I Syd-/ og Sønderjyllands Politi kan vi gratis tilbyde gode råd og vejledning til sikring af både private hjem og virksomheder.
Du kan læse her – men du kan også få gode råd ved at henvende dig til
Det Kriminalpræventive sekretariat hos Syd- og Sønderjyllands Politi
telefonisk på nr. 114 eller pr. mail til sjyl-forebyggelse@politi.dk
Nedenfor kan du se hvilke emner, du kan læse mere om her på siden
Undgå indbruddet
Vær opmærksom på de ting,
som tyven ser – og undgå
at blive en del af indbrudsstatistikken.
Læs mere
Omgivelser og nærmiljø
Sæt fokus på nærmiljø, ydre rammer,
beliggenhed, din bolig set med tyvens øjne,
rådgivning omkring nabohjælp, mm.
Læs mere
Sikring af døre/vinduer mm
Rådgivning i tekniske metoder til sikring
– blandt andet sikring af døre, vinduer,
adgangsveje, låsesystemer mm.
Læs mere
Tv-overvågning og alarmsystemer
Anvendelse af TV-overvågning og
alarmsystemer samt oplysning om
de love, der gælder omkring overvågning.
Læs mere
Værdifulde genstande og våben
Sikring af våben og værdifulde
genstande samt rådgivning om de lov-/
og forsikringsmæssige regler på området.
Læs mere
Sikring af biler
Gode råd til at undgå, at bilen
stjæles eller udsættes for indbrud.
Og hvad gør du, hvis det alligevel sker.
Læs mere
Sikring af trailer og campingvogn
Sådan gør du det sværere for tyven
at stikke af med din trailer eller campingvogn.
Gode råd om sikring og parkering.
Læs mere
Sikring af fritidshus
Gode råd til at undgå indbrud
i fritidshuset, både når det er beboet
og når det står tomt.
Læs mere
Råd, undervisning og foredrag
Politiet tilbyder rådgivning i sikring og
forebyggelse til private, til mindre
virksomheder, på borger- eller
beboerrådsmøder eller i
andre møde-sammenhænge.
Læs mere
Retur til toppen
Sådan kan du sikre dit hjem mod indbrud både i og udenfor ferien –
Råd fra Syd- og Sønderjyllands Politi
Året rundt:
Du kan sikre dine døre og vinduer med ekstra solide materialer og med gode låse. Hjælp til det kan hentes i brochuren ”Indbrudssikring – af hus og hjem” fra Det Kriminalpræventive Råd og på Internettet www.crimprev.dk og www.stopindbrud.dk
Husk især at sikre de døre og vinduer, som ikke vender ud til vejen. Sørg for at værdifulde ting ikke kan ses ude fra. Det gælder Pc’er, bærbare Pc’er, fladskærme, dyre TV apparater og stereoanlæg, designer indbo etc.
Få dit værdifulde indbo registreret, fotograferet og mærket.
Anskaf et sikringsskab, hvor du kan lægge smykker, fotoudstyr, sølvtøj og andre værdifulde ting. Hav dine kontanter og hævekort på dig eller i et sikringsskab. Anbring særligt værdifulde ting i en lejet bankboks.
Anbring jagtvåben i et våbenskab, som er låst og boltet til gulv og bagvæg.
Få dit hjem til at se beboet ud, selv om du er væk i en periode:
· Stil familiens ene bil udenfor eller lad naboen parkere sin ved dit hus eller i din indkørsel.
· Få nogen til at tømme din postkasse, lægge affald i din affaldsbeholder, hænge vasketøj ud i haven og måske slå græsset, hvis du er væk i længere tid.
· Lad noget af børnenes legetøj ligge fremme i haven.
· Tag batterierne ud af din ringeklokke.
· Sæt tænd-sluk-ure op flere steder i huset, så belysningen tændes om aftenen.
· Sæt også et tænd-sluk-ur på en radio eller lad radioen stå tændt hele tiden.
· Lad aldrig den udendørs belysning være tændt hele tiden. Sæt i stedet en bevægelsesføler på.
· Viderestil din telefon, men undlad, når du tager den på feriestedet, at sige, hvor du er.
· Eller sæt din telefon på telefonsvarer uden at fortælle, at du er rejst væk…
· Lås værktøj, haveredskaber og stiger væk, så tyven ikke kan bruge dem til at komme ind med.
· Fortæl naboen, at du er væk. Giv et telefonnummer, så de kan få fat på jer, hvis der sker noget.
Ting der fremmer tyvens interesse:
Tæt bevoksning omkring huset, så han ikke kan ses.
Dårlig belysning omkring huset.
Meget støj, så larmen fra opbrydning forsvinder.
Gode flugt-muligheder.
Døre eller vinduer på klem.
Døre og vinduer som er spinkle, usikrede og med gamle låse.
Tegn på luksus i hjemmet.
Ingen beboere hjemme.
Ingen hund.
Hvis der har været indbrud:
Kontakt politiet på 114 – Hvis tyven stadig er i huset så ring 112 til alarmcentralen.
Vent med at rydde op og rør ikke ved ting, tyven kan have rørt ved. Så kan politiet muligvis finde fingeraftryk eller andre spor.
Find flere gode råd på www.crimprev.dk eller www.stopindbrud.dk
Retur til toppen
Omgivelser og nærmiljø.
Noget af det første tyven lægger mærke til, er beliggenheden af din bolig eller virksomhed samt stedets omgivelser.
Beliggenheden kan ikke ændres, men omgivelserne kan.
Herunder følger nogle gode råd til, hvordan du kan mindske tyvens interesse for netop din bolig. (Alt følgende gælder også for virksomheder.)
Det første, du skal gøre, er at se på din ejendom med tyvens øjne.
Tyven lægger straks mærke til adgangen til og fra. Kommer jeg uset til og fra? Er det muligt at slippe af sted med koster fra gerningsstedet? Er der alternative flugtveje, og hvad er risikoen?
At ændre på adgangsveje til og fra dit hjem kan ikke altid lade sig gøre.
Men overvej muligheden for opsætning af aflåselige låger, lav ”uvenlig” beplantning (tjørn, berberis, brombærbuske mm), og hold omgivende beplantning nede i lav højde, så tyven ikke føler sig tryg og uset i sin færden til og fra.
En tyv ønsker som udgangspunkt arbejdsro og vil nødigt risikere at blive opdaget. Derfor vil en tyv sædvanligvis vælge en ejendom eller et sted på ejendommen, hvorfra han ugeneret kan arbejde med at bryde døre eller vinduer op.
Klip hækken/bevoksningen ned og tag lidt af plankeværket så naboen, genboen og forbipasserende kan se ind i din have, og så ikke tyven kan arbejde uset.
Hav ekstra fokus på kældernedgange, kældervinduer m.m., hvor tyven kan arbejde uset. (Se evt. sikring under afsnittet Vinduer/Døre)
Kan tyven fra et ugeneret sted eller bare ved at køre forbi se, at der er værdifulde genstande i ejendommen, vil det straks vække hans interesse. Emballage fra nyindkøbte værdifulde genstande afslører indholdet af din bolig eller virksomhed.
Træk gardinet for, så fladskærmen ikke kan ses fra vejen. Køb lamelgardiner, der giver lys og udsyn, men begrænset indblik til din ejendom.
Smid tom emballage fra værdifulde genstande ud, i stedet for at sætte det ved vejen, så alle kan se, hvad du netop har købt.
Værktøj laver spor, som kan sætte tyven i forbindelse med tyveriet. At cykle rundt i byen med en kæmpe værktøjskasse under armen tiltrækker også opmærksomhed. Det ses ofte, at indbrudstyven finder de nødvendige redskaber på stedet.
Derfor skal man sørge for, at alt, som en tyv kan bruge til opbrydning eller til at skaffe sig adgang til huset med, er sikkert aflåst.
En spade er et rigtig godt værktøj til at bryde vinduer op med. En stige kan give tyven adgang til 1. sals vinduer, der står åbne. En tang kan bruges til udvridning af låsecylinder.
Tyvens foretrukne værktøj er en mellemstor skruetrækker, som kan fjerne lister på ruderne.
Som nævnt vil tyven nødigt risikere at blive opdaget og vælger derfor ejendomme, som ser ubeboede eller forladte ud.
Sørg for at dit hjem ser levende og beboet ud.
Er man væk fra hjemmet i kortere eller længere tid, skal man sørge for, at postkassen tømmes. Man kan parkere sin bil nr. to eller lade naboen parkere sin i indkørslen og benytte tænd/sluk ure, som kan styre indvendig belysning. Hænge lidt tøj på tørresnoren.
Få naboens hjælp til at tømme postkassen, og mens blomsterne vandes, kan naboen rulle et gardin ned og et andet op.
Vi anbefaler, at man som naboer har et fællesskab i form af ”Nabohjælp”. Nabohjælp er en indbyrdes aftale, der indebærer, at man holder et ekstra øje med naboens/genboens have og hus i det daglige og er opmærksom på aktiviteten i nærområdet.
Lav aftaler med hinanden om øget bevågenhed og kontrol, når ferien holdes andet steds, julemiddagen spises ude eller med et weekendophold i udsigt. Tyven bryder sig ikke om tanken om, at nogen holder et vågent øje.
Når den slags aftaler er lavet, kan man på sin lokale politistation få udleveret klistermærke med teksten ”Nabohjælp”. Tyven kender klistermærket og betydningen af det.
Retur til toppen
Sikring af døre/vinduer mm.
Er dine døre og vinduer sikret mod tyveri og indbrud? Har nøglen til din lås et rundt hoved og dermed kun fem stifter? Er dine vinduer blot sikret med støbte vindues- hasper?
Herunder kan du i et forståeligt sprog finde gode råd og henvisninger til hvordan du kan sikre dit hus, lejlighed, virksomhed eller lignende mod tyveri og indbrud.
Forsikringsselskaber har visse betingelser og standarder, som skal opfyldes, for at man er dækket mod tyveri og indbrud. Har man haft indbrud, skal det meldes til både politiet og til forsikringsselskabet.
Kontakt dit forsikringsselskab eller se på Forsikrings og Pensions hjemmeside www.fpsikring.dk for yderligere oplysninger om krav til sikring af din ejendom, og hos dit eget selskab oplysninger for om, hvad din forsikring dækker. Og mindst lige så vigtigt, hvad den ikke dækker.
Som det første bør man kigge på sine omgivelser. Se mere under afsnittet ”Omgivelser/nærmiljø.”
Har du fulgt vejledningen under det afsnit, er du nu parat til at fokusere på det, der kaldes den tekniske sikring. Teknisk sikring betyder, at man i og omkring sin ejendom laver nogle ændringer og tiltag, som har til formål at yde en bedre sikring mod tyveri og indbrud.
Er tyven først kommet hen til din bolig, vil han som det første vælge et sted, hvorfra han ubemærket kan foretage sin opbrydning. Hvis du igen ser på din ejendom med tyvens øjne, og finder det eller de steder, som kunne give en tyv det fornødne skjul eller dække, skal du her give dine døre eller vinduer en ekstra opmærksomhed.
Hvis tyven vil ind, skal han nok komme ind, men det handler om at besværliggøre tyvens arbejde.
Sikring af døre
Hvis tyven vil stjæle større ting, herunder en fladskærm, Pc, møbler, anlæg m.m., er det vigtig for ham, at en af ejendommens døre kan åbnes. Det er ikke nemt - slet ikke hvis man er alene - at få en fladskærm ud igennem et mindre vindue.
I langt de fleste tilfælde har tyven enten brudt døren op for at komme ind, eller - efter at være kommet ind - åbnet en dør for at kunne komme ud med koster og for at have en hurtig flugtvej.
Kig først på låsen i din dør. Hvis nøglen til din dørlås har et rundt hoved, har du det, der kaldes en fem-stiftet låsecylinder i din lås. (Låsecylinderen er den del af låsen, som man stikker nøglen ind i). Den ældre type låsecylinder er for den dygtige tyv meget nem at åbne ved brug af en såkaldt bankenøgle.
Du bør udskifte denne ældre låsecylinder med en nyere cylinder med minimum seks stifter og eventuelt sidekode. Det kan anbefales, at du har to forskellige låsesystemer på din hoveddør, som sidder med en afstand på mindst 40 cm.
Når du låser din dør, skydes en pal fra låsen ind i et slutblik i karmen. Dette slutblik er skruet ind i karmtræet. Det er vigtigt, at du her anvender sikkerhedsslutblik, som i forhold til normalt slutblik kan tåle en væsentlig højere belastning ved evt. spark mod døren.
Mange låse har en indvendig vrider, og sammen med et vindue i eller ved siden af døren kræver det blot, at tyven knuser ruden, stikker hånden ind og drejer den indvendige vrider. På under fem sekunder har tyven skabt sig en god adgangsvej til og fra din ejendom.
Hvis du har en lås med indvendig vrider, kan du sikre dig ved at sætte en lås nummer to i døren, som så naturligvis ikke skal have en indvendig vrider.
Hvis du ikke vil sætte et låsesystem nr. to i døren, kan du udskifte din låsecylinder sådan, at du både udefra og indefra har et nøgleindstik (dvs. at du både fra udvendig og indvendig side skal bruge din nøgle til at slå låsen til og fra).
Til din terrassedør, som næsten altid er indrettet med indvendig vrider i form af håndtag, vippearm eller lignende, kan du også få et låsesystem med indvendigt nøgleindstik. Det vil sige, at der skal låses op indvendigt fra med en nøgle, før døren kan åbnes.
Hvis du vælger den løsning til dine døre, skal du være opmærksom på, at du i tilfælde af brand skal have mulighed for at komme hurtigt ud.
Det kan anbefales, at du, når du er hjemme, har en nøgle siddende på den indvendige side af din dør. Nøglen vil virke som den indvendige vrider og som udgangspunkt, vil tyven fravælge din ejendom, hvis nogen er hjemme.
En tyv kan med det rigtige værktøj lave det, der kaldes en cylinder-udvridning, hvorefter tyven uden problemer kan åbne din dør.
Se om din låsecylinder på udvendig side af døren er blottet, så man kan gribe om den med en tang. Hvis det er tilfældet, er det vigtigt, at du anskaffer dig en konisk cylinderring eller et nyt langskilt, som beskytter din låsecylinder. Langskiltet er den metalplade, der omkranser låsen og håndtaget.
Hvis langskiltet på udvendig side er sat i med almindelige skruer, kan tyven ved at tage skruerne ud fjerne langskiltet, så din låsecylinder blottes. Det afhjælper en cylinderring, som går igennem langskiltet og holdes af gennemgående skruer som monteres indefra.
Du kan også sikre dit langskilt ved at bruge envejsskruer eller ved at bruge gennemgående bolte eller skruer.
Hvis din dør er forsynet med et stort vindue, skal du læse nedenstående information omkring sikring af vinduer.
På www.stopindbrud.dk og www.crimprev.dk kan du finde yderligere information, tegninger, beskrivelser med mere omkring sikringsforanstaltninger til døre.
Retur til toppen
Sikring af vinduer
Et almindeligt hus har mange vinduer. Det kan kræve meget arbejde at sikre sine vinduer, og det kan blive en dyr fornøjelse. Herunder finder du et par gode holdbare løsninger, som er til at betale.
Hvis man vil tyverisikre sit hjem, er det vigtigt, at man ikke tænker i halve løsninger. Et eksempel på det er, at en familie, der tidligere havde været udsat for indbrud, havde brugt penge og tid på at indbrudssikre sig.
Der var sat ny lås i fordøren med indvendigt nøgleindstik, ny lås på terrassedøren med indvendig nøgleindstik og samtlige vinduer var forsynet med indvendige låse, som krævede nøgle for at åbne.
Umiddelbart havde de tiltag besværliggjort tyvens arbejde. Men da tyven igen kom på besøg, indfandt han sig på bagsiden af huset. Her fjernede han listerne fra en stor rude i husets terrassedør og kom ind på den måde.
Tyven havde på ganske kort tid skaffet sig en rigtig god adgangsvej til og fra huset.
Så trods den ellers rigtig gode indbrudssikring, var det lykkedes tyven ganske ubesværet at komme ind og ud.
Tænk på indbrudssikring som en helhed. At sikre et vindue kan gøres på mange måder, uden man nødvendigvis skal bruge tremmer eller gitter.
Du kan sikre dig mod aflistning af dine ruder på flere måder. At afliste en rude vil sige, at man fjerner de udvendige lister (glaslister), der holder ruden, hvorefter man kan løfte ruden ud af rammen.
Mange glaslister er gjort fast med almindelige søm eller dykkere, som yder ringe beskyttelse mod aflistning. Lad sømmene sidde i listen, men tilføj skruer af forskellig slags. Du kan benytte stjerneskruer eller torxskruer. Men skal du være helt sikker på, at den mest veludrustede tyv ikke skal kunne fjerne skruerne, kan du benytte envejsskruer.
Uanset hvad du vælger, vil det have besværliggjort tyvens arbejde. Du kan placere skruerne med ca. 8 – 15 cm afstand. Husk at forbore i listen og vinduesrammen før isætning af skruerne. Det hindrer, at træet flækker og giver den bedste styrke.
Som ved døre kan tyven også knuse ruden i dit vindue, rækken hånden ind og åbne vinduet. Det tager ikke mere end fem sekunder. Du kan sikre sine ruder mod det ved brug af indvendige låse, sikringsbeslag med mere.
De fleste trævinduer leveres med indvendige hasper kaldet anverfere. De er ofte støbte og kan nemt brækkes ved en kraftigt slag eller ryk.
Det er jo vigtig, at man kan åbne sine vinduer og lufte ud og komme ud i tilfælde af brand. Men tænk på, om du altid åbner alle dine vinduer.
Hvis nogle vinduer aldrig åbnes og heller ikke i forhold til reglerne om flugtveje skal kunne åbnes, kan du med fordel på indvendig side bruge små vinkeljern, der skrues ind i vinduet og rammen. Vinklerne er billige og virksomme. Males de i samme farve som vinduet, ser man dem ikke.
Til vinduer, som skal kunne åbnes, kan du få en masse forskellige beslag og låse, som alle har en god effekt og som varierer i pris. Vær igen opmærksom på brandrisikoen og regler for flugtveje i tilfælde af brand.
Har du større vinduesfag med små oplukkelige vinduer foroven og større oplukkelige vinduer forneden, kan du evt. sikre de nederste med vinkeljern eller de lidt dyrere låsbare beslag og bruge de øverste vinduer til udluftning. Til de små vinduer kan du bruge en sikring med fingerskrue, låsbare beslag, hasper eller lignende. NB: Husk forboring.
Hvis du har fulgt anvisningerne i sikring af døre og vinduer, har du beværliggjort tyvens arbejde. Tyven vil formentlig fortsætte til en anden og mere ”indbrudsvenlig” ejendom.
Vælger han alligevel at bryde ind hos dig, er der stor sandsynlighed for, at det vil tage ham lang tid. Det øger risikoen for opdagelse og giver politiet eller dit alarmselskab tid til at nå frem. Det begrænser også valget af hans udbytte, og øger chancen for, at politiet kan finde spor.
På www.stopindbrud.dk og www.crimprev.dk kan du finde yderligere information, tegninger, beskrivelser med mere omkring sikringsforanstaltninger til vinduer.
Du kan supplere din sikring af vinduer og døre med opsætning af alarm- eller overvågningsanlæg. Læs mere under afsnittet TV-overvågning/Alarmsystemer.
Retur til toppen
Værdifulde genstande og våben.
Herunder finder du nogle gode råd til opbevaring af værdifulde genstande og våben. Reglerne og betingelserne for opbevaringen finder du på forsikring og pensions hjemmeside www.fpsikring.dk
Du skal være opmærksom på, at disse råd ikke erstatter de regler og krav, som både politiet og forsikringsselskabet stiller til sikring af værdifulde genstande og våben.
Værdifulde genstande
I disse oplyste tider, kan det være svært at skjule for omverdenen, hvad man har gemt i madrassen eller under høet på høloftet. Det ses desværre af og til, at mennesker, der i deres private hjem opbevarer værdifulde genstande, udsættes for indbrud eller røverier.
Det anbefales, at man så vidt muligt, altid opbevarer større værdier i form af rede penge, smykker eller lignende i en bankboks eller i en anden sikker facilitet.
Har du ting, der ville kunne mærkes, og som er vigtige for dig, bør du mærke dem med særlige kendetegn. Det kan være initialer, datoer med mere, som kan være synlige eller skjulte, og som kan bruges af politiet i forbindelse med efterlysning, genkendelse og tilbagelevering.
For mange er det ikke muligt at opbevare ting, der kan mærkes og ting med affektionsværdi i en bankboks, fordi de bruges af og til, og fordi det, at de er i hjemmet, betyder noget for indehaveren.
Du kan af politiet låne et sæt til gravering, som kan bruges til mærkning af dine ting. Læs mere om ”Operation Mærkning” på www.stopindbrud.dk
Sikringsskabe
Til sikring af værdier i din bolig kan du anskaffe dig et sikringsskab.
Der findes mange forskellige typer af sikringsskabe, som opfylder forskellige behov. Du kan på forsikring og pensions hjemmeside www.fpsikring.dk se forskellen mellem de forskellige typer af sikringsskabe og de forsikringsmæssige regler forbundet med dem. Her finder du også henvisninger til forhandlere af godkendte sikringsskabe.
Våbenskabe
Både politiet og forsikringsselskabet stiller store krav til opbevaring af våben. Som privatperson er det i dag et krav, at man opbevarer sine jagtvåben i et godkendt sikringsskab. Man kan hos sin lokale jagt forretning købe godkendte skabe, som opfylder betingelserne for opbevaring af våben.
Fastgørelse
For både våben- og sikringsskabe gælder det, at de skal gøres fast til bygningsdele af en vis styrke. Sikringsskabe er typisk brede, dybe og ikke så høje. De vejer forholdsvist meget og er svære at flytte med.
Som oftest skal sikringsskabe udelukkende fastgøres til gulvet, men det kræves, at gulvets materiale har en vis styrke. Betongulv har en god styrke, og ved brug af godkendte bolte får man her den bedste løsning.
Det er et krav, at våbenskabe fastgøres til både gulv og væg. Her giver en muret væg eller en betonvæg den bedste løsning.
Læs mere om krav til fastgørelse af skabe til bygningsmaterialer, godkendte metoder til fastgørelse med mere på www.fpsikring.dk
Retur til toppen
Tv-overvågning og alarmsystemer.
Som supplement til sikring af din private bolig eller virksomhed kan du købe TV-overvågningsanlæg og alarmsystemer, der imødekommer dine behov og opfylder forsikringsselskabets krav. Du kan på hjemmesiden www.fpsikring.dk finde lister over certificerede montører.
Som det første bør man følge vejledningen om sikring mod indbrud under afsnittene ”Omgivelser/nærmiljø” og ”Sikring af døre og vinduer”.
En alarm sender et signal om indbrud, men hindrer eller besværliggør som udgangspunkt ikke tyvens arbejde.
En din ejendom dårligt sikret mod indbrud, kan en tyv på ganske kort tid komme ind og ud, uanset om du har monteret alarm eller ej - og politiet, alarmselskabet eller du selv har sjældent mulighed for at nå frem tidsnok til at afværge indbruddet.
Privatperson
Som privatperson bør du som udgangspunkt fastlægge behovet for en yderligere sikring med indbrudsalarm eller TV-overvågning. Du har formentlig selv en fornemmelse af, om netop dit område har været udsat for indbrud. Måske har du haft indbrud og vil optimere din indbrudssikring.
Har du dyre møbler, malerier, smykker og andre større værdier i din private bolig, eller føler du dig utryg eller udsat, kan det være en afgørende faktor. Afvej med udgiften til sikringen.
Virksomhed
Mange virksomheder er underlagt bestemmelser fra forsikringsselskaber om særlige krav til sikring mod tyveri og indbrud.
Kravene skal opfyldes, før man er dækket af forsikringen.
Men en ting er, at der ydes dækning, en anden ting er den ulempe, som et tyveri eller indbrud medfører. Der skal ryddes op, beskadigede ting skal erstattes, Pc’er med oplysninger er borte, produktionsapparatet er hæmmet eller standset.
Som virksomhed er der mange overvejelser, der skal tages, når man tænker i sikring mod tyveri og indbrud.
Sikkerhedspolitik
Mange virksomheder har i dag en sikringspolitik.
En sikringspolitik bør tænkes ind i den institution, der har med sikkerhedspolitik at gøre. Som sikkerhedspolitikken skal sikringspolitikken have til formål, at alle tænker i sikring på og omkring virksomheden.
Det gælder om at udarbejde nogle retningslinier for omgang med varer, materialer med mere samt i betjening af alarmanlæg, sikring af vinduer, døre og porte mm.
Det ses tit, at et ellers teknisk godt sikret område med et funktionelt alarmanlæg ikke yder nogen beskyttelse, fordi der på grund af manglende uddannelse eller opmærksomhed på området opstår menneskelige fejl.
Har man som opfyldelse af forsikringsselskabet krav investeret i et alarmanlæg, er man kun dækket, hvis alarmen er funktionel/aktiveret, og den tekniske sikring er i orden.
TV-overvågning
Som et yderligere tiltag kan du som firma eller privatperson opsætte TV-overvågning.
Med moderne teknologi kan man for relativt få økonomiske midler få et funktionelt TV-overvågningsanlæg. Men pris og kvalitet følges ad, og ofte har et billigt anlæg med dårlig billedkvalitet kun en forebyggende virkning, fordi optagelserne ikke kan bruges til eventuel efterforskning af politiet. Her er det igen vigtig, at man finder sit behov.
TV-overvågning kan efterhånden også findes i private hjem, hvor et web-kamera er sat op og aktiveres ved bevægelse.
Ved opsætning af TV-overvågning bør man kontakte en fagmand. Hav følgende punkter med i din overvejelser i forbindelse med investering og opsætning.
· Behovet (Belastet område, store værdier, konsekvensen af indbrud, forsikringsmæssige krav).
· Udstyret – simpel og billig løsning som primært virker præventiv/mere teknisk og dyrere løsning, som både virker præventivt, og som kan bruges til genkendelse og efterforskning.
· Regler/lovgivning – Se henvisning nederst på siden.
· Opsætning efter gældende lovgivning. Tænk på din billedkvalitet kontra afstanden til målet. Er der lys nok til, at kameraet giver brugbare optagelser.
Der gælder særlige regler for TV-overvågning, og nye regler er pr. 1. juli 2007 trådt i kraft.
Læs mere i pjecen TV-overvågning, som kan findes på Justitsministeriets hjemmeside www.jm.dk og find lovgivning under TV-overvågningsloven på Retsinformationshjemmesiden www.retsinfo.dk
Gode råd er ikke dyre – de er gratis!
Du kan altid bede en erfaren politimand om gode råd og vejledning i sikring. Du kan ringe til det kriminalpræventive sekretariat på politigården i Esbjerg på telefon 114 eller skrive en mail til sjyl-forebyggelse@politi.dk
Afdelingen holder også gerne foredrag ved borger- og beboerrådsmøder, ved møder i grundejerforeningen eller i andre sammenhænge.
Op mod 16.000 biler meldes hvert år stjålne, og der brydes ind i over 40.000 biler.
Under alle omstændigheder er det et stort problem for ejeren, at hans bil er væk – måske oveni købet midt i en ferie. Eller ruderne er knust for at komme til ting i bilen. Men der findes måder at sikre sig på.
Det kan du gøre
· Mange nye biler bliver stjålet med den rigtige nøgle. Den har tyven fundet i bilen, for eksempel i låsen eller i handskerummet. Eller den er fundet i det hus, han har begået indbrud i først. Så anbring nøgler og reservenøgler et sikkert sted.
· Fjern altid nøglen, også når du kun forlader bilen et øjeblik, for eksempel på tankstationen eller ved børnehaven.
· Luk alle døre og lås dem.
· Luk alle vinduer helt – også soltaget.
· Lås bagagerummet.
· Efterlad ikke værdifulde ting som punge, bærbare Pc’er, fotoudstyr, indpakkede gaver, GPS-anlæg eller større mængder Cd’er i bilen. Afmontér også holderen til GPS, så tyven ikke tror, GPS’en ligger i handskerummet.
· Fjern frontpladen på bilradio/Cd-spiller og fjern børnenes Dvd-maskine.
· Brug altid bagagerummet til opbevaring af ting, der skal efterlades i bilen.
· Parker bilen på befærdede steder. Om natten et sted, hvor der er god belysning.
· Brug ratbøjlelås som ekstra sikring. Det er en metalstang, der låses fast på rattet, så det ikke kan drejes. Der findes flere andre typer låse til sikring af bremser, rat, gear og pedaler.
· Eftermonter en startspærre, hvis bilen ikke har en i forvejen.
· Lås benzindækslet.
· Hvis bilen er særlig attraktiv, kan det betale sig at installere et særligt GPS-sporingssystem
Hvis der har været indbrud i bilen, eller den er stjålet:
Kontakt politiet på 114 – Hvis du ser det ske, så ring 112 til alarmcentralen.
Find flere gode råd om sikring på www.crimprev.dk eller www.stopindbrud.dk
Retur til toppen
Det er ærgerligt at få ferien ødelagt, fordi campingvognen er stjålet fra sin plads foran huset eller det sted, hvor den bliver opbevaret for vinteren. Og det er surt at opleve, at traileren er pist forsvundet fra carporten en morgen.
Men der findes faktisk både nemme og forholdsvist billige måder at sikre både trailer og campingvogn på. Også mod indbrud.
Det kan du gøre
· Parker så vidt muligt trailer og campingvogn på befærdede steder. Efterlad dem ikke på afsides P-pladser.
· Hvis de er parkeret for natten, så helst et sted med god belysning. Sørg for at der er installeret bevægelsesføler på lyset ved dit hus, hvor trailer/campingvogn er parkeret.
· Både trailer og campingvogn kan monteres med en hjullås, som låses med en nøgle. Låsen består af nogle kraftige jernstænger, som nemt låses fast rundt om et hjul, så traileren eller campingvognen ikke kan rulles af sted. En sådan lås koster cirka 300 kr. hos en udstyrsforhandler.
· Både trailer og campingvogn kan forsynes med en koblingslås. Det er en lås, som blokerer tilkoblingen, så vognen ikke kan stjæles, hverken når den er til- eller når den er frakoblet. Koblingslåse kan købes i udstyrsforretninger fra 450 kr. og opefter. Som supplement til koblingslåsen kan man bruge en såkaldt Safety Ball, som forhindrer tilkobling til en bil. Pris ca. 60 kr.
· Indbrud i selve campingvognen kan forebygges med en ekstra lås på døren.
· Luk alle vinduer i campingvognen, når du forlader den og lås døren.
· Sørg for at værdifulde ting som fladskærme, bærbare Pc’er og andet ikke kan ses fra et vindue. Rul gerne for.
· Anbring ting som fotoudstyr, kontanter, hævekort og smykker i en boks lejet på campingpladsen.
Hvis der har været indbrud i campingvognen/traileren eller den bliver stjålet:
Kontakt politiet på 114 – Hvis du ser det ske, så ring 112 til alarmcentralen.
Find flere gode råd om sikring på www.crimprev.dk eller www.stopindbrud.dk
Retur til toppen
Fritidshuse er et yndet mål for indbrudstyve året rundt. I Syd og Sønderjyllands Politikreds er der tusindvis af fritidshuse at gå efter for tyvene.
Når husene er beboede, går tyvene efter værdier efterladt af beboerne, mens de er på stranden eller på udflugt. Når husene er ubeboede, går de efter indboet.
Sådan gør du
· Du kan sikre døre og vinduer med ekstra solide materialer og med gode låse. Sæt for eksempel dobbeltlåse på dørene og forstærk dørkarmen på yderdørene og montér et sikkerheds-slutblik.
· Sørg for, at værdifulde ting ikke kan ses ude fra. Det gælder Pc’er, bærbare Pc’er, fladskærme, dyre TV-apparater og stereoanlæg, designer indbo etc.
· Vær opmærksom på, at hvis tyven har god tid, vil også de hårde hvidevarer og brændeovnen være i fare.
· Få dit indbo registreret, fotograferet og mærket. Opbevar digitale billeder på nettet eller hos venner.
· Anskaf et sikringsskab, hvor du og andre kan lægge smykker, fotoudstyr og andre værdifulde ting, når huset er beboet.
· Hav dine kontanter og hævekort på dig eller i et sikringsskab.
· Træk gardinerne fra og lad skabene stå åbne, når huset er tomt. Så viser det, at der ikke er noget at komme efter.
· Spær indkørslen, når du er væk. Så kan tyven ikke bakke en bil helt op til huset. Du kan spærre med en aflåst bom eller en kæde.
· Lås haveredskaber, værktøj og stiger inde, så det ikke kan bruges til at begå indbruddet med. Aflås med en god hængelås og solide beslag med gennemgående bolte.
· Husk at sikre havemøbler, robåde og andre udendørs ting.
· Monter følere på al udendørs belysning, så det tænder, når nogen passerer.
· Husk at fjerne ekstranøgler gemt ved huset.
· Installer eventuelt et alarm-anlæg.
· Aftal med naboerne, at I holder øje med hinandens huse.
Hvis der har været indbrud:
Kontakt politiet på 114 – Hvis tyven stadig er i huset så ring 112 til alarmcentralen.
Vent med at rydde op og rør ikke ved ting, tyven kan have rørt ved. Så kan politiet muligvis finde fingeraftryk eller andre spor.
Find flere gode råd om sikring på www.crimprev.dk eller www.stopindbrud.dk
Retur til toppen