1. Andre biler end busser samt på motorcykel og knallert, der har passagersiddepladser forsynet med sikkerhedsseler:
Hovedregel:
Børn under 135 cm skal anvende særligt godkendt sikkerhedsudstyr, tilpasset barnets højde og vægt.
Børn må ikke befordres i en bagudvendende barnestol på en passagersiddeplads med frontairbag, medmindre airbaggen er deaktiveret.
Undtagelser(bekendtgørelsens § 4 og § 5):
a. Taxikørsel: Pligten i § 80a, stk. 1, gælder ikke, når der ikke er særligt tilpasset sikkerhedsudstyr til rådighed og børn under tre år benytter bagsædet, eller børn over tre år benytter bagsædet og anvender sikkerhedssele.
b. Lejlighedsvis befordring over korte afstande: Pligten i § 80a, stk. 1, gælder ikke ved befordring af børn på tre år og derover, hvis der ikke er særligt tilpasset sikkerhedsudstyr til rådighed og barnet benytter bagsædet og anvender sikkerhedssele.
c. Der er ikke plads til at montere særligt tilpasset sikkerhedsudstyr: Situationen, hvor to børn benytter særligt tilpasset sikkerhedsudstyr på bagsædet, og der ikke er plads til at montere sikkerhedsudstyr til det tredje barn. § 80a, stk. 1, kan i disse tilfælde fraviges for så vidt angår børn på tre år og derover, når barnet benytter bagsædet og anvender sikkerhedssele.
Undtagelserne beskrevet i b) og c) gælder kun for så vidt angår kørsel i personbiler og varebiler (M1 og N1).
2. Andre biler end busser, der ikke har monteret sikkerhedsseler eller kun delvist er forsynede med seler:
Børn under tre år må ikke befordres i bilen, hvis der ikke findes siddeplads forsynet med sikkerhedsseler, hvortil der kan monteres godkendt sikkerhedsudstyr.
Børn over tre år og derover med en legemshøjde på under 135 cm kun må befordres på bagsædet.
Det bemærkes, at det fremgår af forarbejderne til loven, at i tilfælde, hvor forsædet er forsynet med sikkerhedsseler, men ikke bagsædet, skal barnet benytte en siddeplads på forsædet og anvende særligt sikkerhedsudstyr.
Reglen finder ikke anvendelse ved befordring på motorcykel eller knallert, der har passagersiddepladser, som ikke er forsynede med sikkerhedsseler.
3. Busser:
Børn på tre år og derover med en højde på under 135 cm skal anvende sikkerhedssele eller andet godkendt sikkerhedsudstyr, i det omfang siddepladsen er forsynet hermed. Der er ikke krav om fastspænding af børn under tre år ved befordring i busser.