En analyse af de ca. 700 responstidsmålte opgaver har vist, at der er målt på 80 opgaver, der ikke burde være medtaget i beregningsgrundlaget, idet politiet i disse opgaver ikke har bidraget til løsning af opgaven.
Eksempel:
Der indgår via 112 en anmeldelse om husspektakler, hvor mand og hustru skændes voldsomt. Vagtcentralen sender straks en patruljevogn mod stedet. Inden denne patruljevogn når frem, bliver vagtcentralen kontaktet af en nabo, som oplyser, at ægteparret er faldet til ro og er flove over at "det kom så langt". Opgaven er dermed ikke løst af politiet, og patruljevognen vil typisk blive sendt videre til en anden opgave. Responstiden skal nu manuelt fravælges i beregningen.
Der er således ved denne opgørelse konstateret en afvigelse mellem den målte gennemsnitlige responstid målt af Rigspolitiet og de reelle tal. Dette har selvfølgelig ført til en ændring af vore interne procedurer med henblik på en optimering af kvaliteten for vore responsmålinger, således at kun de opgaver, der indgår i disse målinger, medtages i beregningsgrundlaget.
Når opgaver, som nævnt i eksemplet ovenfor, retteligt udgår af beregningen, må det forventes, at responstiden for kredsen reelt er bedre end de hidtil offentliggjorte tal viser. Samtlige 715 responstidsmålinger er derfor gennemgået for at sikre, at der kun måles på hændelser, hvor politiet har haft del i løsningen af opgaven. Efter gennemgangen er den gennemsnitlige responstid for 2008 beregnet til 10:32 minutter.