Forstør tekst Udskriv Tip en ven Læs højt

Kredsrådsmøde 26.02.07

Referat af mødet i kredsrådet for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi mandag den 26. februar 2007

 

Deltagere:

Politidirektør Jesper Vorstrup Rasmussen (formand)

Vicepolitidirektør Mette Lyster Knudsen (referent)

Chefpolitiinspektør Lars Harvest

Chefanklager Henrik Andersen

Borgmester Henning Jensen, Næstved Kommune

Borgmester Lis Tribler, Slagelse Kommune

Borgmester Ivan Hansen, Ny Sorø Kommune

Borgmester Henrik Holmer, Vordingborg Kommune

Borgmester Kaj Petersen, Guldborgsund Kommune

Borgmester Stig Vestergaard, Lolland Kommune

Kommunaldirektør Birk, Slagelse Kommune

 

Politiinspektør Thorkild Steen Jensen deltog endvidere under behandlingen af dagsordenens punkt 4-6.

 

Der var afbud fra borgmester Henrik Tuekær, Ny Fakse Kommune.

 

Der var til brug for mødet udsendt følgende dagsorden:

                     

1. Rammerne for arbejdet i kredsrådet

2. Orientering om status for arbejdet med organiseringen af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

3. Orientering fra borgmestrene om arbejdet i de nye kommuner mv.

4. Tilrettelæggelse af samarbejdet om det kriminalitetsforebyggende arbejde

5. Tilrettelæggelse af arbejdet i lokalrådene

6. Udarbejdelse af en samarbejdsplan for 2007

7. Åbningstider for nærpolitistationer og landdistrikter

8. Samarbejdet mellem politi og kommuner i forbindelse med berammelse af køreprøver

9. Eventuelt

 

 

Ad dagsordenens punkt 1:

 

Jesper Vorstrup Rasmussen bød indledningsvis velkommen til dette egentlige første møde i kredsrådet for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

 

Han redegjorde herefter nærmere for de formelle rammer for arbejdet i kredsrådet og gennemgik i den forbindelse bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 1426 af 13. december 2006 om kredsråd vedrørende politiets virksomhed, der blev uddelt.

 

For så vidt angår bekendtgørelsens § 2 om et sekretariat for kredsrådet, var der enighed om, at sekretariatet etableres i politidirektørens ledelsessekretariat, men således at Svend Gerner, Ny Fakse Kommune, bistår sekretariatet, når der måtte være behov herfor.

 

For så vidt angår spørgsmålet om åbenhed i forbindelse med arbejdet i kredsrådet, var der efter nogen drøftelse enighed om, at man generelt vil tilstræbe en stor grad af åbenhed i kredsrådets arbejde. Beslutningsreferater fra kredsrådets møder vil således som udgangspunkt blive offentliggjort på politiets og kommunernes hjemmesider, ligesom man vil komme med udmeldinger til offentligheden, når der drøftes emner, der har en særlig offentlig interesse.

 

Jesper Vorstrup Rasmussen gennemgik herefter et udkast til forretningsorden for kredsrådet, der blev uddelt.

 

For så vidt angår spørgsmålet om en næstformand for kredsrådet, var der enighed om, at rådet ikke formelt vælger en sådan, men at politidirektøren udpeger en stedfortræder for sig selv (vicepolitidirektør Mette Lyster Knudsen), der således vil kunne fungere som formand i politidirektørens fravær.

 

Udkastet til forretningsorden blev herefter med denne tilføjelse enstemmigt vedtaget.

 

Ad dagsordenens punkt 2:

 

Jesper Vorstrup Rasmussen orienterede om status for arbejdet med organiseringen af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og tidsplanen for det videre arbejde med organiseringen af kredsen i 2007. Han gennemgik i den forbindelse kort det rammenotat om organiseringen af politikredsen, som blev offentliggjort i december 2006, ligesom han orienterede om det overordnede indhold af udmøntningsplanen for politiet og anklagemyndigheden, der netop var offentliggjort.

 

Der blev herefter bl.a. uddelt en oversigt over den gennemsnitlige responstid for 4. kvartal 2006 og januar 2007.

 

Lars Harvest gennemgik herefter det uddelte materiale.

 

Spørgsmålet om synlighed kontra et dokumenterbart behov for politiets tilstedeværelse blev i den forbindelse drøftet, ligesom vigtigheden af det lokale samarbejde mellem politi og forskellige aktører i lokalmiljøet blev understreget.

 

Ad dagsordenens punkt 3:

 

Borgmestrene orienterede om arbejdet i de nye kommuner mv.

 

Ad dagsordenens punkt 4:

 

Jesper Vorstrup Rasmussen orienterede om politikredsens tanker om tilrettelæggelse af samarbejdet om det kriminalitetsforebyggende arbejde.

 

Der var efter nogen drøftelse enighed om, at politidirektørens sekretariat retter skriftlig henvendelse til kommunerne og anmoder om, at der sker udpegning af såkaldte lokale "ressourcepersoner" på det kriminalitetsforebyggende område, der kan indgå i en referencegruppe i forbindelse med politikredsens videre arbejde med den fremtidige organisering af det kriminalitetsforebyggende arbejde, idet dog alle kommuner ikke kunne deltage i referencegruppen af hensyn til effektiviteten mv. af gruppens arbejde.

 

Ad dagsordenens punkt 5:

 

Et udkast til forretningsorden for lokalrådene blev uddelt.

 

Jesper Vorstrup Rasmussen oplyste, at man fra politikredsens side har forestillet sig, at politiinspektør Thorkild Steen Jensen skal deltage sammen med den politimæssige leder af lokalpolitiet på den pågældende lokalpolitistation.

 

Jesper Vorstrup Rasmussen gennemgik herefter det uddelte udkast til forretningsorden og anmodede i den forbindelse borgmestrene om at tilkendegive, hvorvidt man ønsker, at lokalrådene skal være ens med hensyn til organisering og deltagerkreds.

 

Der var efter nogen drøftelse enighed om, at de nye lokalråd ikke nødvendigvis skal have samme deltagerkreds fra kommunens side, og at det er vigtigt at sikre fleksibilitet i lokalrådenes arbejde.

 

Der var endvidere enighed om, at politiet deltager med politiinspektør Thorkild Steen Jensen og den respektive leder af lokalpolitiet, og at politiet tager initiativ til at nedsætte lokalrådene og indkalde til et første møde i rådene.

 

Ad dagsordenens punkt 6:

 

Spørgsmålet om udarbejdelse af en samarbejdsplan for 2007 - som fastsat i medfør af loven om politireformen - blev drøftet.

 

Der var enighed om, at politidirektørens sekretariat udarbejder et udkast til samarbejdsplan i løbet af foråret.

 

Ad dagsordenens punkt 7:

 

Mette Lyster Knudsen redegjorde for overvejelserne om ændrede åbningstider for nærpolitistationer og landdistrikter. Tanken er dels at ensrette åbningstiderne og dels at begrænse disse, idet åbningstiderne i dag på de forskellige små ekspeditionssteder er meget forskellige, ligesom antallet af borgerhenvendelser er faldet kraftigt, efter at ekspedition af henvendelser vedrørende pas og kørekort per 1. januar 2007 er overgået til kommunerne.

 

Der var generelt tilslutning til at ensrette og begrænse åbningstiderne på de små ekspeditionssteder.

 

Det var enighed om, at politidirektørens sekretariat sammen med beslutningsreferatet fra mødet fremsender et udkast til forslag til ændrede åbningstider.

 

Jesper Vorstrup Rasmussen og Lars Harvest rejste herefter spørgsmålet om besættelse af stillingen som landpolitibetjent i Fensmark, når den nuværende landbetjent går på pension i indeværende år. Efter politiets opfattelse er der ikke behov for en landbetjent i Fensmark, da Fensmark i dag ikke længere har karakter af et landdistrikt, men nærmest er vokset sammen med Næstved.

 

De understregede i den forbindelse, at forslaget om at nedlægge Fensmark som et landpolitidistrikt alene skyldes det forhold, at Næstved og Fensmark stort set er vokset sammen, og at den politimæssige betjening af Fensmark dermed mest naturligt kan ske fra Næstved lokalpolitistation.

 

Henning Jensen var enig i, at der ikke var behov for at opretholde Fensmark som et landpolitidistrikt.

 

Ad dagsordenens punkt 8:

 

Mette Lyster Knudsen orienterede kort om samarbejdet mellem politi og kommuner i forbindelse med berammelse af køreprøver og det nye elektroniske bookingsystem.

 

Hun opfordrede i den forbindelse borgmestrene til at gøre opmærksom på, hvis samarbejdet efter deres opfattelse ikke foregår på en hensigtsmæssig måde.

 

Ad dagsordenens punkt 9:

 

Næste møde i kredsrådet blev aftalt til tirsdag den 15. maj 2007 kl. 9-11 på Vordingborg lokalpolitistation.

 

Politidirektørens sekretariat vil i forbindelse med udsendelse af et beslutningsreferat samtidig udsende forslag til mødedatoer for resten af året.

Senest opdateret: 7. april 2008



KONTAKT

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi
Parkvej 50
4700 Næstved
Tfl. 5531 1448
mail: ssj@politi.dk
 
Udskrevet d.
24-05-2012