Tribler bakkede op om dette arbejde og præciserede behovet i forhold til de psykisk syge borgere.
Enighed om vigtigheden af dette samarbejde.
Politiets responstid fordelt på kommuneniveau:
Jesper Vorstrup Rasmussen henviste til spørgsmål nr. 343 fra Folketingets Retsudvalg, hvoraf det fremgår, at Rigspolitiet ikke foretager statiske opgørelser af politikredsenes responstider fordelt på de enkelte kommuner.
Stig Vestergaard, Lis Tribler samt Thomas Knudsen opfordrede til - fremadrettet - at opgøre disse tal kommunevis.
Lars Harvest henviste til, at der ud af ca. 27.000 udrykninger i politikredsen pr. år, alene foretages responstidsmåling i ca. 700 tilfælde. Målingerne foretages alene på særligt udvalgte sagskategorier – og kun på alarmopkald via 112.
Digitale teoriprøver / nedlæggelse af prøvesteder for teoriprøver:
Jesper Vorstrup Rasmussen henviste til svar på spørgsmål nr. 377 fra Folketingets Retsudvalg, hvoraf det fremgår, at der i øjeblikket pågår overvejelser om implementeringen af det digitale teoriprøvesystem i politikredsene. I disse overvejelser indgår en lang række forhold, herunder i relation til økonomiske, geografiske og kapacitetsmæssige konsekvenser ved forskellige implementeringsmodeller. Det bemærkes endvidere, at nærheden til brugerne og serviceniveauet er forhold, som vægtes særligt højt i forbindelse med fastlæggelsen af antallet og den geografiske placering af teoriprøvestederne. Der er dermed ikke på nuværende taget stilling til den endelige geografiske placering og antallet af teoriprøvesteder. En sådan stillingtagen vil tidligst ske i løbet af 2. halvår 2009.
Politisvigtsundersøgelse II:
Mette Lyster Knudsen orienterede om status for den nye undersøgelse.
For Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis vedkommende drejer det sig om tre yderligere sager, som ikke var med i første omgang. En sag har været omtalt i Folketidende (men fremgik ikke af det elektroniske presseklip). En anden sag er modtaget via justitsministeriet, og først fremsendt hertil efter den første undersøgelse var afsluttet. Endelig er der en sidste sag, som der er blevet henvist til fra personaleside efter en udsendt høring. Alt i alt drejer det sig således om 16 sager for Sydsjællands og Lolland-Falsters vedkommende, når de to redegørelser ses samlet. Hele redegørelsen kan i øvrigt læses på www.politi.dk.
Ny patruljeplan:
Lars Harvest orienterede om og gennemgik den nye patruljeplan, som skal skabe sikkerhed for den beredskabsmæssige dækning i forbindelse med, at beredskaberne i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi samles i Nykøbing F., Næstved og Slagelse.
Jesper Vorstrup Rasmussen orienterede herefter om forberedelserne til især Klimatopmødet og politiets opgaveløsning i den forbindelse. Det er den største politiindsats i Danmark nogensinde og kræver indsættelse af store ressourcer, et stort forudgående planlægningsarbejde, omfattende koordinering i forhold til løsning af politiets opgaver i øvrigt, uddannelse, træning m.v.. Opgaven kommer til at påvirke alle landets politikredse og Rigspolitiets afdelinger i et omfang, der ikke tidligere er set.
Jesper Vorstrup Rasmussen orienterede endvidere om den aktuelle økonomiske situation i Rigspolitiet og det deraf indførte udgiftsstop i politiet.
Jesper Vorstrup Rasmussen oplyste, at politiets redegørelse for 2008 snarest vil blive fremsendt til skriftlig høring.
Enighed herom.
Ad 4)
Rejsning af tiltale:
Lis Tribler henviste til sagen omkring stenkastning fra september 2007 og udtrykte utilfredshed med den alt for lange sagsbehandlingstid. Hun henviste til vigtigheden af en hurtig indsats i disse sager, herunder en hurtig retsforfølgning.
Enighed herom.
Jesper Vorstrup Rasmussen henviste i den forbindelse til et forholdsvis nyt tiltag omkring kontakt til forældrene i form af en såkaldt ”bekymringsskrivelse” og en efterfølgende samtale.
Lis Tribler opfordrede til at få intensiveret indsatsen, bl.a. via lokalrådet, og dermed få stoppet den kedelige udvikling i bl.a. Nordbyen.
Enighed herom.
Besøg i kommunerne:
Lis Tribler forespurgte om besøgsrunden er igangsat.
Jesper Vorstrup Rasmussen henviste til, at han og den øvrige øverste ledelse gentagne gange har besøgt kommunalbestyrelser, byråd, diverse foreninger mv. Han havde imidlertid ikke haft den opfattelse, at han havde initiativet hertil.
Enighed om, at der aftales et møde mellem Slagelse kommune og politikredsens øverste ledelse.
Statistikmateriale:
Lis Tribler imødeså fortsat statistikmateriale, herunder vedrørende den aktuelle bemanding.
Jesper Vorstrup Rasmussen henviste i den forbindelse til den ændrede organisatoriske opbygning.
Edvard Traberg bemærkede, at en udbredelse af/ information om denne organisering kan nedbringe borgernes bekymring.
Mette Lyster Knudsen bemærkede, at der kunne fremsendes en kort beskrivelse til Slagelse kommune om organiseringen og den deraf ændrede struktur/bemanding for så vidt angår den politimæssige betjening af borgerne i Slagelse kommune
Enighed herom.
Ad 5)
Nye mødedatoer aftalt til:
Tirsdag den 23. Juni 2009 kl. 11.00 i Faxe kommune, Frederiksgade 9, 4690 Haslev
Onsdag den 9. September 2009 kl. 10.00 i Lolland Kommune, Jernbanegade 7, 4930 Maribo
Tirsdag den 8. December 2009 kl. 10.00 i Næstved kommune, Teatergade 8, 4700 Næstved.
Ad 6)
Jesper Vorstrup Rasmussen efterspurgte Lolland kommune om materiale til politiskolen som lovet i forhold til rekruttering af personale til Lolland kommune.
Thomas Knudsen følger op på dette og sørge for, at materialet bliver fremsendt.
Mødet slut kl. 12.00