Esbjerg politikreds er på grund af beliggenheden med Nordsøen som nabo særligt udsat for specielle vejrfænomener, hvor stormflod er det mest kendte.
Vi vil her kort give et indtryk af, hvilke beredskabsgrader der arbejdes med fra myndighedernes side, ligesom der kort beskrives, hvilke reaktioner myndighederne har.
Samtidig er kort gjort rede for, hvilke reaktioner – eller mangel på samme – der forventes af indbyggerne eller brugerne af faciliteterne i Esbjerg og Fanø kommuner.
I forbindelse med varsler om stormflod i Esbjerg og Fanø kommuner arbejdes der med følgende beredskabsgrader:
Informationsberedskabet indføres, hvor henholdsvis 12 og 18 timers prognoserne fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler en eller flere af følgende vejrsituationer:
- Orkan. Middelvindhastigheder på over 32 m/s ved kyststrækning.
Storm. Middelvindhastigheder på over 24 m/s ved kyststrækning.
Stærk regn. Nedbørsmængder på over 20 mm på 6 timer.
Skybrud. En nedbørsmængde på over 15 mm på 30 minutter.
Kraftig torden. Der forventes mange lynnedslag.
Isslag. Udbredt nedbør, der danner is på overfladen.
Kraftigt snefald. 15 mm nedbør på 6 timer. (15 cm sne).
Snestorm. mere end 10 cm sne, og vindhastigheder på over 10 m.
Forventninger:
Myndighederne følger situationen nøje og underretter samarbejdspartnere, som så er klar til at gribe ind, hvis prognoserne fortsætter og/eller udvikler sig.
Befolkningen forventes at følge situationen nøje, og forberede at bjærge løse genstande i haven og andre steder.
Fanøberedskabet indføres når Havnevagten i Esbjerg konstaterer, at den aktuelle vandstand i Esbjerg havn er 1,70 m over DVR 90. (Dansk Vertikal Reference) er en forholdsvis ny beregningsmetode til at måle vandstandshøjder. Den er indført i stedet for Dansk Normal Nul (DNN).
Forventninger:
Myndighederne underretter straks redningsberedskabet på Fanø og andre myndigheder, der er medspillere i beredskabet, herunder hjemmeværnets politikompagni.
Befolkningen forventes at følge situationen nøje, og iværksætte bjærgningen af løse genstande, således at de ikke flyver rundt til fare for personer og bygninger, ligesom det sikres, at genstande ikke skylles væk af vand.
En stor forventning er, at opsatte skilte og afspærringer respekteres i fuldt omfang.
Lavt beredskab indføres når vandstandsprognosen for Esbjerg Havn varsler vandstande på 2,4 m DVR 90 eller derover.
Forventninger:
Myndighederne underretter alle samarbejdspartnere i redningsberedskabet, der igen underretter deres samarbejdspartnere.
Politiet anmoder Falck om at fjerne parkerede biler på havnens laveste område – ved Fanø-færgeriet, ligesom der opsættes fysiske afspærringer på i forvejen udpegede adgangsveje til havneområderne.
Befolkningen forventes at have bjærget alle løsdele, der kan flyve rundt eller skylles bort af vandet. Samtidig forventes det, at alle opsatte afspærringer respekteres fuldt ud, ligesom det forventes at de berørte personer selv fjernet parkerede biler på havnens lavest liggende punkter.
Havnens virksomhedsejere forventes, at have sikret virksomhederne med tilhørende gods, idet de varsles via SMS besked fra havnevagten.
Højt beredskab indføres når 3 timers vandstandsprognosen for Esbjerg Havn varsler vandstande på over 2,89 m DVR 90.
Forventninger:
Myndighederne underretter alle samarbejdspartnere og indkalder ekstra mandskab, samt ledelsen, som leder den samlede indsats for at sikre personredning og større værdier. Myndighederne kan her overveje evakuering af politikredsens laveste områder, idet disse ellers kan blive afskåret fra kontakt og udsættes for unødig faresituationer. Der er forberedt planer for evakueringsruter og steder, hvortil evakuerede personer bringes hen. Samtidig er der planlagt for forplejning og overnatning af et større antal personer. Politiet har tilknyttet en medarbejder fra Danmarks Radio Syd, således at befolkningen kan holdes løbende underrettet om udviklingen.
Befolkningen forventes at rette sig efter de retningslinier der bliver givet, ligesom det forventes at civilbefolkningen holder sig væk fra området, der kan blive oversvømmet. Ved storm forventes det, at civilbefolkningen holder sig væk fra farlige området som skove og steder, hvor der kan være nedfaldende genstande. I øvrigt er der en stor forventning om, at situationen følges nøje via dagspressen, som politiet har direkte adgang til.
Afvarsling: Politiet har ansvaret for, at der afvarsles, når vejrfænomenet er i aftagende. Det foregår praktisk således, at alle myndigheder underrettes om det ændrede varslingsniveau indtil situationen er helt afklaret.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til Esbjerg politi evt. via email.