Forstør tekst Udskriv Tip en ven Læs højt

Kredsrådsmøde den 24.06.08

Referat af møde i Kredsrådet tirsdag den 24. juni 2008 kl. 10.00 i Næstved.

Deltagere:

Borgmester Lis Tribler, Borgmester Henning Jensen, Borgmester Henrik Holmer, Borgmester Rene Tuekær, Borgmester Stig Vestergaard, Borgmester Kaj Petersen, Kommunaldirektør Svend Gerner Nielsen, Politidirektør Jesper Vorstrup Rasmussen, Chefpolitiinspektør Lars Harvest, Chefanklager Anne Erlandsen og Sekretariatschef Jesper Kofoed (referent)

Afbud fra:
Borgmester Ivan Hansen

Dagsorden:

1: Godkendelse af referatet fra mødet i kredsrådet den 27. marts 2008

2: Det aktuelle kriminalitetsbillede i kommunerne

3: Besøg i Vagtcentralen

4: Orientering om status for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

    Tilpasning af lokalemassen (Nivelleringsplanen)

    PRES

5: Bevillingssager, herunder lukketid

6: Samarbejdet i Kredsrådet, jf. den fremsendte rapport "Samarbejde –
    Samspil – Samklang" af politikommissær Lisbeth Fried

7: Indkomne forslag

8: Eventuelt

Jesper Vorstrup Rasmussen bød velkommen. Det blev aftalt, at mødeindkaldelse fremover tillige sendes med brev.

Jesper Vorstup Rasmussen oplyste, at justitsministeren efter et møde med rigspolitichefen og formanden for Politiforbundet har besluttet at iværksætte en analyse af de klager fra borgerne, der har været fremme i offentligheden, siden politikredsene blev omorganiseret, hvilket for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis vedkommende var den 3. december 2007. Det drejer sig om klager omtalt i pressen, hvor en borger – som har ønsket politimæssig bistand ("udrykning") – ikke har kunnet komme (hurtig nok) i kontakt med politiet og/eller har oplevet, at politiet ikke er kommet (hurtigt nok) til stede.

Jesper Vorstrup Rasmussen oplyste endvidere, at en arbejdsgruppe skal undersøge problemstillinger knyttet til politiets telefonbetjening "114".

Ad dagsordenens punkt 1)

Referat fra mødet den 27. marts 2008 blev godkendt.

Ad dagsordenens punkt 2)

Politikommissær Finn Mogensen redegjorde for det aktuelle kriminalitetsbillede i kommunerne samt de aktuelle tiltag i den anledning.

René Tuekær tilkendegav, at han fremover også ønskede en orientering om politikredsens viden om bandekriminalitet i kredsen. Der var enighed om fremover at give en generel orientering herom.

Ad dagsordenens punkt 3)

Borgmestrene besøgte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis vagtcentral, hvor chefen for vagtcentralen, vicepolitiinspektør Peter Modin orienterede om planlægningen og driften af vagtcentralens aktiviteter. Peter Modin oplyste bl.a., at der var foretaget en nøje analyse af udrykningernes fordeling hen over døgnet og ugen, således at det til enhver tid værende beredskab kan dimensioneres bedst muligt. Peter Modin oplyste endvidere, at patruljekøretøjerne er forsynet med GPS, således at vagtcentralen hele tiden kan følge patruljernes placering i politikredsen og så vidt muligt dirigere nærmeste patrulje til et givent anmeldelses-/gerningssted.

Peter Modin foreviste endvidere politikredsens nye videokonferencefaciliteter, der bl.a. skal medvirke til at lette kommunikationen mellem politikredsens politistationer i forbindelse med briefinger, møder og lign.

Ad dagsordenens punkt 4)

Jesper Vorstrup Rasmussen oplyste, at politikredsen af bevillingsmæssige årsager skal tilpasse sin lokalemasse. Tilpasningen sker efter en nøje gennemgang af samtlige politikredsens lejemål. Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvorledes gennemgangen vil falde ud, men der arbejdes bl.a. med den løsning, at nærpolitistationerne i endnu højere grad end det allerede er tilfældet, får lokaler i tilknytning til kommunernes borgerservicecentre, hvilket normalt også opfattes positivt af såvel borgere som af medarbejdere i kommunerne og politiet. De gamle hovedstationer for de gamle politikredse ønskes opretholdt.

Jesper Vorstup Rasmussen orienterede om politikredsens målopfyldelse i 2007 (PRES).

Jesper Vorstrup Rasmussen redegjorde for udviklingen i politikredsens responstider (tiden fra en henvendelse med anmodning om politimæssig assistance er modtaget og til den første patruljevogn er fremme), der de tre første måneder i 2008 er faldet fra 12 minutter og 49 sekunder i januar, over 10.54 i februar til 10.33 i marts, som er den seneste måned med officielle tal.

Jesper Vorstrup Ramussen oplyste, at situationen på kørekortområdet – såvel i forhold til afviklingen af teori- og køreprøver, som for politiets behandling af kørekortansøgninger – langt fra er optimal i øjeblikket.

Men siden 2005 har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplevet en stigning på knap 19 procent på teoriprøver og mere end 20 procent på praktiske prøver. Trods denne markante stigning i antallet af prøver er ventetiderne uacceptable. Da lange ventetider på prøverne er et kendt fænomen på hele Sjælland, vil det ikke nytte, at vores politikreds alene sætter yderligere ressourcer ind. Det vil blot føre til, at også kørelærere uden for kredsen fortsat booker sig ind her i kredsen. Jesper Vorstrup Rasmussen havde derfor aftalt med de øvrige politidirektører på Sjælland, at alle fire kredse efter sommerferien sætter massivt ind for at forsøge at komme de lange ventetider til livs.

Henning Jensen og Henrik Holmer bemærkede, at kommunerne har ganske mange kørekortansøgninger liggende hos politiet, og at man ser frem til en nedbringelse af sagsbehandlingstiden.

Jesper Vorstrup Rasmussen oplyste, at politikredsen efter sommerferien forventer næsten at nå det planlagte mandskabstal, samt at mindre end 10 polititjenestemænd har søgt tjenestefri i 2008.

Ad dagsordenens punkt 5)

Jesper Vorstrup Rasmussen oplyste, at den tidligere politikreds Nykøbing F. havde en praksis, hvorefter der i politikredsens indstilling om alkoholbevilling til diskoteker til det kommunale bevillingsnævn bl.a. blev stillet krav om, at unge under 18 år skulle forlade diskoteket senest kl. 02.00

Spørgsmålet blev drøftet og det blev aftalt, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi udarbejder et notat vedrørende problemstillingen, der sendes til borgmestrene med henblik på en mere generel drøftelse i kredsrådet og dernæst eventuelt også i de kommunale bevillingsnævn

Ad dagsordenens punkt 6)

Politikommissær Lisbeth Frieds rapport om samarbejdet i kredsrådet "Samarbejde – Samspil – Samklang" blev drøftet, og Jesper Vorstrup Rasmussen takkede borgmestrene for deres medvirken. Han foreslog, at lederen af lokalpolitiet, politiinspektør Thorkild Steen Jensen, fremover deltager i kredsrådets møder, idet han deltager i alle lokalrådenes møder, og derfor vil kunne medvirke til, at arbejdet i kreds- og lokalråd i Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds knyttes endnu tættere sammen. Der var enighed herom.

Jesper Vorstrup Rasmussen bemærkede, at hvis der blandt borgmestrene var forslag til ændringer eller justeringer i den måde, hvorpå arbejdet i kredsrådet blev tilrettelagt, så var han indstillet på ændringer. Borgmestrene havde ingen yderligere forslag til ændring af arbejdet i kredsrådet.

Ad dagsordenens punkt 7)

Lis Tribler opfordrede til, at politiet prioriterer tilstedeværelsen – gerne til fods - i bycentre og på gågader, særligt med henblik på at kunne skride ind over for mindre færdselsforseelser (cykel- og knallertkørsel på gågader, parkering i buslommer mv.), hærværk og i øvrigt uro og uorden, der er til gene for borgere og forretningsdrivende.

Lars Harvest oplyste, at politiet inden for de givne rammer forsøger at være synlige bl.a. i bycentrene, samt at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på færdselsområdet er undergivet en lang række centralt fastsatte mål for antallet af kontroltimer og kontrollerede køretøjer, som man arbejder hårdt på at opfylde.

Lars Harvest tilføjede, at eventuelle særlige lokale problemstillinger rundt omkring i kommunerne knyttet til det spørgsmål, Lis Tribler har rejst, med fordel kan drøftes i den pågældende kommunes lokalråd, hvor det vil være muligt at lave en løsning tilpasset lokale forhold.


Ad dagsordenens punkt 8)

Næste møde afholdes den 18. september 2008 kl. 10-13 i Vordingborg.

Senest opdateret: 20. august 2008



 
Udskrevet d.
24-05-2012